Får i ulveklæder
Populær
Power metal-klichéerne står i kø på det nye album med Powerwolf.
2. Secrets of the Sacristy 04:07
3. Coleus Sanctus 03:45
4. Sacred & Wild 03:40
5. Kreuzfeuer 03:47
6. Cardinal Sin 03:47
7. In the Name of God (Deus Vult) 03:15
8. Nochnoi Dozor 03:45
9. Lust for Blood 03:54
10. Extatum Et Oratum 03:56
11. Last of the Living Dead
Det er lidt svært at blive klog på tyske Powerwolf. Det er lidt ligesom med Alestorm. Hvis det her er ment som en heavy metal-parodi, så er det sgu egentligt meget sjovt. Men skal det tages alvorligt, så er det næsten lidt pinligt.
Meget indpakning omkring gammelkendt musik
Powerwolf bruger alle de klichéer, der overhovedet kan tænkes inden for heavy metal. En sanger, der hedder Attila, kommer fra Rumænien og klæder sig som grev Dracula, sange om vampyrer og varulve, corpse paint, tekster, der låner fra latin, kirkeklokker, ulvehyl osv., osv. Jeg er desværre bange for, at Powerwolf mener det gravalvorligt. ’Preachers of the Night’ er det femte studiealbum fra bandet. Der er ikke meget nyt at hente musikalsk. Al musik lyder, som noget Gamma Ray spillede for 20 år siden. Det er sådan set meget iørefaldende hurtig spillet power metal med velklingende omkvæd. Desværre bliver det ret hurtigt ensformigt.
Der, hvor Powerwolf skiller sig ud fra alle de andre tyske og tyskinspirerede power/speed-bands, er ved ihærdig brug af vokalarrangementer, der mere leder tanken hen på bands som Rhapsody of Fire. Sangeren Attila er vist klassisk skolet, men de mange mandskor bliver lige godt anstrengende i længden og får Powerwolf til at lyde som et eller andet Melodi Grand Prix-indslag fra et meget fjernt østligt land.
Albummet lægger nok så effektivt ud med ’Amen and Attack’, hvor der først lige skal messes lidt på latin, inden Attila helt umotiveret slår over i en blanding af engelsk og tysk – ”Stand and call against the storm and hail the crucified: Eins, Zwei! Amen and attack!/ Far beyond the bibles army send us through the night: Drei, Vier ! Amen and attack!” Mærkeligt!
For pompøst
Mærkeligt er det også i sangen ’Kreuzfeurer’, det lægger ud med kirkeorgel, inden det tysksprogede omkvæd sætter ind, sunget af noget, som lyder som et meget stort mandskor, hvorefter verset lyder præcis som børnesangen ’Oles nye autobil’.
På sangen ’Nochnoi Dozor’ er der igen tale om et (denne gang ubestemmeligt) fremmedsprog, der blandes sammen med engelsk i et pompøst musikalsk værk, der henter inspiration fra Østeuropa sammen med de allestedsnærværende tyske power metal-stiløvelser.
På ’Extatum Et Oratum’ bliver vi så igen velsignet med lidt vokale latinøvelser, inden det hele ender med ’Last of the Living Dead’, der endnu en pompøs sag, der klinger af med et flere minutter langt stemningsbillede med regn, torden og ulvehyl. Altså mærkeligt.
Kan man bare ikke få nok af den tyske power metal, og elsker man pompøse sange med vildt melodiske omkvæd, så går man nok ikke forgæves med det nye Powerwolf-album. Har man derimod stadig fødderne plantet på jorden, kan det nok være, at man bare synes, at Powerwolf er for meget. Der er lidt for meget udklædning og for lidt rigtigt ulvebid i Powerwolf.