Fin dansk black - med en snert af et hit
Populær
Atius har eksisteret siden 2004 og har ikke udgivet meget tidligere. Nu er debuten klar, og med den serveres ganske ferm, melodisk black metal.
Det er svært at vide alt om, hvad der simrer i den danske undergrund, men umiddelbart må Atius være lidt af en ener på den hjemlige bane inden for den valgte genre. Stilen er melodisk black metal, og det er der måske også andre, som leverer, men ikke umiddelbart som det lyder her: koldt, episk og ikke så langt fra Dissections mesterværker ’The Somberlain’ og ’Storm of the Light’s Bane’.
Atius har fået lidt hjælp af venner til indspilningen, men har i det store hele stået for det selv på debuten. Lyden er veldefineret, men stadig rå i det, og på nogle punkter er der lidt ”demo-fornemmelse” over det, men det er positivt, for i andre tilfælde lyder det lidt som flere af de fede svenske udgivelser lød omkring 1993-1995. Det er ikke poleret til uigenkendelighed, og når sangene på skiven virkelig holder, så ved man, at det ikke er pga. pynt tillagt i studiet, men fordi bandet har styr på sangskrivningen.
Titelnummeret har masser af fed black metal-stemning over sig, i et fint tempo, som bandet dristigt afbryder tidligt med ren guitar og melodisk lead allerede under ét minut inde i nummeret, der ellers har over 3 minutter endnu at udfolde sig på. Åbneren ’Descending to Triumph’ er en catchy sag, som trods sin rå lyd og sine fine klassiske black metal-dyder alligevel rammer en snert af Amon Amarth i det nærmest hymniske bærende riff.
'Condemned' - føj, hvor det rykker!
Stærkest på pladen – ifølge denne anmelder – er nummeret ’Condemned’, hvor bandet virkelig får skåret ind til benet og får forenet en simpelt rockende intensitet med den sorte stil. Specielt når trommerne går over i en basal rockrytme, bliver det knusende ondt og fængende. Er man til Satyricons ’Now, Diabolical’-album, så går man ikke helt galt i byen med dette nummer.
Isoleret set har hvert enkelt nummer noget at byde på. Der er i hvert fald ingen numre, som falder igennem, men i længden kan man godt sidde med en fornemmelse af, at nogle af sangene bider hinanden lidt i halen, og når det så samtidig er en ret velkendt genre, selvom nostalgien vitterligt er rar, så savnes til sidst lidt større variation.
Med ’Gods of Science’ viser Atius, at bandet kan skrue stærke numre sammen, og kan medlemmerne i arbejdet mod næste plade forfine de områder, hvor musikken er stærkest, så kan det blive uhyggeligt godt. Potentialet er der. Produktionen har sin charme, men her er der også lidt udviklingspotentiale – uden at bandet dog skal droppe, at det godt må lyde lidt råt.