Vanviddet er forsvundet

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/56/ca/33/Funeral-mist-cover-93-1530471536.jpg
01. Juli 2018    

Efter ti års ventetid er Funeral Mists tredje plade et kærkomment gensyn, men ingen åbenbaring.

Kunstner
Titel
Hekatomb
Dato
15-06-2018
Trackliste
In Nomine Domini
Naught but Death
Shedding Skin
Cockatrice
Metamorphosis
Within the Without
Hosanna
Pallor Mortis
Karakter
3

Ti år. Så længe tog det, før det svenske enmands-band, Funeral Mist, ud af ingenting smed en ny plade ud i æteren. Projektet er utroligt velanset. Efter bagmanden Arioch udgav den første plade 'Salvation' blev han hevet ind som frontfigur i blackgiganterne, Marduk.

Og det har sat sine spor. Enten er Funeral Mist begyndt at lyde som Marduk, eller også er Marduk begyndt at lyde som Funeral Mist.

Riffene på 'Hekatomb' er centreret omkring tremolohøvl og blastbeats med tusind kilometer i timen, som også kendetegner Marduk. Kun på 'Metamorphosis' køres der i andet end sjette gear. Dette er ikke noget nyt for Funeral Mist, men på dette album virker projektet mere som rendyrket smadder end nogensinde før. De ritualistiske stykker, der fik det ekstreme til at fremstå endnu mere ekstremt, er væk. De sære breaks, kor og abrupte skift er stadig at finde, men musikken virker mere formularisk, breaks'ene falder ofte til jorden og meget det eksplosive vanvid er blevet tæmmet.

I 'Naught But Death', der ellers egentlig er et stærkt black-nummer, med nogle sære trommebreaks og skæve messende vokalsamples, er der for eksempel et længere stykke i slutningen hvor trommerne dropper ud, og guitar bas og vokal fortsætter med at høvle derudaf med samme tørre lyd. Hvad end det er Arioch (eller Mortuus, som han hedder i Marduk-sammenhæng) prøver på her, så har det ikke den store effekt. I 'Hosanna' afbrydes den Marduk'ske black-smadder flere gange af enkelte tam-markeringer. Det virker mest af alt komisk. Og pladens introduktion, 'In Nomine Domini', med bas og sporadiske kromatiske guitarløb havde heller ikke megen effekt end trækken på smilebåndet hos denne anmelder.

Sammenlignet med tidligere udgivelser har 'Hekatomb' en mere tør og åben lyd. Det er nemt at orientere sig i lydbilledet. Især vokalerne står mere klart frem i mixet end hvad de har gjort tidligere. Dette er ikke kun på positivt, da vokalarbejdet er noget af det svageste, Arioch har leveret. Samlignet med de to klassikere, 'Salvation' og 'Maranatha', og den kraftige, maniske og følelsesladede stemme der var på de to plader, er Ariochs indsats her mere generisk og gennemgående svag. Samtidig klædte den grimme lyd musikken i alt dens vanvid og var en del af charmen ved Funeral Mist.

Alt dette betyder dog ikke, at 'Hekatomb' er en dårlig plade. Numre som 'Shedding Skin' der med sit 13/8 hook og catchy vokalhook, rammer plet og følges op af 'Cockatrice', pladens mest psykotiske nummer. Her er der både kaotiske leads, stærke riffs, og et callback til synthlyden fra Burzums klassiker, 'Filosofem'. I dette nummer får man igen smagen af det ekstremt høje niveau af ukontrolleret vanvid, som Arioch besidder.

Hvis du kan lide din black i højeste gear, og med lidt særhed som krydderi, så er Funeral Mists tredje plade slet ikke noget dårligt bud. Men sammenlignet med de tidligere plader, så er 'Hekatomb' desværre ikke nogen åbenbaring.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her