Evil Elvis strikes out again
Populær
Alt efter hvilket mindset man formår, kan det være en udmarvende prøvelse eller en sand latterfest at bevidne Danzigs seneste cover-album; et sjusket og tragikomisk værk fra en af fordums tids større metal- og punkhelte.
02. Satan (fra Satan's Sadists)
03. Let Yourself Go (Elvis Presley)
04. N.I.B. (Black Sabbath)
05. Lord of the Thighs (Aerosmith)
06. Action Woman (The Litter)
07. Rough Boy (ZZ Top)
08. With a Girl Like You (The Troggs)
09. Find Somebody (The Young Rascals)
10. Crying in the Rain (The Everly Brothers)
Meget kan siges om den gode Hr. Danzig; han er en sand legende i sin egen tid, en fuldstændig uvirkelig personifikation af alskens ekstreme metal-fordomme, en tegneseriefigur, der ikke passer ind i den virkelige verden. Om man elsker at hade ham eller hader at elske ham, så er der ikke mange, der kan frasige sig at have en mening om den tidligere Misfits-frontmand, der grundlagde horrorpunk-genren og senere skiftede til teatralsk og okkult-dyrkende heavy i slut-firserne. Og nu har "Evil Elvis" altså begået et cover-album – ja, det måtte jo komme, tænker man – med fortolkninger af blandt andet – og selvfølgelig – Elvis Presley og Black Sabbath. Men hvordan lyder det så?
For det første skal det nævnes, at Danzigs vokale kunnen ikke er, hvad den har været; han er altså ikke længere den gennemførte crooner. Nej, hvor hans stemme – når han ville – før havde en kontrolleret og fløjlsblød varme i selv de lyseste tenore udfoldelser, fremstår den nu forceret og skingert opslidt. Det er dog umiddelbart ikke noget, manden selv har bidt mærke i, for han forsøger sig med samme teknikker – eller mangel på samme – som han altid har gjort, og tror, at han kan formå samme præstationer som i sin ungdom. Det er desværre ikke helt tilfældet længere, og det gør, at han virker mere patetisk end hidtil.
Specielt coveret af Black Sabbaths ‘N.I.B.’ er øvelse ud i ekstraordinær voldtægt af en klassiker, og det er svært at holde ud nummeret igennem – her på grund af en slags forsøgt forsinket opdatering til Danzig anno 1992 med skrigende overtoner fra guitarerne og kirkeklokker over omkvædet, og altså i mindre grad på grund af vokalarbejdet, der dog heller ikke er imponerende.
Af albummets ti skæringer er det kun på ZZ Tops ‘Rough Boy’. at Danzigs vokal for alvor kommer til sin ret og lyder bedre. end hvad der ligger under grænsen for det menneskeligt tålelige. Dog bliver oplevelsen af den ellers stille sang her ødelagt af guitarernes overtoner – et Danzig-trademark, der virkede godt på en udgivelse som ‘Danzig III’, men som efterhånden har udviklet sig til et massivt og hjernedødt overforbrug. At albummet dertil lyder hjemmeproduceret, strippet og sjusket gør ikke oplevelsen meget bedre.
Danzig har beriget os med meget godt i løbet af sin efterhånden lange karriere, men lige så genial, som han til tider har vist sig at være, lige så pinagtig er han på ‘Skeletons’. Men er der så kun dårligt at sige om albummet? Nej, for lige så tragisk det er, at manden endelig har mistet al kontakt med virkeligheden, lige så komisk er det at følge hans fald; lige fra billedforbud og søgsmål over merchandise til backstage-knock outs.