Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fanget i en tidslomme

Populær
Updated
Fanget i en tidslomme

Ikke ét par udtrådte Vans kan nå at ramme gulvet mere end et par sekunder, når Comeback Kid viser, hvor sikkert og medrivende man kan spille mallcore.

Kunstner
Titel
Outsider
Trackliste
Outsider
Surrender Control
Absolute (ft. Devin Townsend)
Hell Of A Scene
Somewhere, Somehow
Consumed The Vision (ft. Chris Cresswell of The Flatliners)
I'll Be That
Outrage (Fresh Face, Stale Cause)
Blindspot
Livid, I'm Prime
Recover
Throw That Stone
Moment in Time (ft. Northcote)
Karakter
3

Der er hardcore, og så er der hardcore. Ja, og hardcore, hardcore og god bunke andre afarter af hardcore, der påberåber sig at være den ægte vare. Genren har ikke færre subgenrer og hybrider, end metal har – crossover er sågar i sig selv en etableret genre, der blander, men der er væsentligt flere grene af den, der bare går under betegnelsen hardcore. Således er det ikke som sådan forkert, når redaktøren i en intern mailtråd begejstret udbryder om Comeback Kid, at de er hardcore og intet andet, det er bare heller ikke rigtig særligt uddybende. Man vil i hvert fald blive slemt skuffet, hvis man går til ‘Outsider’ i forventning om at få noget, der lyder som Black Flag, Agnostic Front, Sick of It All, Bad Religion eller for den sags skyld Converge. For nu at give en idé om, hvor divers idéen om ægte hardcore kan være.

Comeback Kid spiller hardcore, som man gjorde det, da de kom frem i starten af nullerne. Forestil dig at være fanget i en tidslomme, hvor Warped Tour er årets begivenhed, og din tunge wallet chain gør det svært for dig at balancere dine baggy jeans midt på røven, samtidig med at du skal have et skateboard under armen, så er du der ret præcist. Det vil sige, at der er tilpas meget thrash i det, til at du stadig føler, du kan forsvare at kalde det hardcore, når de sætter ind med skønsangen i de melodiske omkvæd. Singleforløberen ‘Somewhere, Somehow’ er et nydeligt eksempel på den balancegang, som det på en gang er alt for metal og alt for emo til, og hvor dem fra den gamle skole uvægerligt afskriver det som mallcore.

Men det betyder ikke, at Comeback Kid ikke kan deres historie, hvad en sang som ‘Hell of a Scene’ vidner om med dens primitivt proto-thrashede vers kædet sammen med et gedigent street-punket omkvæd. Det street-punkede får for alvor lov at træde i forgrunden i ‘Consumed the Vision’ med gæsteoptræden af Chris Creswell fra The Flatliners, hvor Comeback Kid lyder som en poleret udgave af Agnostic Front omkring årtusindskiftet, mens ‘I’ll Be That’ trækker tråde tilbage til halvfemsernes tough guy-udgave af Sick of It All, før de blev mere godmodige.

Et sikkert greb om virkemidlerne
Som band lider Comeback Kid under, at de skrev deres helt store hit, ‘Wake the Dead’, allerede i 2005, og siden da har alle deres sange uvægerligt været holdt op mod den ene sang. Fordi Comeback Kid på tre minutter og sytten sekunder gav alt, hvad de kunne, og destillerede det til sublim singalong-ability. Så hver gang, de siden er kommet med en ny plade, har omkvædet fra ‘Wake the Dead’ lydt som et bittert ekko: “You said, you said, you said / This time was gonna be different.” Og som sangen angav dengang, bliver det aldrig det.

Det er på sin vis synd for ‘Outsider’, fordi Comeback Kid på deres sjette plade demonstrerer et uovertruffent greb om både sangskrivning og virkemidler. Ingen af de tretten sange virker overflødige, alle er velkomponerede – også selvom omkvædene i singlerne ‘Somewhere, Somehow’ og ‘Surrender Control’ er på den klæge side af det melodiøse – og der er en upåklagelig balance mellem følelsesladede hymner som dem, thrashere som ‘Outrage (Fresh Face, Stale Cause)’ og ‘Absolute’ med gæsteoptræden Devin Townsend, punkrockere som ‘Blindspot’ og de hurtige bangers ‘Hell of a Scene’ og ‘Livid, I’m Prime’. Så kan det godt være, at man foretrækker sidstnævnte, men som helhed fungerer ‘Outsider’ i kraft af sit overskud og sin evne til afveksling. Selv den afsluttende ‘Moment in Time’ med sørgmodig optræden af singer-songwriteren Northcote – alle tre gæsteoptrædender på pladen varetages af canadiske landsmænd – fungerer mod alle odds, selvom hardcores flirt med singer-songwritere ellers har det med at falde lige lovlig svulstigt ud.

Comeback Kid er nok fanget i en tidslomme sammen med vores egen redaktør, men der er intet bedaget over dem. De er friske og medrivende. Men næste gang, man ud af det blå får en ubændig trang til at høre Comeback Kid og vælte rundt i stuen, så er det ikke ‘Outsider’, man sætter på. Det er stadigvæk gjort med ‘Wake the Dead’.