Formidabel teknisk progmetal Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/83/49/3c/Final-cover-800-x-800-54-1488718968.jpg
05. Marts 2017    

Danmark er med Theory fra Aarhus blevet beriget med endnu et superdygtigt progmetal-band. Første albumudspil varsler en stor karriere for bandet.

Kunstner
Titel
The Art Of Evil
Dato
20-02-2017
Trackliste
01. Awakening
02. The Art Of Evil
03. Sea Of Damnation
04. Demon’s Domain
05. Strangers Descent
06. Frozen
07. Liquid Order
08. The Escape
09. In Silence We Ride
10. Catch-22
11. Our Journey
12. Skies Are Falling
Karakter
4

Sidste år fik vi et fremragende debutalbum fra Defecto og nu følger Theory så efter med debutalbummet ’The Art of Evil’ som til fulde viser, at der er kommet gang i den danske progmetal-scene.

Theory består af Odin L. Madsen, leadguitar, Esben D. Nørgaard, guitar, Martin Kilic, trommer, Kim Mikkelsen, bas, og Nicklas Sonne, vokal. Sidstnævnte er også kendt som sanger og guitarist i førnævnte Defecto.

Theory nævner inspirationskilder som Symphony X, Dream Theater og Nevermore. Det skinner bestemt også igennem i musikken, som er teknisk perfekt, hurtig og powerfuld.

Musikken er især båret af de to guitaristers tætte sammenspil, der er imponerende i præcision og hurtighed.
Efter en kort intro med den ikke specielt opfindsomme titel ’Awakening’ sætter albummet i gang med titelsangen, der kommer bragende som en panservogn igennem et tundralandskab akkompagneret af Nicklas Sonnes storladne vokal, der giver mindelser om fortælleren i en episk rockopera.



Det tunge skyts er også trukket frem i ’Sea of Damnation’ inden den lidt mere traditionelle metalsang ’Demon’s Domain’, hvor der for første gang på albummet rigtigt lanceres noget, der lyder som et decideret omkvæd. Det klæder bandet at fokusere lidt mere på vokalstykker og det genkendelige omkvæd.

På ’Strangers Descent’ får Theory lidt keyboardhjælp fra Derek Sherinian (ex-Dream Theater, Black Country Communion) i endnu en hurtig og teknisk funderet sang.

Mere fokus på kompositionerne
Der er intet som helst at udsætte på bandets tekniske kunnen eller Nicklas Sonnes flotte vokal. Men det er, som om man har fokuseret mere på de komplicerede musikalske forløb end på at komponere nogle sange med genkendelige højdepunkter. Selv efter mange gennemlytninger er det svært at huske de enkelte sange fra hinanden. Der mangler nogle hooks og omkvæd, som man kan huske, og som lige kan give det ekstra.

Mod slutningen af slutningen af albummet bliver der dog lidt mere variation i tempoet, og der bliver lidt flere vokalstykker, som lagrer sig i hukommelsen. Albummets enlige ballade ’Our Journey’ er en ganske flot lille sang, der giver Niclas Sonne lejlighed til at stråle. Men også afslutningsnummeret ’Skies Are Falling’ er en gennemført god sang, hvor musik og vokal på fornem vis afslutter et godt debutalbum.

På trods af Sonnes fornemme vokal albummet igennem fornemmes det, at han har haft for lidt at arbejde med. Melodistemmerne er ikke alle lige interessante. Nicklas Sonne er sidst tilkomne i bandet, og måske har han ikke haft mulighed for selv at påvirke melodistemmerne i optimal grad? Noget kunne tyde på det.

Det kan dog ikke tage fra ’The Art of Evil’ at det er flot album, som er et tiltrængt progmetallisk adrenalintilskud til den danske metalscene. Hvis bandet arbejder lidt mere med kompositionerne, kan det blive rigtig, rigtig stort.

 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her