Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fræs i forstæderne

Populær
Updated
Fræs i forstæderne
Fræs i forstæderne

Den klassiske crossover bliver dyrket så rent i Municipal Waste-sideprojektet, at man får lyst til at stjæle sin fars øl og hænge ud i skolegården sammen med vennerne igen.

Kunstner
Titel
Crossover Ministry
Trackliste
A Dying World
You Never Learn
Grim Business
Dead With My Friends
No Sell
Condition Evolution
Fuck the Neighbors
Power of the Skull
Crossover Ministry
More War
Blatant Violence
Parents of Tomorrow
Bleed the Fifth
Megachurch
Shame Spiral
Dogsnotgods
Eat or be Eaten
Twist Your Fate
Karakter
4

Der er ting, jeg ikke er blevet for gammel til, og en af dem er crossover. Første gang, jeg hørte crossover, var det som en åbenbaring for teenager-Jon: Det var som thrash metal, bare uden den sejere-end-dig-attitude og sekterismen, som jeg som så mange andre metallere på det tidspunkt var begyndt at føle mig hævet over, og som hardcore, bare uden den punk-ideologi, som jeg ikke helt kunne forlige mig med, fordi jeg ikke boede i et besat hus inde i byen. Crossover var forstadsmusik, og det passede perfekt til det parcelhuskvarter, jeg boede i. Kender du coveret til Bad Religions ‘Suffer’ (som ikke var crossover, nej) med ham drengen, der står på fortovet og brænder foran alle de ryddelige haver og lukkede huse? Det var mig, det var mit liv. Og jeg kunne ikke engang skate, men jeg kunne finde ud af at skrive “Suicidal” med slettelak under skyggen på min kasket, trække bandanaen helt ned over øjnene og nole min fars øl fra skuret for at hænge ud med slænget ovre i skolegården om aftenen. Og mine venner og jeg lærte at være følsomme og blive empowered som sådan en hel bunke små Anthony Robbinser.

Det elsker jeg stadig crossover for, og derfor er det let for mig at knuselske Iron Reagans tredje fuldlængde, ‘Crossover Ministry’. Som i Municipal Waste, sangeren Tony Foresta og guitaristen Landphil Halls hovedband, gøres der intet for at maskere inspirationskilderne eller forsøge at tilføje genren noget nyt. Det lyder som M.O.D., S.O.D., D.R.I. og andre bandnavne, der er lige så forkortede som sangene, og det virker, som om Iron Reagan selv er klar over, at det sine steder tangerer pastichen. I hvert fald lyder vokalen pludselig som Mike Muir i ‘Megachurch’, og det giver selvfølgelig mening, når sangen i sig selv minder så meget om noget, Mike Clark kunne have skrevet til No Mercy. Den slags retromani er sjældent helt vildt kreativ, og ofte lugter den ydermere mistænkeligt af ironisk distance, men den slags fine følelser har crossover så bare heller aldrig haft meget til overs for. Crossover har altid taget pis, crossover har altid moshet sig igennem alle forsøg på at tale fornuft med den.

Fartbump på parcelhusvejen
Det er så til gengæld også en ting, jeg for længst er blevet for gammel og bedsteborgerlig til, og det er sådan noget som den holdning, Iron Reagan bringer til torvs i ‘Fuck the Neighbors’, som handler om, at naboer er belastende, når de klager over, at man spiller for høj musik og fester hele ugen. Men virkelig, Iron Reagan, det handler faktisk ikke om at være bedsteborgerlig, men om at vise hensyn til andre. Simpelthen. Det handler ikke engang om at være gammel, det handler bare om at have respekt for sine medmennesker, give plads til, at de kan være der, ligesom de giver plads til en selv. Det var ramt ret godt, dengang Peter Steele på Type O Negatives ‘October Rust’ (som heller ikke havde noget at gøre med den crossover, Peter Steele havde spillet i Carnivore, nej) i covernoterne skrev “Please be considerate of others: kindly play this recording at low sound pressure levels.” For det kan godt være, at såvel metal som punk i udgangspunktet handlede om at være rebelsk og fandenivoldsk, men de ambitioner havde crossover for længst droppet, da genren tog fart i slutningen af firserne: Crossover ville først og fremmest have det vildt, skate og feste, som om der ingen morgendag var. Middelklasseambitioner i forstadshelvede. Og det livssyn virkede selvfølgelig som en magnet på jocks og festaber, der gerne ville smadre ting og bælle bajere.

De konnotationer går Iron Reagan ikke fri af med sådan et anthem som ‘Fuck the Neighbors’, men det betyder ikke, at man ikke kan nyde pladen, selvom man er blevet en midaldrende mand, der synes, det er i orden, når dem ovre i ungdomsboligerne holder fest (selvom musikken er forfærdelig), men truer ad dem, når de kører for stærkt på hans parcelhusvej i deres biler fulde af dumme klistermærker. Som når Municipal Waste er bedst, er ‘Crossover Ministry’ nemlig både velskrevet, skarptskåret og tight. Der er en god veksling mellem hurtige ravers og midtempo-bangers, og fornuftigt nok holder de fleste af sangene sig under de to minutter. For hvad Iron Reagan har i attitude og schwung, kan de godt savne i evnen til at skrive rigtig mindeværdige riffs, og det er altså nemmest at dække over, hvis man ikke trækker sangene i langdrag. Således er et af pladens absolutte højdepunkter da også den et halvt minut lange ‘Eat or Be Eaten’, der både når en Spazz-lignende hiphop-intro, et breakdown med Marissa Paternoster fra Screaming Females som peptalker, et tungt svingende vers og et thrashende omkvæd, før den er overstået. Der er ingen grund til at trække tingene i langdrag, når først det, der skal gøres, er gjort. 

Ligesom der absolut heller ingen grund er til ikke at unde sig selv en halv time med ‘Crossover Ministry’. Man bliver ikke klogere af det, man kommer heller ikke til at kunne huske særlig meget af det bagefter, men man får pulsen op i den halve time. Og det skulle være så sundt, uanset om man er teenager eller midaldrende.