Fra sindssyg til futuristisk

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a4/a0/52/23166_cult-1359415272.jpg
25. Januar 2013    

Efter små fem års pause vender Cult of Luna tilbage med et veloplagt og melodiøst postmetal-album, der bogstaveligt talt er lige så mørkt som den sorteste afkrog.

Kunstner
Titel
Vertikal
Dato
28-01-2013
Trackliste
1. The One
2. I: The Weapon
3. Vicarious Redemption
4.The Sweep
5. Synchronicity
6. Mute Departure
7. Disharmonia
8. In Awe Of
9. Passing Through
Karakter
3

Cult of Luna er efterhånden et af de mere rutinerede sludge-bands på metalscenen, og deres sjette album, ’Vertikal’, viser netop også et band, der kender stilen til sokkeholderne. Men selv om universet er genkendeligt, er pladen fuld af positive overraskelser, og kun brudstykker er repetition fra tidligere plader. Det resulterer i en vedkommende helhed, der altså er skræmmende suveræn.

Stil som helhedsudtryk

Som det også er tilfældet hos andre post-/sludge-bands som Neurosis og Isis, tilsidesætter Cult of Luna den vers-omkvæd–formular, der er på spil hos andre forgreninger af metalmusikken. I stedet fokuseres der i sludge-metallen på musikken som en art landskabsbilleder, der har til hensigt at hive lytteren længere og længere indad, jo mere tid man giver det enkelte værk. Den konceptuelle tilgang til materialet fokuserer på opbygning, klimaks, eskaleringernes muligheder og faldets styrke. På ’Vertikal’ omfavner svenskerbandet det hele optimalt.

Dystopisk storbykoncept

Hos Cult of Luna hænger den musikalske angrebsvinkel sammen med tekstuniverset. Mens bandets forrige album, ’Eternal Kingdom’ (2008), (angiveligt) var baseret på dagbogen af en tidligere patient på et sindssygehospital, er ’Vertikal’ inspireret af storbyer i adskillige mørke afskygninger og (angiveligt) med Fritz Langs ’Metropolis’ som hovedinspirationskilde. Det, der på papiret måske kan lyde fortænkt og overskriftsliderligt, kommer heldigvis til sin ret, hvis først man sætter sig ned og lytter til skidtet: Lyden på ’Vertikal’ skiller sig ret markant ud fra bandets tidligere udspil, sådan som den synes at koge over af lyden af dystopisk storbyindustri. Det gør sig både gældende for guitaren, der er metallisk, som det gør sig gældende for trommespillet, der lugter mere af kloak end af træ.

Overraskende afsavn

Efter en kort introduktion til universet med den korte ’The One’, åbner den omtrent 10 minutter lange ’I: The Weapon’ efterfølgende pladen eminent. VI snakker kort og godt et kongenummer her, folkens. Der er på ingen måde tvivl om, at det er Cult of Luna, man lytter til, men samtidig er det, som om at der er kommet et ekstra lag af ny suverænitet ind i pisset. Måske det er mellotronen i nummeret, der gør det? Måske det er lyden af claves? Eller måske det simpelthen er fem års ubevidst afsavn efter nyt fra Cult of Luna? Jeg ved det ærligt talt ikke rigtig. Hvad jeg ved, er, at jeg ikke vidste, hvor meget jeg havde savnet bandet, før jeg fik smækket op for ’Vertikal’.

Mørk udslettelse

Den høje standard, der lægges ud med i kraft af ’I: The Weapon’, kommer og går dog lidt, som pladen skrider frem. ’Vicarious Redemption’ er med små 19 minutter ikke bare pladens men karrierens længste nummer og desværre af vekslende kvalitet. Den messende korvokal, der dukker op halvvejs inde i det lange nummer, spolerer specielt lidt af nummerets helhedsindtryk. Derefter dukker der dog fantastisk stemningsintermezzo op i den korte ’The Sweep’, hvis indædte vokal kan minde en smule om midterstykket fra karrierens bedste sang, ’Crossing Over’, der samtidig er fra karrierens bedste album, ’Salvation’ (2004). Og niveauet fortsætter i den tindrende mørke ’Synchronicity’, der efterfølgende skruer op for udslettelsens keyboardflader.

Stumme klichéer

Man burde måske egentlig sige en masse om musikerne også, for de er forfærdeligt dygtige, ikke mindst til at komponere. Men sandheden er vel, at jeg ikke rigtig ved meget om dem og heller ikke har lyst til at vide noget. Musikken taler for sig selv, og det sidste man vil, er - paradoksalt nok, anmeldelsen taget i betragtning - at sætte for mange ord på det suveræne, stemningsmæssige stads, Cult of Luna har gang i.

Da bandet spillede på det hedengangne The Rock tilbage i sensommeren 2008, sparkede de kolossalt meget røv, som et dengang syv mand stort orkester. Om de stadig er syv medlemmer, kan man finde ud af på Lille Vega fredag d. 19. april, hvor de endelig vender tilbage. Køb ’Vertikal’ og smut så ind og se det, der meget vel kan blive en stor koncertoplevelse. 

Hør 'I: The Weapon' hér:

Læserkommentarer

er min foreløbige dom:
Fantastisk og spændende nyt udtryk fra CoL!

Må sige, at det er forfriskende, at de ikke hænger fast i samme rille som tidligere, hvor Eternal Kingdom blev lidt for kedeligt. Ja, der var gode numre på den plade, men ikke nogen mindeværdige, som på Salvation og Somewhere along the Highway.

Vertikal, derimod, synes jeg allerede fra første afspilning, viser sig at være meget varieret. Super mørk og dyster, og meget tro mod det tema som bandet selv har sat for pladen.
Det er i langt højere grad en oplevelse at høre musikken fra start til slut, end tidligere, og det bringer minder om Isis´ Oceanic og Panopticon.
Ja, så begejstret er jeg pt...

Jeg skal klart høre den mange flere gange i den kommende tid, og så ellers se frem til koncerten i Vega i april. Det bliver, måske, årets koncert for mit vedkommende.

Efter første gennemlytning...

er min foreløbige dom:
Fantastisk og spændende nyt udtryk fra CoL!

Må sige, at det er forfriskende, at de ikke hænger fast i samme rille som tidligere, hvor Eternal Kingdom blev lidt for kedeligt. Ja, der var gode numre på den plade, men ikke nogen mindeværdige, som på Salvation og Somewhere along the Highway.

Vertikal, derimod, synes jeg allerede fra første afspilning, viser sig at være meget varieret. Super mørk og dyster, og meget tro mod det tema som bandet selv har sat for pladen.
Det er i langt højere grad en oplevelse at høre musikken fra start til slut, end tidligere, og det bringer minder om Isis´ Oceanic og Panopticon.
Ja, så begejstret er jeg pt...

Jeg skal klart høre den mange flere gange i den kommende tid, og så ellers se frem til koncerten i Vega i april. Det bliver, måske, årets koncert for mit vedkommende.

Jeg er helt enig i, at et tal er en fattig måde at bedømme kunst på, men det er nu en gang kutyme i anmelderverdenen. Jeg kan kun komme i tanke om Information, Weekendavisen og Geiger, der ikke lader karakterbedømmelser ledsage deres anmeldelser. Det er absurd at skulle reducere en flok kunstneres blod, sved og tårer (eller rutineprægede venstrehåndsarbejde osv.) til et tal på en fast skala, men vi er desværre frygtelig vant til denne form for kassetænkning i forbindelse med noget så subjektivt som musik, film, litteratur osv. Men når den pokkers karakter absolut skal være med, skal den helst passe til anmedelsens ordlyd. Så tak for din uddybning.

Med hensyn til Cult of Luna dyrkede jeg dem i perioden omkring Salvation-pladen, mens de efterfølgende skiver ikke helt kunne fastholde min interesse. Nok primært på grund af, at jeg i mellemtiden havde søgt andre steder hen. Men jeg så dem, da de spillede en meget sen koncert på Roskilde i 2007, og jeg husker det som en stærk performance.

Tak for svaret

Jeg er helt enig i, at et tal er en fattig måde at bedømme kunst på, men det er nu en gang kutyme i anmelderverdenen. Jeg kan kun komme i tanke om Information, Weekendavisen og Geiger, der ikke lader karakterbedømmelser ledsage deres anmeldelser. Det er absurd at skulle reducere en flok kunstneres blod, sved og tårer (eller rutineprægede venstrehåndsarbejde osv.) til et tal på en fast skala, men vi er desværre frygtelig vant til denne form for kassetænkning i forbindelse med noget så subjektivt som musik, film, litteratur osv. Men når den pokkers karakter absolut skal være med, skal den helst passe til anmedelsens ordlyd. Så tak for din uddybning.

Med hensyn til Cult of Luna dyrkede jeg dem i perioden omkring Salvation-pladen, mens de efterfølgende skiver ikke helt kunne fastholde min interesse. Nok primært på grund af, at jeg i mellemtiden havde søgt andre steder hen. Men jeg så dem, da de spillede en meget sen koncert på Roskilde i 2007, og jeg husker det som en stærk performance.

at jeg generelt har det svært med post-metal i langt de fleste afskygninger og således også med Cult of Luna. Bemærkningen var egentlig mest ment for sjov, og jeg håbede, at det åbenlyst overdrevne skinnede igennem, men ironi på skrift, når læseren ikke kender afsenderen, er selvfølgelig altid en svær kunst at få til at lykkes.

Jeg tror bare,

at jeg generelt har det svært med post-metal i langt de fleste afskygninger og således også med Cult of Luna. Bemærkningen var egentlig mest ment for sjov, og jeg håbede, at det åbenlyst overdrevne skinnede igennem, men ironi på skrift, når læseren ikke kender afsenderen, er selvfølgelig altid en svær kunst at få til at lykkes.

Kommenteredes svar

10-4, jeg fangede den klokkeklart. ergo, du havde succes med den svære kunst, ironiske wonderboy.

...til at høre den plade, forøvrigt.

Forstår ikke hadet mod CoL, MadsP. Udsolgte shows på deres kommende tour viser med tydelighed, at der er masser af fans. Også i Danmark.

Desuden:
Interessant udvikling i forhold til skribentens svar på helltrucker´s kommentar.
Det kunne da være rart hvis man kunne diskutere Cult of Luna´s nye skive, i stedet for anmeldernes holdning til karakterskalaen. Det er måske bare mig.

Fik jeg nævnt, at jeg glæder mig sindsygt til at høre den plade?

Jeg glæder mig sindsygt!

...til at høre den plade, forøvrigt.

Forstår ikke hadet mod CoL, MadsP. Udsolgte shows på deres kommende tour viser med tydelighed, at der er masser af fans. Også i Danmark.

Desuden:
Interessant udvikling i forhold til skribentens svar på helltrucker´s kommentar.
Det kunne da være rart hvis man kunne diskutere Cult of Luna´s nye skive, i stedet for anmeldernes holdning til karakterskalaen. Det er måske bare mig.

Fik jeg nævnt, at jeg glæder mig sindsygt til at høre den plade?

Kommenteredes svar

fedt med begejstringen. og helt sikkert, lad os snakke om musikken; glæder mig til at læse din mening om 'vertikal'.

så synes jeg faktisk det er meget rart, at nogen prøver at fastholde en absolut karakterskala, i stedet for den relative skala, de fleste (inkl. jeg selv) bruger mere eller mindre bevidst. Egentlig ville jeg selv gerne have givet mange karakterer, der var en tand lavere end det, jeg endte med at give (nogle måtte også gerne have været højere), men hvor jeg lod relative frem for absolutte kriterier være udslagsgivende for karaktergivningen. Karaktergivning er med andre ord ikke nogen eksakt videnskab, og personligt var jeg den da også helst foruden.

Når det så er sagt,

så synes jeg faktisk det er meget rart, at nogen prøver at fastholde en absolut karakterskala, i stedet for den relative skala, de fleste (inkl. jeg selv) bruger mere eller mindre bevidst. Egentlig ville jeg selv gerne have givet mange karakterer, der var en tand lavere end det, jeg endte med at give (nogle måtte også gerne have været højere), men hvor jeg lod relative frem for absolutte kriterier være udslagsgivende for karaktergivningen. Karaktergivning er med andre ord ikke nogen eksakt videnskab, og personligt var jeg den da også helst foruden.

er det muligt, at jeg påtager mig det fulde ansvar, fordi jeg ikke har opdaget den besynderligt lave karakter, der er givet albummet. Jeg har formentlig været lidt for chokeret over, at der rent faktisk er nogen, der er vilde med Cult of Luna ...

Somn korrekturlæser af denne artikel...

er det muligt, at jeg påtager mig det fulde ansvar, fordi jeg ikke har opdaget den besynderligt lave karakter, der er givet albummet. Jeg har formentlig været lidt for chokeret over, at der rent faktisk er nogen, der er vilde med Cult of Luna ...

Kommenteredes svar

then stick to the grammar, douchebag.

Jeg undrer mig lidt over, at der kun gives karakteren 3/5, når anmelderen samtidig skriver om numrene og bandets virke i det hele taget i meget positive vendinger. Kun ’Vicarious Redemption’ omtales som vekslende i kvalitet, mens resten af sangene prises til skyerne. Burde al denne begejstring ikke kunne retfærdiggøre en tand højere karakter til albummet som helhed?

Anmeldelsens ordlyd kontra anmeldelsens karakter

Jeg undrer mig lidt over, at der kun gives karakteren 3/5, når anmelderen samtidig skriver om numrene og bandets virke i det hele taget i meget positive vendinger. Kun ’Vicarious Redemption’ omtales som vekslende i kvalitet, mens resten af sangene prises til skyerne. Burde al denne begejstring ikke kunne retfærdiggøre en tand højere karakter til albummet som helhed?

Kommenteredes svar

du har bestemt en pointe, som jeg kun er glad for at du kommer med. jeg var på forhånd klar over, at jeg ville skrive en anmeldelse, der sagtens kunne have spillet sammen med også en 4-stjerners karakter. jeg ér virkelig begejstret for pladen, og jeg kan selvfølgelig kun håbe på at læserne af denne side ikke lader tre sorte pletter være pladens ansigt udadtil (og af samme grund er det selvfølgelig ekstra suverænt med en kommentar fra dig af). men ja, jeg skulle sandsynligvis have givet mere plads til at fremhæve overraskelsesfaktoren, som var af ret stor betydning for mig i den såkaldte færdige bedømmelse af albummet. det er efterhånden ret sjældent, at jeg fyrer op for postmetal herhjemme, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at det med tiden har udviklet sig til en noget påtaget emotionel genre for mig, hvilket medvirker, at jeg sjældent gider investeret meget tid i det. det handler helt sikkert mere om en udvikling af personlige præferencer, mere end det handler om genren. men både ’allelujah’ fra godspeed you! black emperor og neurosis’ nyeste hoppede jeg hurtigt over igen og dem ville jeg nu have investeret langt mere tid i for nogle år siden. det kom derfor ærligtalt som noget af en overraskelse for mig, at cult of luna formåede at lade mig blive hængende i lortet, så at sige. det er åbenbart et band, der stadigvæk formår at trykke en stemning ind i kadaveret på mig, også uden at det irriterer mig og så meget desto bedre for metalhovedet i mig. men det skulle helt sikkert været fremhævet i teksten.

når det er sagt, så mener jeg dog, at koblingen mellem kunst og et skide karaktersystem er til at lukke op og skide i. karakterbedømmelser er mere ekskluderende end brugbare, som de udelukkende bliver brugt som kedelige sensationshungrende dikteringer frem for at være vejledende. de taler til laveste fællesnævner, og de burde forbydes. ord, der hensigtsmæssigt skal betyde noget, blegner ved siden af antallet af sorte pletter og fører, som du ved, både til fejllæsninger for modtageren og fejlskrifter for afsenderen. derudover kan det jo i virkeligheden ikke bruges til særligt meget, sådan et karaktersystem, eftersom der jo er flere skribenter på et site med hver deres mening holdning til hver karakter. hos mig er en 3-stjerners anmeldelse eksempelvis ganske positiv, hos andre er en 4-stjerners anmeldelse kun ok. Man skal kort sagt læse skidtet, før man vide, hvad anmelderen synes (halleluja; læs og forstå). pitchfork, den forpulede diktator af lemminger, er sjovt nok en af de få websites, der har fat i den lange ende: de udregner et gennemsnit baseret på flere skribenters meninger, som den så giver den enkelte plade. det er der egentlig mening i, men det kræver sateme også meget lyttetid.

hey, jeg kunne blive ved, men nu stopper jeg. tag tråden op, ikk, det er vigtigt nok, så fortsætter jeg en anden dag.