Velskrevet debut fra Ghost Iris Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/eb/6e/4d/artwork-final-small-58-1425412861.jpg
03. Marts 2015    

Den københavnske kvartet debuterer med et stærkt bud på et prog/djent metal-album.

Kunstner
Titel
Anecdotes Of Science & Soul
Trackliste
Dreamless State
Influx
Phalanx
Immaculate
Dream Catching A Nightmare
Magenta Pt. 1:Perfect Symbiosis
Magenta Pt. 2: Astral Projection
Parallel Passage
Euphoric State
Everlasting Nliss
Karakter
4

Danmark er på mange måder en efternøler, når det kommer til trends inden for metal. Ikke mindst hvad angår den såkaldte djent-bølge. En bølge, der for alvor kom liv i 2010, mange år efter Meshuggah introducerede den let genkendelige “duck-daduck-duck”-sound. Siden da er det væltet frem med bands med 7-stringede guitarer og polyrytmiske arrangementer. I Danmark er det sandsynligvis The Interbeing og A Cold Night For Alligators, der har gjort sig bedst kendt, begge med moderat succes.

Ghost Iris er et brandvarmt bud på en dansk pendant til internationale djentudøvere som Monuments, Volumes og Periphery, lydmæssigt tilsat et hint af The Contortionist. Et bud, der på mange parametre holder et højt niveau, og som let kan konkurrere med de internationale konkurrenter. Er man i tvivl om, hvor vi befinder os i det store lydunivers, leverer den københavnske kvartet progressiv metal tilsat enkelte metalcore-elementer. Tæt skåret og med en række flotte kompositioner, der bliver eksekveret på fornem vis.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at kvartetten har styr på deres instrumenter, såvel som deres inspirationskilder. Melodiske lydflader, der brydes af knusende guitar og brutal vokal, pryder albummet på samme måde som... alle de andre udgivelser i denne kategori. Hvor Ghost Iris formår at skille sig fra de resterende får i flokken, er i evnen til at komponere en kompleks, men stadig lettilgængelig komposition. 'Dreamless State' er den første af disse i rækken. Et effektivt åbningsnummer, der blæser lytteren i møde. Herefter må 'Magenta Pt. 1: Symbiosis', 'Parallel Passage' og 'Euphoric State', fremhæves blandt albummets ti ganske fine skæringer.

'Anecdotes Of Science & Soul' er en flot og gennemført plade med enkelte kritikpunkter. Først og fremmest kan man ikke komme uden om, at bandet ser ud og lyder præcis som alle andre bands, der kæmper i denne genre. Albumcover, titler og kompositioner er så gennemsyrede af denne moderne prog-djent-core, at det ligner og lyder som ethvert andet band i genren, men materialet er langt bedre end meget af det skidt, der bliver udgivet inden for genren. Alt andet lige vil det dog klæde kvartetten at finde deres egen stil, deres selvstændige lyd, og det vil klæde dem  at skille sig lidt mere ud fra horderne. Endelig må vokalarbejdet fremhæves positivt såvel som negativt. Forsanger Jesper Vicencio Gün testosteronpumpende brøl er gennemført ondt og pisse fedt, men modsat lyder de rene passager både anstrengte, skingre og uharmoniske.

Herved fremme ved konklusionen: Anecdotes Of Science & Soul er en debutplade til langt over godkendt. Det er et stærkt bud på et dansk internationalt prog/djent metal-album med internationalt potentiale, og det er et passende spark i løgposen. Men også en debut, der efterlader muligheder for forbedringer. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her