Glædeligt gensyn, men ingen renæssance
De britiske undergrundssatanister Akercocke vender efter 10 års pause tilbage med 'Renaissance in Extremis'. Selvom skiven er et glædeligt gensyn, er den også præget af lidt usikkerhed.
Unbound by Sin
Insentience
First to Leave the Funeral
Familliar Ghosts
A Final Glance Back Before Departing
One Chapter Closing For Another To Begin
Inner Sanctum
A Particularly Cold September
Akercocke er måske bedst kendt for at have været med i et interview med nogle irske kristne, der ikke ønskede den slags satanistiske smuds til deres hjemland. Bandet har altid stået ved faktisk at mene deres satanisme og har skilt sig ud fra flokken, både gennem jakkesætklædt livefremtoning i kraft af kompromisløs eksperimenteren fra plade til plade. Deres satanisme virkede aldrig som et teaterstykke, der aldrig var helt til at placere. Mente de nu også det der med Satan? Eller har de faktisk bare lyst til at sprøjte med sæd ud over englebryster, som deres tekster også beskriver? Skal man tilbede Satan for at skrive så mærkværdigt sammensat musik?
Akercocke har hele tiden været sløret af mystik. De har dog aldrig nået den anerkendelse, som denne anmelder mener, de fortjener, og er forblevet undergrundsdarlings, også efter de forsvandt uden et ord for 10 år siden. Mens bandets ene hovedfigur, guitarist og vokalist Jason Mendonca, forsvandt sporløst, har trommeslageren David Gray medvirket i bandet Voices, som løfter den samme bizarre fakkel som Akercocke gennem legen med black, død og endeløse kontraster, der hverken er til at finde eller overhovedet at tænke sig til hos nogen andre bands. Så Akercockes genkomst er særdeles velkommen, men samtidig også udfordret, da de ikke længere er alene i gamet.
Tørt og præcist
Instrumentalt set er pladen utroligt velspillet. Kompositionerne flyver fra voldsom intensitet og direkte over i skrøbelige cleanstykker, mærkelige synthflader og nakkeslidende grooves som var det det mest naturlige i verden. Akercocke spiller bedre end nogensinde. Og dog. Guitarlyden er knastør, og mens det klæder akkorder og chugga-riffs godt, står enkeltstrengsløb, som i introen af åbningsnummeret 'Dissapear', så rent frem, at man skulle tro, at Akercocke prøvede at være et tech-band. Noget, der ellers aldrig har været pointen med dem. Atmosfæren og nummerets iboende narrativ har altid været i højsædet. Et riff som dette fremstår misforstået, da det primært virker som en skalaøvelse klistret fast til forenden af et ellers glimrende nummer. Det giver pladen en akavet start.
Usikkerhed in Extremis
Vokalerne er den vante skizofrene affære og veksler mellem et growl, der mest af alt minder om en knotten køter, dæmoniske high pitch-skrig, en proklamerende, oratorisk stemme og skrøbelige rene vokaler. Men i den rene vokal kan man høre, at det er længe siden, Mendonca har været ved musikken. De pitcher ofte skævt og mangler noget af den okkulte pondus fra tidligere album. Samtidig ligger de en smule for langt fremme i mixet. Måske er det af samme grund, at de mere bøvede bølleriffs og skift, som Akercocke altid har benyttet sig af, fremstår usikre fremfor som tidligere leveret med en sådan overbevisning, at man aldrig rigtig tænkte over det i konteksten. Den nagende fornemmelse af usikkerhed er svær at slippe.
Det er tydeligt at høre, at Akercocke ved, hvad de laver, og heller ikke har planer om at hvile på laurbærrene. Faktisk eksperimenterer de nogle steder mere end før, som i det bratte skift til tapping i 'Unbound By Sin', de nærmest glædelige klange i 'Inner Sanctum', eller de søsyge akkordbends i pladens bedste nummer 'First to Leave the Funeral'. Det virker dog ikke altid for dem, især drevet af de usikre, men fremhævede vokaler. Især i slutnummeret 'A Particularly Cold September' virker nogle af skiftene helt afsporede.
Dette går hånd i hånd med, at bandet i interviews fortæller, at de har valgt at bevæge sig væk fra de tidligere overdrevne satanistiske og seksuelle tekster og over i en mere personlig lyrisk tilgang, ligesom de har droppet jakkesættene for en mere stereotyp fremtoning. Mens jeg ikke kan klandre dem for den bevægelse, er tvivlen om, hvorvidt de nu mente det, væk. Mystikken er punkteret, og tilbage står i stedet en usikkerhed. Det esoteriske og okkulte er ligeledes væk. Her får vi i stedet et indblik i nogle lettere forstyrrede sind, der lige skal finde balancen helt.
Nu bliver de forhåbentlig
Det skal ikke stå usagt, at jeg synes, alle burde lytte til Akercocke. Deres nye plade er på ingen måde dårlig, men et kærkomment gensyn for fans af bandet. Målt med bandets historie mangler der dog noget. Hvis man ikke kender Akercocke og deres ukonventionelle stil, burde man nok starte med tidligere plader som 'Words That Go Unspoken, Deeds That Go Undone' eller 'Chroronzon', eller eventuelt give Voices' album 'London' et lyt. Så kan man jo gemme 'Renaissance in Extremis' til senere.
Usikkerhederne på pladen bliver forhåbentlig udlignet, nu da bandet er liveaktive, og Mendonca får trænet sine stemmebånd igen. Der skal lyde en inderlig forhåbning om, at der kommer endnu en plade, og en bøn til de danske bookere om at få hevet dette unikke band en tur forbi den lille klat jord, vi kalder et land.