Sommerens hard rock-plade

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/11/a2/8d/Godsmack-35-1527678809.jpg
30. Maj 2018    

Det tager Godsmack lidt under seks minutter at bevise, hvorfor de er et af de mere sejlivede amerikanske hard rock/heavy-bands.

Kunstner
Titel
When Legends Rise
Trackliste
When Legends Rise
Bulletproof
Unforgettable
Every Part Of Me
Take It To The Edge
Under Your Scars
Someday
Just One Time
Say My Name
Let It Out
Eye Of The Storm
Karakter
4

Det er efterhånden 23 år siden, Godsmack første gang så dagens lys. Siden da er det blevet til beskedne syv studiealbum, hvoraf det seneste, 'When Legends Rise', netop er udkommet. Udgivelsesfrekvens og kvalitet kan have en sammenhæng, og i Godsmacks tilfælde er der i særdeleshed en sammenhæng. Til trods for at bandet aldrig har skrevet den potente hitplade, har kvartetten haft succes med at udgive stilsikre højkvalitetsudgivelser, med indlevelsesfuld ærkeamerikansk heavy.

’When Legends Rise’ er ingen undtagelse. Albummets to første numre, titelnummeret og førstesinglen ’Bulletproof’, er lige under seks minutters tour de force i solid sangskrivning, radiovenlige omkvæd og lækre riffs. Forud for udgivelsen af pladen udtalte forsanger Sully Erna, at han og bandet havde søgt en mere moderne rock-lyd. Det lykkes i særdeleshed, om end Godsmack musikalsk er nærmere ren, solid heavy med hard rock-noter end ren rock. De førnævnte numre og store dele af resten af albummet er rendyrket stadion-heavy/hard rock, uden at det kammer over i ulidelige floskler og leflen for laveste fællesnævner.

De første to numre er så stærke, at resten af albummet desværre falmer lidt. ’Bulletproof’ opnåede topplacering som nummer 1 på Billboards mainstreamrock-listet, mens titelnummeret er godt på vej i samme retning. Ganske imponerende og velfortjent. Begge numre er enormt ørehængende. Desværre sætter det også barren højt for resten af pladen, og selvom Godsmack holder et flot niveau, bliver det aldrig så godt som på de to første numre. Tredje nummer, ’Unforgettable’, har stadionrock-potentiale med masser af singalong-kor og gode riffs. ’Under Your Scars’ er en velskrevet ballade, ’Someday’ kunne snildt udvikle sig til en solid sommersingle, mens den afsluttende ’Eye of the Storm’ er en tung, effektiv heavy-skæring. Der er masser af godt materiale på ’When Legends Rise’, men på pladens to første numre rammer Godsmack hitformlen 100 %.



Sully Erna har altid været en sublim frontmand. Inkarnationen af Godsmack. Den plads tager han endnu engang på fornem vis. Selvom det absolut fungerer bedst, når han tordner med rockvokalen, lykkes det mindst lige så godt, når det bliver følsomt og storladent. Sammen med leadguitarist Tony Rombola formår Erna at skabe et musikalsk univers, der nok er homogent hard rock/heavy-præget, men i en form, der langt henad vejen er unik for Godsmack. Et element, mange bands i samme genre har svært ved at mestre. 

Generelt er det en fornøjelse at lytte til ’When Legends Rise’. Man keder sig sjældent som lytter, og hele pladen har en gennemproduceret lyd og rød tråd. Det kan diskuteres, hvor meget Godsmack reelt har rykket det musikalske udgangspunkt, men alt andet lige giver Erna og resten af kvartetten baghjul til bands som Nickelback, Volbeat og andre store, moderne grupper i samme territorium. ’When Legends Rise’ er den sommerplade, du har gået og ventet på. Skiven, der skal i anlægget, når du ruller ud på landevejen eller nyder en kold øl i solen.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her