Gakkede musikalske lyster

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/96/eb/41/Motorpsycho-Behind-The-Sun-38-1402048906.jpg
06. Juni 2014    

Koncertaktuelle Motorpsycho beviser igen igen igen igen igen igen igen igen etc., at de efter 25 år med vind i håret på den musikalske motorvej stadig er rockbandet, man tilsyneladende aldrig får nok af.

Kunstner
Titel
Behind the Sun
Dato
07-03-2014
Genre
Trackliste
1. Cloudwalker ( A Darker Blue)
2. Ghost
3. On A Plate
4. The Promise
5. Kvaestor (incl. Where Greyhounds Dare)
6. Hell, Part 4-6: Traitor/The Tapestry/Swiss Cheese Mountain
7. Entropy
8. The Magic & The Wonder (A Love Theme)
9. Hell, Part 7: Victim Of Rock
Karakter
4

Norske Motorpsycho kan i år fejre 25 års jubilæum som band, hvilket de ikke uventet understreger ved ufortrødent at smide endnu et studiealbum på gaden. Sådan er det nemlig i Motorpsycho-world, hvor musikken på naturligste vis de seneste rigtig mange år er gået hånd i hånd med henholdsvis ens egne bump på vejen og good times. Motorpsycho er bandet, der tilsyneladende ikke er til at stoppe; Bandet, man kan stole på. Bandet, der altid står klar i skyggen af hitlisterne parat til at smide endnu et (som regel meget solidt) udfordrende rockalbum på gaden. Det betyder ikke nødvendigvis, at de også er bandet, der har for travlt til, at de kan nå at se sig tilbage. Motorpsycho kigger ofte tilbage, både i musikhistorien og i sit eget personlige leksikon, og gør det også i forholdsvis stor stil på bandets 19. studieudgivelse, 'Behind the Sun', hvor bandet har en smule anderledes retrostil kørende for sig, end de forrige plader har budt på.

Rock vs. jazz

Hvor det på bandets forrige udgivelse, 'Still Life With Eggplant' (2013), fortrinsvis var jazzede rockvibrationer, der var blevet skruet ekstra op for, er det på 'Behind the Sun' lyden af rock fra 60'erne, der med mellemrum sniger sig ind. Dermed ikke sagt, at der ikke er masser af skønne strejf af svedig jazz på 'Behind the Sun', ligesom Devilution-læseren med sikker musiksmag selvfølgelig også vil vide, at der skam var masser af rock med stort R at komme efter på 'Still Life With Egg Plant'. Motorpsycho leverer sjældent deres rockmateriale sort-hvidt, men giver i stedet deres gakkede toner et strejf af det klassiske og omvendt. Motorpsycho er på mange måder et band, der muligvis er en smule for sikre i deres rockudtryk, til at de såkaldte jazz-interesserede gider dem, samtidig med at de er bandet, der muligvis er for outrerede og jazz-udfordrende i deres spillestil, til at lyttere af den klassisk rock kan overskue dem. Det har denne skribent i hvert fald oplevet flere gange, når man herhjemme med mellemrum har smækket en plade på med bandet og så at sige forsøgt at sælge dem til nye ører. 

Et kulturklenodie i bevægelse

I Norge står det anderledes til. Her er Motorpsycho nærmest et on-going rockende kulturklenodie. Spørg den menige nordmand på gaden i Oslo, om han eller hun kender Motorpsycho, og vedkommende vil sandsynligvis nikke genkendende. På sin vis kan bandets popularitet i hjemlandet vel sammenlignes med den popularitet, som D-A-D har i Danmark (uden nærmere sammenligning i øvrigt, what-so-ever). Hvor selv de kulturklenodier, der ellers bør have rockmusikken og dens herligt utilpassede væsen som det kostbareste, ofte ender med på sigt at falde til patten, blive uinteressante og lalle deres egen musikalske utilpassede identitet til tilpasset døde, da er Motorpsycho den herligste af undtagelser. Motorpsycho er bandet, der bliver ved med at bevæge sig som band, og i takt med den kunstneriske bevægelse udfordrer de på én gang lytteren, sig selv samt deres egen såkaldte musikalske arv. Og for musiklytteren, der gerne kræver det slidstærke af sin rockmusik, er det netop bandets vedvarende bevægelse fra én musikalsk position til en ny, der giver bandets oeuvre en pulserende gnist. Det er bandets selvrespekt kombineret med en respekt også for publikum og for rockhistorien i det hele taget, der gør Motorpsycho interessante. Nu også på 25. år.

Sexede semi-skrig

Åbningsnummeret på 'Behind the Sun', 'Cloudwalker (A Darker Blue)', åbner pladen på let rock-æggende vis og byder på flere af de signifikante signaturer, som fans af Motorpsycho netop elsker dem for. Er det bandets tendens til momentvist at levere deres tekster med værthus-agtige, semi-skrigende vokaler, man er til, er det således bare med at hoppe ombord. Er det Bent Sæthers karismatiske bas-lyd, der får rockelskeren i én til at sprøjte sine fingre omkuld af spilleglæde på luftstrengene, så kan man selvfølgelig endnu engang også roligt - men derudover ufravigeligt energisk - tage bandets seneste plade til sig. Er det de specielle jazz-tempi fra den unge trommeslager Kenneth Kapstad, der får ens skuldre til at rykke sig sexet i takt til bandets forrygende velskrevne rocksange, ja, jump on board! For slet ikke at snakke om Hans Magnus Ryans lige dele psykedeliske, lige dele fuldblodsrockende riff-guitar, doh! 

Motorpsycho har i længere tid også haft en forkærlighed for den helt nedbarberede ballade, hvilket bandet denne gang blotter på pladens anden skæring, 'Ghost'. Man skulle egentlig ikke tro, det var muligt at forene det rockballade-klassiske med det h-e-l-t stillestående så flydende og samtidig så radikalt, som Motorpsycho gør det her. Men det er netop dét, sangen synes at være interesseret i - at få en musikalsk stilstand forplantet som en eksistentiel tilstand. Med en sublim, opgivende, nasal vokal fra Sæther i front, kombineret med henholdsvis en forbløffende sprød, repeterende basrytme samt en fernis af underliggende violiner, bliver balladens fortabte tematik leveret med både musikalsk nerve og stemningsmæssig relevans. Det er en fantastisk sang. 

Fri leg out of time

Som man sandsynligvis ved, hvis man er interesseret i rock og metalmusik, er det blevet in at være retro. Det er blevet et musikalsk modefænomen at dyrke lyden af rockoprindelsen. Til trods for at Motorpsycho er retro, falder de imidlertid ikke ind i denne moderne retro-kategori. Det eneste hippe, der er at sige om Motorpsycho, er, at de er hippe, netop fordi de ikke er hippe. Sådan er det jo. Men tag den produktion, der rundt regnet det seneste årti har karakteriseret Motorpsychos lyd i det hele taget, og som balancerer et udfordrende analogt hybrid-sted mellem det jazzede, det progressive og lyden af rock-retro med et klart spotlys på guitarnoise. Motorpsychos motiv for valget af denne lyd har intet at gøre med, hvad der rører sig netop nu. Hvis den har, fejler bandet i hvert fald slemt, eftersom denne særegne lyd fra Norge er langt mindre formet og, ja, som nævnt langt mere jazzet og deraf mere "fri" end den anderledes, decideret retroliderlige lyd, der på mange måder definerer flere forgreninger af rock og metal netop nu. Det er hverken forkert eller forsimplet at sige, at Motorpsycho bare er sig selv.

Motorpsycho giver koncert i Pumpehuset allerede nu på onsdag d. 11. juni. De har det med at blæse deres publikum omkuld, også når de spiller live, så for den nysgerrige rocklytter med smag på mere er det yderst anbefalet at komme afsted og få én på opleveren. 

Se en bid fra pladens afslutningsnummer, 'Hell, pt. 7 (Victim of Rock)' nedenunder. Det er Reine Fiske fra Dungen, Landberk og Elephant9, der på anden plade i træk gæster Motorpsycho på en studieindspilning: 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her