Frostklart og smukt

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/16/fc/72/_leprous-coal-1379864015.jpg
22. September 2013    

Leprous har med 'Coal' begået en smuk og meget voksen plade - næsten for voksen ...

Kunstner
Titel
Coal
Dato
20-05-2013
Distributør
Forfatter
Karakter
4

Hvad angår eksperimentel blandingsmusik, så sker der godt nok noget i Norge i disse år. Metallen bliver tonet af alle mulige andre genrer, hvilket har givet os andre rigtig meget forskelligt at lytte til – Kvelertak, The Cumshots, Shining, med lidt god vilje, Vreid, samt mange andre. Et af de mere progrockede bands, som er vokset ud af denne stilblandingstrend, er Leprous. Tilbage i 2011 udgav det en rigtig god omgang progmetal med albummet 'Bilateral'. Det var ganske nørdet i den der jeg-læser-Hitchhiker's-Guide-To-the-Galaxy-og-er-god-til-naturvidenskab-agtige facon. Meget velspillet, men lidt godmodigt og en anelse "goofy".

I år vendte Leprous så tilbage med opfølgeren 'Coal', og hvad der især gør sig bemærket i forhold til forgængeren er alvoren. Albummet er storladent, smukt og køligt og er en meget, meget stramt leveret omgang prog. Det virker faktisk, som om musikken er lidt skrabet, men lytter man efter, er der faktisk ganske mange små detaljer og betoninger, som virkelig er værd at gå på opdagelse i.

Især pladens åbner, 'Foe', er klar og storladen som en frostnat i fjeldet og er et godt eksempel på, at det lyder skrabet (med en meget simpel et-slagsbetoning i en 7/4-dels takt), samtidig med at der faktisk er en del lag i musikken – især i koret. En anden mere metallisk sang, 'Chronic', fungerer meget godt med et mere ligefremt syng-med-egnet omkvæd. Også dén sang afslører ved nærmere lytning mange flere lag, end den først giver indtryk af. Ligeledes med 'Coal', der er en blanding af det frostklare og svævende og det metallisk rockende.

Men det går også for vidt med al denne smukke alvor sine steder. På numrene 'The Cloak' og 'The Valley' kammer det følsomme over og bliver klægt og følende på en lidt fortærsket rockballade-facon. Ganske vidst synger Einar Solberg fantastisk dygtigt– det gør han faktisk hele pladen igennem – men hér går der bare hvidt hørtøj og baskerhue i den.

Mod slutningen får Leprous dog snavset sig dejligt til med bl.a. den kradse 'Contaminate Me' og efterlader alt i alt en med oplevelsen af et album, der er smukt, alsidigt og køligt med masser at byde  på, det lige lovligt patetiske til trods.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her