Evigt undervurderede, evigt overlegne Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ba/a9/cf/-10-1421958198.jpg
22. Januar 2015    

Grindcorens fædre er en institution, som alle tror, de ved, hvad de kan vente sig af. Det er en fejl, for den britisk-amerikanske kvartet fortsætter i deres 35. leveår med at vinde nyt land og har lavet endnu et af deres bedste album.

Kunstner
Titel
Apex Predator - Easy Meat
Distributør
Trackliste
Apex Predator - Easy Meat
Smash A Single Digit
Metaphorically Screw You
How The Years Condemn
Stubborn Stains
Timeless Flogging
Dear Slum Landlord…
Cesspits
Bloodless Coup
Beyond The Pale
Stunt Your Growth
Hierarchies
One-Eyed
Adversarial / Copulating Snakes
Karakter
5

Noget af det smarteste, man kan sige, hvis man gerne vil lyde, som om man virkelig kan sin grindcore, er, at Napal Death er vildt overvurderede, og at det i øvrigt slet ikke var dem, der opfandt grindcore. Som med så meget, der lyder smart, lige når det bliver slynget ud, er det også noget af det dummeste, man kan sige: Grindcores genealogi kan sagtens diskuteres, og det er sandt, at både Repulsion og Siege nåede at lave demoer, der påvirkede de samtidige Napalm Death, inden de med flere års forsinkelse debuterede med 'Scum' i 1987, men den plades betydning for populariseringen af genren kan ikke undervurderes. Men det er ikke engang bare det, det drejer sig om, for mens Siege og Repulsion brændte ud igen med det samme, fortsatte Napalm Death. Og de fortsatte med at udvikle sig.

Fra svingdør til stabilitet og udvikling

Noget af det, man altid taler om, når man taler om Napalm Death, er de mange line up-skift, de var igennem i de tidlige år, hvilket resulterede i, at der med trommeslageren Mick Harris' afgang i 1991 efter tre album ikke var flere originale medlemmer tilbage i bandet, og at det medlem der har været med i længst tid, bassisten Shane Embury med skullfroen, først kom med på bandets anden plade, 'From Enslavement to Obliteration' fra 1988. Noget af det, de færreste tager højde for, er, at den nuværende inkarnation af Napalm Death så til gengæld har holdt siden da: Guitaristen Mitch Harris og sangeren Barney Greenway tiltrådte i 1989, mens Danny Herrera overtog Mick Harris' plads bag trommerne i 1991. Med andre ord har det Napalm Death, vi har i dag, været en konstant i et kvart århundrede. Så altså. (Og jo, Jesse Pintado, der var kommet med samtidig med Mitch Harris, forlod gruppen i 2004, inden han døde; og ja, Barney var ude i et halvt års tid i 2006, da han byttede plads med sangeren fra Extreme Noise Terror, men alt andet lige er det stadig et opsigtsvækkende stabilt line up.)

Men det er netop den fejl, folk alt for ofte begår: At holde Napalm Death op på, hvad de var engang, og forestille sig, at der ikke er sket det store siden da. At de stadig er det band, der lavede 'You Suffer' og 'The Kill', og så er det det, en anakronisme, grindcorenostalgi. Men det, der gør Napalm Death til noget helt exceptionelt, er den måde, de er fortsat med at udvikle sig på: Fra den tidlige, crustpunkede grind over mod en stærkt dødsmetalpåvirket lyd fra starten af 90'erne, som så blev modereret og punket til og stak i alle mulige retninger op igennem årtiet, indtil de i starten af 00'erne rev sig løs af metallen med en frisk, rå hardcore. Det er den lyd, Napalm Death stadig arbejder med på deres 15. album, men det er med alle de andre elementer, der efterhånden også er blevet faste bestanddele i Napalm Deaths lyd.

Velintegreret postpunk

Det, der stikker mest ud fra helheden, er stadig postpunken. Den har kigget ind på Napalm Deaths plader, siden de åbnede 'From Enslavement to Obliteration' med den Swans-påvirkede 'Evolved as One', den vendte tilbage i 2005 på 'The Code Is Red Long Live the Code's afslutningsnummer 'Our Pain Is Their Power', men hvor den tidligere har fremstået som eksperimenteren, som en afstikker, lykkes det på 'Apex Predator – Easy Meat' for alvor at gøre den til en naturlig del af det samlede værk. Titelnummeret åbner pladen med Barney alene dybt messende som en kolossal Michael Gira, inden der går Public Image ltd. i den med en skramlende marchrytme og bas og effekter, og det fungerer virkelig. Men endnu mere naturligt falder 'Dear Slum Landlord...' i midtersektionen, hvor en slæbende og melodisk hymne umærkeligt glider over i noget så metal som et breakdown, som dermed peger pladen videre fremad mod den thrashing, den genoptager på 'Cesspits', snarere end at stoppe op for at eksperimentere. Det er velintegreret i deres samlede udtryk nu, snarere end at være noget ekstra.

En anden udvikling, der begyndte på den seneste plade, 2013's fremragende 'Utilitarian', var, at Mitch Harris pludselig begyndte at synge rent i omkvædet til ' The Wolf I Feed' i stedet for at lave det patenterede baggrundsskrig, som han i sin tid overtog som hverv fra Mick Harris som en diskant modpol til Barneys bassede growl. Hans rene sang er heldigvis stadig doseret med påholdenhed – han har vel fået levet trangen ud på sit rædderlige Menace-album sidste år – og begrænser sig til omkvædet i 'Hierarchies'. Som så til gengæld også fænger helt vildt, netop fordi det står ud fra resten, og næsten får en til at overse, at riffet i verset er en moderering af Bad Brains' 'I'. Ligesom udgangsriffet i den afsluttende 'Adversarial/Copulating Snakes' er tyvhugget fra Celtic Frosts 'Procreation (of the Wicked)'. Hvilket selvfølgelig er nogle af de bedste, man kan stjæle fra, men alligevel.

Hvor Mitch Harris klogeligt holder igen med de vokale eksperimenter, folder Barney sig til gengæld mere og mere ud, og ikke bare i 'Apex Predator' og 'Dear Slum Landlord...': 'Bloodless Coup' er en ren fest med sin oi-punket svungne bro til omkvædets break, og det er et af pladens absolutte højdepunkter, men der er også en umiskendelig melodiøsitet i brølene i 'Timeless Flogging' og 'Cesspits', hvor sangen skøjter afsted i forvredne figurer. I det hele taget er Barneys tidligere så bryske signaturgrynten blevet væsentlig mere varieret og skarpere, tydeligere for at passe bedre til det mere hardcore udtryk.

Knivskarpe, nysgerrige og i den grad i live

På trods af den inspiration fra både Poison Idea og Discharge, der er at spore flere steder, er det en moderne hardcore, Napalm Death er endt med at spille. Eller det vil sige: Når de i numre som 'One-Eyed' og 'Metaphorically Screw You' kører om kap med Converge, bare uden tapping, handler det i virkeligheden om, hvor meget bands som dem i sin tid er blevet inspireret af Napalm Death selv. Napalm Death demonstrerer, hvordan det udtryk også hele tiden har været på paletten, de gør det bare endnu skarpere end før. Så er man parat til at se igennem fingre med, at det første nummer, der blev sluppet fra 'Apex Predator', 'How the Years Condemn', strengt taget blot er en variation over midtemposinglen 'The Wolf I Feed' fra 'Utilitarian' og midttemposinglen 'When All Is Said and Done' fra 'Smear Campaign'. Det er stadig et godt midttemponummer, de laver der.

Og 'Apex Predator – Easy Meat' er en god plade. Mere end det: Det er en uhyrligt god plade, muligvis endnu bedre end 'Utilitarian' og 'Utopia Banished', i hvert fald bedre end comebacket 'The Code Is Red... Long Live the Code'. Så god. Ikke bare fordi det er Napalm Death, og Napalm Death er et sympatisk band, man altid gerne vil kunne lide et sted, men fordi de formår at blive ved med at lyde relevante og samtidige. Knivskarpe, brutale, nysgerrige og i den grad i live.

Det kan man ikke ligefrem sige om Repulsion, Siege eller Terrorizer anno 2015.



Videoen til 'Smash a Single Digit' er animeret af Lisbet Fredslund Michaelsen fra det københavnske designbureau Elf Shot Lame Witch og instrueret af Michael Panduro, der også stod bag Job For a Cowboys video til 'Tarnished Gluttony'. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her