Godt, gammeldags genhør
Populær
Exodus har endelig fået tid til at udsende et nyt album, som i øvrigt byder på et genhør med Steve Souza. Hans genkomst er dog er ikke det eneste der bidrager til følelsen af, at man har hørt det hele før.
2. Blood In, Blood Out
3. Collateral Damage
4. Salt the Wound (med Kirk Hammett, Metallica)
5. Body Harvest
6. BTK (med Chuck Billy, Testament)
7. Wrapped in the Arms of Rage
8. My Last Nerve
9. Numb
10. Honor Killings
11. Food for the Worms
Exodus behøver nok ingen introduktion, men får det nu alligevel. Bandet var blandt de første i bølgen af thrash metal fra firsernes Californien (Bay Area og Los Angeles). Store bands som Slayer og Metallica kender alle, men Exodus nåede aldrig helt op på siden af disse bands i popularitet.
Og på baggrund af den forskel i popularitet mellem Exodus og Slayer, var det kun naturligt, at førstnævntes Gary Holt takkede ja til pladsen som guitarist hos Slayer, da Jeff Hanneman blev alvorligt syg i '11 og døde to år senere. En trist historie der i denne sammenhæng er med til at forklare, hvorfor der er gået fire år siden forrige Exodusudgivelse. Holt er nemlig hovedmanden bag bandets riffsmedje, og han har simpelthen haft for travlt med at turnere med Slayer.
Men tiden er åbenbart blevet fundet til Exodus, og nu er de tilbage med det tiende album 'Blood In, Blood Out'. En plade der er et gensyn med meget gammelt. Vokalisten Steve Souza som har været med siden firserne (selvom han dog ikke er den første på posten), er tilbage, og klangen af hans vokal er med til at lede tankerne tilbage i tiden. Han klarer det faktisk ganske godt og er overraskende vital at lytte til, men hans stemmeklang giver i sagens natur mindelser om tiden der var.
Men det er ikke det eneste, der leder tankerne tilbage i tiden. Exodus er bestemt ikke et band, man forventer er på forkant og finder nye og uudforskede hjørner af musikken, men 'Blood In, Blood Out' er en temmelig tilbageskuende omgang. Det er proto-thrashmetal. Leveret med energi og præcision godt nok – det er eksistensberettigelsen – men ikke mere end det.
Ikke at det som sådan er dårligt. Albummet er fyldt med uptempo-thrash, hurtige riffs med knasende forvrængning afvekslet af tungere dele som dog ikke er så langsomme, at hjertet går i stå – det ligger ikke til Exodus. De bedste sange ligger først på albummet hvor især titelnummeret, hidsigheden 'Collateral Damage' og den lidt mere groovende 'Salt the Wound' gør sig glædeligt bemærkede. Sidstnævnte har i øvrigt Metallicas Kirk Hammet med på sologuitar, og han var som bekendt med til at grundlægge Exodus i sin tid.
Men til trods for denne treenighed, er 'Blood In, Blood Out' ikke lutter lagkage. Der er en del af materialet der selv efter Exodus' standard er for sikkert og fortilbageskuende. Til tider virker det som om, der ikke er brugt helt kalorier nok på riffskriveriet. Og når rigtig mange af numrene er mere end 5½ minut lange, så bliver lytningen kedelig mod slutningen, og man kan ikke lade være med at ønske sig, at numrene havde været skåret strammere til og pladen havde været kortere.
Men når den er bedst er den ærlig og god. Den er bare ikke fantastisk.