Fra et nyt hul i væggen
Populær
De har været i modvind, men på deres nysgerrige fjerde studiealbum understreger Graveyard, at deres rockkilde langt fra er tørlagt.
The Apple And The Tree
Exit 97
Never Theirs To Sell
Can't Walk Out
Too Much Is Not Enough
From A Hole In The Wall
Cause & Defect
Hard-Headed
Far Too Close
Stay For A Song
Det gælder angiveligt også for rockbands, at alt godt kommer til dem, der venter. Da Graveyard smed deres forrige plade på gaden, ’Lights Out’ (2012), syntes det tydeligvis at være gået en smule for hurtigt for den hårdtarbejdende svenske kvartet fra Göteborg. Der skulle følges op på gennembrudspladen ’Hisingen Blues’ fra 2011, og opfølgningen skulle ske nu og her. Jernet skulle kort sagt smedes, mens det endnu var varmt. Man havde knap nok fået ens specialdesignede Hisingen-dansesko af, inden Graveyard var klar med opfølgeren, og resultatet blev derefter: Bandets evne til at skrive den ene signaturstærke, rockklassiske melodi efter den anden kan ikke forceres væk, men pladen manglede det punch og det indlevelsesstærke swing, som man i begyndelsen var faldet for ved bandet. Ja, man frygtede ærligt talt for, om populariteten havde fjernet det vedkommende ved Graveyard, og om de overhovedet ville kunne finde tilbage på sporet.
Den bekymring kan vi nu heldigvis sige ”rend og skid” til.
Med rockens næve løftet
Graveyard er klar med ’Innocence & Deacadence’, bandets fjerde album, og denne gang har de taget sig bedre tid. Det er tre år siden, at ’Lights Out’ blev udgivet, og selv om bandet i mellemtiden har været på turné både på den ene og den anden side af Atlanten, er det først og fremmest bandets nye musikalske nysgerrighed, der gør ’Innocence & Decadence’ til en ret fantastisk rockplade, og som samtidig vidner om, at Graveyard er alt andet end udbrændt. I live-regi virkede de sidste år ellers lidt trætte, da de gæstede Copenhell, og da bandets karismatiske bassist Rikard Edlund samtidig valgte at forlade bandet, tegnede det på papiret ikke godt. Men så er det, man hører ’Magnetic Shunk’, åbningsnummeret på bandets nye plade, og man ved, at Graveyard ser genrejsningens udfordring i øjnene med rocknæven løftet højt.
Lige så højt, som næven er hævet, lige så genkendelig er den. Især Axel Sjöbergs altid rockjazz-maniske trommespil og Joakim Nilssons vokal, der kun bliver bedre for hver plade, forsikrer lytteren om, at det kun kan være Graveyard, man lytter til. Genkendelighed kan selvfølgelig være både en styrke, og den kan være en ulempe, og den har det egentlig med at være begge dele hos Graveyard. Det var mere af det samme-formularen, der gjorde ’Lights Out’ til en fladere plade, men når genkendeligheden leveres med en fornyet indlevelse og en indædt vilje, som det synes at være tilfældet på både ’The Magnetic Shunk’ samt på pladens andet nummer, ’The Apple And The Tree’, så er genkendeligheden i dette tilfælde udelukkende med til at understrege bandets styrke. Det velkendte er ikke en styrke på ’Exit 97’, der efterfølgende får pladen til at stå helt stille, men er det igen på ’Never Theirs To Sell’.
Nye musikalske ansigter
Man har tidligere tænkt, at det kunne måske klæde Graveyard, hvis de løsnede en smule op for deres åbenlyse og sikre evne til at skrive melodiske sange og bevægede sig ud på et mere ukendt territorium. Ellers hvis de simpelthen lagde kuglepennen helt fra sig og kastede sig ud i mere af den æggende umiddelbarhed, der især karakteriserer flere øjeblikke på bandets debutalbum. Personligt vil man egentlig gerne have det endnu løsere og noget mere uskolet, end skidtet leveres på ’Innocence & Decadence’, der dog alligevel har mange stunder, hvor Graveyard viser nye musikalske ansigter. Det er især disse anderledes, interessante ansigter, der giver bandets seneste udspil kraft og saft.
Særpræget og overraskende
Den særprægede guitaråbning på ’Can’t Walk Out’ sender tydelige, anerkendende nik til Soundgardens Kim Thayil og vidner om, at Graveyard i 2013 var opvarmningsband for netop grungekoryfæerne fra Seattle. Sangen har en seriøs, hårdpumpende puls, der kun vil fremad. Specielt Nilssons rytmiske brug af sin prøvede, dybe vokal gør det til et tilpas feisty nummer, og dets afsluttende brug af små viskende vokaler giver det desuden et fælt feel, der synes at være ny for Graveyard. Den ene anderledes Graveyard-variation fører videre til den næste. ’Too Much Is Not Enough’ skiller sig ud ved formentlig at være bandets mest ”poppede” ballade til dato, sådan som den til dels minder om bandet Alabama Shakes. Sangen har sved og the blues skrevet overalt over sig, men selve sangens stemning har mere med the soul at gøre end nogen anden musikalsk genre. Det skyldes ikke mindst brugen af et vellykket kvindekor.
’From a Hole in The Wall’ følger efter og trumfer de to forrige, skarpe skæringer ved at være pladens mest atypiske Graveyard-sang. At sangen skiller sig ud skyldes hovedsageligt, at nummeret har Truls Mörck på vokal. Mörck, der lige akkurat nåede at levere guitar også på bandets selvbetitlede debutplade i 2007, inden han dengang forlod bandet igen, er tilbage i Graveyards stald, nu hvor Edlund ikke længere er med i bandet. ’From a Hole in The Wall’ er pladens mest overraskende nummer og formentlig også det bedste nummer på pladen. Senere får guitarist Jonatan Ramm i øvrigt lov til for første gang at stå ved mikrofonstativet og levere leadvokal på balladen ’Far Too Close’, og denne varierende brug af vokaler klæder bandet enormt godt. Det er disse overraskende elementer, der gør, at man i det hele taget har fået en fornyet interesse for Graveyard.
Stilhed før storm?
Og så har vi pladens afsluttende nummer, ’Stay for a Song’, der på vedkommende vis runder ’Innocence & Decadence’ übermelankolsk og übermelodisk af. Nilssons vokal har sandsynligvis aldrig lydt bedre end her, og specielt sangens sidste halvandet minut, der lukker hele udspillets dekadente rockbal med en for Graveyard aparte, delvist eksperimenterende nedbarberet keyboardhymne, står smukt tilbage som et musikalsk manifest, leveret af et band, der må siges i den grad at være tilbage. Og ikke blot er Graveyard tilbage – de er tilbage bevæbnet med både tålmodighed og nysgerrighed, hvilket i sidste ende gør hele forskellen. ’Innocence & Decadence’ er ikke blot et solidt, men et flot album og et udspil, der på ny gør Graveyard til et band, man glæder sig til at høre mere fra. Måske pladens afsluttende stilhed er stilhed, før bandet med deres næste plade igen tager os sådan rigtigt med storm?
Graveyard spiller på Kulturbolaget i Malmö d. 16. oktober.