Fattigt flashback
Populær
Firser-ikonet Lita Fords nye skive er en uskøn beretning om et vildt liv.
2. Hate
3. The Mask
4. Living Like A Runaway
5. Relentless
6. Mother
7. Devil In My Head
8. Asylum
9. Love 2 Hate U
10. A Song To Slit Your Wrists By
Lita Ford er kendt for mange ting: medlem af pige-hardrockbandet Runaways sammen med Joan Jett; giftemål eller forsøg på samme med Toni Iommi og Chris Holmes fra W.A.S.P.; og så selvfølgelig for at være kvindelig guitarist og sanger på firsernes velfriserede glamscene, hvoraf duetten
&feature=related" target="_blank">’Close My Eyes Forever’ med Ozzy og
" target="_blank">’Kiss Me Deadly’ er noget af det mest kendte.
Som så mange andre fra den tid, skulle hun dog lige gennem en længere pause fra scenen, før tiden var til et comeback efter 14 års pause, da hun i 2009 udgav ’Wicked Wonderland’, og den bliver så fulgt op i 2012 med ’Living Like a Runaway’ – en titel der vel skal opsummere rockstjernelivets op- og nedture.
God historie - dårlig fortælling
Lita har tydeligvis meget, hun skal have fortalt og forklaret, og tilsyneladende også undskyldt – sangen ’Mother’ er således en bøn om tilgivelse fra de to sønner, hun fik med Nitro-forsanger Jim Gillettes, og det er helt sikkert ærligt, men for en udenforstående bliver det både klægt og banalt, og det kendetegner desværre albummet. Teksterne er meget pinlige og tåkrummende med stribevis af klicheer om at være ung, vild og ”on the run”, og ja, hun har muligvis levet et vildt liv, men evnerne til at berette om det på en interessant måde er ikke til stede.
At hun kan krølle et hegn bedre end de fleste kvinder og mænd, er der stadig ingen tvivl om, men derfra og til at gøre det vedkommende strækker Lita Fords evner sig desværre ikke – riff og soloer er fint håndværk, men kun middelmådigt af karakter, og det samme gælder vokalarbejdet, som man teknisk ikke kan sætte fingre på. Men lysten til at høre en gentagelse er ikke-eksisterende, fordi det både er forudsigeligt og med en stor mangel på fængende hooks. Hvor hun i tekstarbejdet i det mindste forsøger at gøre op med fortiden, eller i hvert fald forlige sig, savner man et musikalsk opgør eller udvikling, og derfor fremstår ’Living Like a Runaway’ som et svagt ekko af karrierens højdepunkter.