Festlig hitparade
Populær
Norske Audrey Horne kan trods en lidt sær lyd ved første lyt og et umanerligt grimt cover alligevel være pænt stolte af albummets fine række af catchy melodier med flere klare hits iblandt.
Sidste gang, Audrey Horne blev anmeldt her på sitet (eller - om man vil - et af de tidligere navne, vi har huseret under), var det med bandets anden fuldlængde, 'Le Fol'. En plade, der satte sig godt fast i anlægget pga. de umiddelbare sange med masser af gode, melodiske og let melankolske, glimrende og sangbare vokalmelodier. Og så en lyd af rock i en relativt poleret men herligt fyldig lyd.
Da 'Youngblood' kom på anlægget var overraskelsen stor. Hvad fanden var der sket? Lyden var tynd efter dagens normer, men set i lyset af den rock 'n' roll-retrorevival, der har kørt med bands som Graveyard og Kadaver som glimrende eksempler på vellykkede versioner af den slags, så var det måske ikke så sært alligevel. Man forstod i hvert fald hurtigt idéen. Kamelen blev slugt, og musikken fik efter skuffelsen lov til at komme under huden.
Nordmændene tæller stadig Ice Dale på guitar - han kendes også fra Enslaved - og så Thomas Tofthagen, som også er med i Sahg, hvis oldschool lyd måske er tættere på Audrey Horne end Enslaved. Men fascinationen af de gamle dyder, idealet i analog indspilning osv., dyrkes nok i alle tilfælde. Det melodiske og fængende i den glimrende vokal fra Torkjell Rød er ikke mistet, og måske har han endda lige skruet op for mængden af vokallinjer, der er taget lige ud af "hits-for-dummies". Og det skal måske nævnes, at det er ment positivt her. Det virker og det er lidt af en bedrift at kunne den slags.
Hvor 'Le Fol' var ret melankolsk i sit udtryk, så har bandet på denne skive valgt at søge lidt mere mod det umiddelbart rockende og specielt det festlige udtryk. Rockhunden glammer godt. Eller sagt med andre ord: Der går glam i rocken. Åbneren 'Redemption Blues' synger man hurtigt med på, 'There Goes a Lady' er en lidt tungere, egentlig halvdoven sag, som hovedet alligevel hurtigt rykker anerkendende med til. Musikken ligger og flyder mellem diverse 70'er-rockbands og nyere tiders rock-hyldende bands som The Darkness, Airbourne og allerede nævnte Graveyard.
Der er også keyboard på
Selvom guitarerne og den stærke vokal er i front, så er der på nogle sange også gjort plads til interessante keyboard-sekvenser, nogle steder med nostalgisk Hammondorgellyd andre steder mere i retning af en slags synthesizer som i 'Cards With the Devil'. Ja, det er næsten ovre i retning af noget så moderne, som Sonic Syndicate kunne finde på, hvis det ikke var for den meget syrede The Doors-agtige orgelsolo før guitarsoloen!
Det mest åbenlyse hit? Den pris løber 'Pretty Little Sunshine' med. Sikke et dejligt omkvæd og et godt tempo til en rocksang med et herligt drive. Men også åbneren 'Straight to Your Grave' og 'There Goes a Lady' kan være med på rock-radioernes heavy-rotation.
Audrey Hornes 'Youngblood' står derfor på ingen måde tilbage som den skuffelse, den første afspilning affødte pga. en forventning om noget andet qua anmelderens begejstrede møde med et tidligere album fra bandet. Nej, Audrey Horne har flyttet sig, lånt kraftigt af rockhistoriens bedste tricks, men alligevel pakket det ind på en ny måde. Og så bevaret sansen for de fængende melodier. Det er sgu egentlig ret godt gjort.
Men coveret? Har I ikke lyst til at sælge plader, kære nordmænd?!