Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gammelmandsprog vi kan li'!

Populær
Updated
Gammelmandsprog vi kan li'!
Gammelmandsprog vi kan li'!
Gammelmandsprog vi kan li'!
Gammelmandsprog vi kan li'!
Gammelmandsprog vi kan li'!

Lystig prog og episk melankoli: Spock's Beard er tilbage med deres tiende studiealbum.

Titel
X
Dato
30-08-2010
Distributør
Trackliste
1. Edge of the In-Between
2. Kamikaze
3. The Emperor's New Clothes
4. From the Darkness
I. The Darkness
II. Chance Meeting
III. On My Own
IV. Start Over Again
5. The Quiet House
6. The Man Behind the Curtain
7. Jaws of Heaven
I. Homesick for the Ashes
II. Words of War
III. Deep in the Wondering
IV. Whole Again
Karakter
3

Det amerikanske retro-progressive vestkystband, der på ægte prog-nørdevis er opkaldt efter et specifikt afsnit af Star Trek, Spock's Beard, kan i år fejre femten års jubilæum for debutudgivelsen 'The Light', der i dens blanding af old school prog a la Camel, Yes og Genesis, stadig i dag står som et af post-proggens mest forfriskende værker.

Det var muligvis ikke det mest originale værk men musikaliteten og sangskrivningen på pladen, kunne ingen tage fra dem. Det er på én gang en øm, humoristisk og meget stilet plade. Lad bare anmeldelsen starte med at slå fast at den plade hører hjemme i enhver pladesamling.

Bandets produktivitet i slut-90'erne var høj og til trods for at Spock på de efterfølgende fire plader, aldrig nåede samme høje niveau som på debuten, var der dog ingen af udgivelserne, der var så ringe, at de alligevel ikke indeholdt vedkommende progrock.

I 2002 udgav bandet så den 'Tommy'- og 'The Lamb Lies Down on Broadway'-inspirerede 'Snow', der til trods for et ret hæslig religiøst og fuldstændig ligegyldig Messias-konceptuelt tema samt en enorm mangel på originalitet, var så pokkers rig på gode sange, at den dybest set er umulig at nægte din cd-spiller at fyre af med ret mange ugers intervaller. Ergo: Endnu en must-have titel.

'Snow' markerede også en overgang hos Spock's Beard, i det at det var den sidste plade, som Neal Morse medvirkede på - sangeren, der indtil da stor set havde skrevet hver en tekst og ditto hver eneste melodi, og som senere stor set udelukkende har udgivet religiøse soloalbums, ofte med Dream Theaters Mike Portnoy bag tønderne, som han i øvrigt også spiller sammen med i supergruppen Transatlantic.

Melankoli og epik: Kendte Spock-melodier

Åbningsnummeret på bandets tiende udgivelse, der har fået den hule anti-titel, 'X', er tydeligvis ét stort forsøg på at ramme den ånd, som man for ti år siden kunne høre på en af deres bedste episke numre til dato, den massive progperle, 'At the End of the Day' fra den ligeledes inspirerende og titelsammenlignelige plade, 'V' (2000). Om det er en hyldest til deres gamle bandfælle, Neal Morse, som på 'X' for første gang siden 'Snow' er inde over Spock-navnet igen ved at være co-komponist på den imponerende vokal-harmoniske 'The Emperor's New Clothes'-skæring, kan man kun gisne om.

Siden Neal Morse forlod Spock's Beard, har trommeslager Nick D'Virgilio stået for det meste af vokalarbejdet, og det bliver han kun bedre og bedre til. Samtidig bliver hans trommespil på én gang mere rocket og ligetil samt jazzet og swing-agtigt, og 'X' er sådan set alle pengene værd alene på grund af ham.

Den afsluttende 'Jaws of Heaven', som er endnu en episk sag på over et kvarters varighed, har et stort strygerarrangement, der på mange måder lige så godt kunne høre hjemme på Neal Morses 'Testimony' (2003), hans første soloudspil efter han i sin tid forlod Spock's Beard. Sangen er en seriøs og melankolsk sag, og slutter pladen af på størst episk vis. Alan Morses afsluttende guitarsolo vækker helt minder om Slash tilsat en orkestreret epik af Morricone-format. Mindre kan selvfølgelig ikke gøre det i et musikalsk proglandskab.

Spock's Beard har en sær effekt på én. Musikken er ofte så retro, som var det en gammelmandsplade, men samtidig emmer det så meget af en helt fundamental musikalsk vellyst, at det for undertegnede stor set er umulig ikke at blive revet med. De er klart bedst, når de overlegent laller sig igennem improvisations-agtige mellemstykker som i 'The Emperor's New Clothes', eller når de skruer bisset på og rocker en stund som i de første fem minutter af 'From the Darkness'.

Er man i humøret til det, er der masser af finurlig galskab og musikalsk spasseri på 'X'. Når pladen bevæger sig for meget over i det melankolske hjørne, bliver det til tider alt for højtidelig og enerverende. Her er således hverken en ny ballade a la tidligere Spock-sange som 'The Distance to the Sun' eller 'She Is Everything', men på den anden side er det måske heller ikke det, Spock Beard anno 2010 sigter efter. Men det kunne alligevel have været rart med én fra den skuffe.

Under alle omstændigheder er 'X' en positiv overraskelse fra et band, man ellers havde afskrevet.