Fedt mix af Alice In Chains og Down
Populær
Seventh Void tæller to medlemmer fra Type O Negative, og bandets debutplade, der ellers udkom tilbage i 2009, er nu ude i Europa.
2. Heaven Is Gone
3. The End of All Time
4. Broken Sky
5. Killing You Slow
6. Descent
7. Shadow on Me
8. Drown Inside
9. Death of a Junkie
10.Last Walk in the Light
Blot én sang krævede det for dette band at erhverve sig en pladekontrakt hos Vinnie Pauls "Big Vin Records". Måske har det hjulpet lidt, at to af medlemmerne også havde Type O Negative på CV'et og sikkert udmærket kendte pladeselskabsbossen fra diverse møder på spillesteder og festivaler, når Vinnie har spillet med Pantera eller Hellyeah.
Men man kan nu godt forstå det, for der er bestemt gode takter i det her såkaldte "Brooklyn doom metal", der er prædikatet, som Kenny Hickey (guitar/vokal), Johnny Kelly (trommer) og co. har givet deres musik.
Pladen udkom i USA i april 2009, men nu har Napalm Records fået fat i gruppen, så skiven også kunne komme på markedet i Europa. Endda med et nyt cover, som lige tilføjer det ekstra seje tvist til pakken. Men døm selv:
Henholdsvis europæisk og amerikansk version af coverart.
Hickeys vokal hviler sjældent - oftest råbes der fuldt igennem, så man måske savner lidt dynamik og afveksling. Men når pladen er kommet ind under huden, så giver den let skingre vokal pludselig mening, og man opdager, at han kan mere end ét trick. Og havde Jerry Cantrell lagt andenstemme på, så kunne det godt lyde lidt som Layne Staley.
Musikken har ikke så frygteligt meget tilfælles med rødderne i Type O Negative. Det skulle da lige være det træk, at tempoet sjældent får med pisken. Faktisk lyder det som et ret interessant mix af Alice in Chains og Down. Ja, og selvfølgelig Black Sabbath, nu hvor der tales om tung musik med let skinger vokal.
Indrømmet - denne anmelder var lidt skuffet ved de første par gennemlytninger, og var på nippet til at give mange andre anmeldere ret i, at det simpelthen var lidt for anonymt. Men som skrevet, da vokalen satte sig, fulgte de tunge riffs med, den massive tyngde i bas og trommer ditto, og endelig de ofte herlige, let syrede guitarindslag.
Som dansker sidder man lidt, når den fede (og i høj grad Alice In Chains-agtige sidste halvdel af) 'Death of a Junkie' har klinget ud, og tænker DAD på afslutteren '
" target="_blank" title="Last Walk In the Light">Last Walk in the Light'. Fordi åbningsriffet minder om 'Are We Alive Here', men en bluesy-lead guitar indover vækker associationer til Down i et afdæmpet hjørne. Nummeret skiller sig ud, men er en fed afslutning på 'Heaven Is Gone'.
Her serveres titelnummeret i video-form: