For meget – alt for meget
Populær
Luca Turilli er klar med andet udspil efter spaltningen af Rhapsody. Det er der kommet et værk ud af, der er ambitiøst – alt for ambitiøst.
Lad os indledningsvis slå fast, at power metal er fin metalmusik, det er symfonisk power metal sandelig også, og det gælder også pompøs symfonisk power metal. Men det kan altså også bliver for pompøst, hvilket andet udspil fra Luca Turilli’s Rhapsody desværre dokumenterer.
Luca Turilli er en fremragende guitarist og en mere end ferm komponist. Men med ’Prometheus, Synphonia Ignis Divinus’ har han totalt mistet jordforbindelsen i en eller anden rejse mod at skrive den ultimative filmmusik uden film.
Mere filmmusik end metal
Musikken på albummet er storladen. Men der er ikke så meget tilbage af de oprindelige power metal-rødder. I stedet er værket proppet til med sange og sekvenser, der i langt højere grad går i en retning af metalmusical eller endog metalopera.
Forsangeren Alessandro Conti gør det i den forbindelse fremragende, men det er godt nok frustrerende med alle de pompøse virkemidler, der anvendes for at få musikken til at fremstå som filmunderlægningsmusik snarere end et heavy metal-album.
Der er ellers ikke sparet på kræfterne med hente fornem gæstehjælp på albummet. Der er således gæsteoptrædende af Ralf Scheepers (Primal Fear), Dan Lucas (Karo) og David Readman (Pink Cream 69). Samtidig deltager der to kor på albummet. Til gengæld er der noget der tyder på, at Luca Turilli ikke helt råder over de samme økonomiske midler, der var til rådighed før spaltningen af Rhapsody, hvor der ofte blev benyttet østeuropæiske symfoniorkestre. Lyden på ’Prometheus, Symphonia Ignis Divinus’ giver således en tydelig indikation om, at symfoniorkesteret denne gang befinder sig i Turillis computer.
Dog er der lyspunkter
Nu er alt på albummet naturligvis ikke helt i skoven. Der er fine momenter. Det gælder eksempelvis sangen ’Rosenkreuz (The Rose And The Cross)’, der vil kunne få enhver Rhapsody-fan op af stolen og tonse en gang rundt i stuen i vished om, at bedre tider findes derude et sted.
På samme måde er sangen ’Prometheus’ heller ikke helt ved siden af.
Men det forklarer så nok også, hvorfor det netop er ’Rosenkreuz (The Rose And The Cross)’ og ’ Prometheus’, der er de to første singleudspil fra albummet.
Som det måske allerede kan anes, så er tekstsiden også lidt udfordrende. Der er naturligvis noget spoken word, ligesom der rodes rundt i såvel engelsk, italiensk og latin. Tekstuniverset roder lidt rundt i Rosenkreuzer-ordenen samt den græske såvel som den romerske mytologi – og så endda den nordiske mytologi i form af sangen ’Yggdrasil’.
Man kunne ønske sig, at Luca Turilli vil koncentrere sig om at skrive, spille og udgive gode power metal-album og så lægge ambitionerne om det ultimative filmtema i skuffen i en 30 års tid. Men det sker nok desværre ikke.