Frontalangreb fra undergrunden
Populær
Den amerikanske trio Zebras har lavet et kort, adrenalinpumpende album, der kvalitativt står på mål med det bedste fra 2015.
2. The Turning of the Bones
3. My Apocalypse
4. The Bell
5. Baalbek
6. The Garden
7. Levitation
8. Solomon
9. Vitrified
10. Filled with Fire
Hvis man holder af thrash metal, men har bange anelser for, om Metallica nogensinde kan udgive noget af kaliber igen, eller hvis man i øvrigt syntes, at Slayers 'Repentless' var en halvhjertet affære, så kan det være, at man skal rette blikket mod undergrunden i stedet. For helt nede i metalgenrens mørke kælder er der folk, der søger at finde frem til genrens udgangspunkt. Et udgangspunkt, hvor NWOBHM og hardcore punk mødte hinanden, og hvor aggression sammen med højt tempo var de første og fremmeste midler til subkulturel succes og prestige.
Det er her, den amerikanske Wisconsin-baserede trio Zebras finder deres fodfæste. Glem alt om koncerter i arenastørrelse, og glem alt om melodiske omkvæd, der skulle kunne stå distancen i konkurrencen mod hair metal og grunge. Glem også alt om progressive sangstrukturer og kompositorisk overskud i form af lagrede riffs og sanglængder på 8-10 minutter.
På deres andet album, 'The City of Sun', gør Zebras kort proces. På 30 minutter kommer de igennem 10 numre, der i deres ubegrænsede vrede efterlader en målløs som lytter. Lidt ligesom Slayer i sin tid gjorde på 'Reign in Blood'.
'The City of Sun's omslag bærer også en vis lighed med førnævnte klassikers helvedesmotiv, men her stopper sammenligningerne med Slayer så også. For Zebras lyder ikke som Slayer.
Punkrødder og utraditionel synth
Zebras startede som et punkband tilbage i 2007, men udviklede sig herefter i en aggressiv metallisk retning, hvor punkinspirationerne stadig er tydelige. 'The City of Sun' er derfor tættere på at være crossover, end det er klassisk thrash metal, og bandet har igennem de senere år spillet koncerter med så tilpas forskellige navne som Black Flag, Jello Biafra, High on Fire og Goatwhore.
Det store twist hos Zebras er dog, at de har erstattet bassen med en analog synthesizer, uden at det umiddelbart er noget, der falder en ind, når man lytter til musikken. Sanger og guitarist Vincent Presley råber sine lunger ud og er selvsagt i fokus, mens trommeslageren Shane Hochstetler banker løs med særligt stort fokus på tammerne, hvilket har en enormt punchy effekt og fylder bunden af lydbilledet. En stor del af tiden er Lacey Smiths arbejde ved synthesizeren at understøtte dette grundlag, og man skal derfor nogle numre ind, før der gøres plads til tydeligere og mere klangligt varierede synthflader.
Der åbnes med en særdeles effektiv tretrinsraket bestående af numrene 'Hollow Earth', 'The Turning of the Bones' og 'My Apocalypse', der ved gennemlytning meget vel kunne være ét samlet nummer, idet pauserne imellem er minimale. Fra det første, diskante riff og de insisterende lilletrommeslag er Zebras i ens fjæs som en aggressiv kamphund, og herefter kaster de sig over det ene lede groove og det ene mægtige riff efter det andet, og især Hochstetlers ekvilibristiske, dynamiske og hæsblæsende hurtige trommespil er ærefrygtindgydende. Hør blot åbningsnummeret.
Synthesizerens åbne klangflader får mere plads på numre som 'The Bell', 'Solomon' og den doomy 'Vitrified', albummets næstsidste nummer, der også er det første tidspunkt, hvor man som lytter får rum til at ånde. Her sættes tempoet ned, og synthakkorderne bidrager til en mere foruroligende stemning, inden aggressionen får frit løb på den fænomenale afslutter 'Filled with Fire'.
Ophobede aggressioner
Zebras’ medlemmer har alle været aktive i andre bands, hvis musikalske meritter dog ikke er ubetinget respektindgydende inden for metalsfæren. Forsanger og guitarist Presley er affilieret med den gotiske countrygruppe Those Poor Bastards, for hvem han til livekoncerter spiller trommer og moog, mens Hochstetler er aktiv i indie/slacker-rockgruppen Call Me Lightning. Både Presley og Smith har endvidere tidligere været medlemmer af noise/punk/rockgruppen Window Smashers (der ikke har noget med acid house-gruppen af samme navn at gøre).
På trods af det, eller måske netop derfor, er 'The City of Sun' en overvældende oplevelse. Albummet lyder af alt andet end et frikvarter for medlemmerne. Det er lyden af flere års ophobede aggressioner kondenseret ned til en halv times uregerlig basken, og albummet kan stå på mål med det bedste metal fra 2015. Det er som at få knytnæveslag i ansigtet igennem 30 minutter, men uden at det nogensinde gør ondt. Til gengæld kan man godt bruge en pause efterfølgende.