C'est magnifique! Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/59/a1/d1/Gojira-Silvera-2014526-19-1465202922.jpg
06. Juni 2016    

Karrierens sjette fuldlængdealbum er en manifestation af, hvem Gojira er, og hvilket kolossalt talent de besidder.

Kunstner
Titel
Magma
Dato
17-06-2016
Trackliste
1. The Shooting Star
2. Silvera
3. The Cell
4. Stranded
5. Yellow Stone
6. Magma
7. Pray
8. Only Pain
9. Low Lands
10. Liberation
Forfatter
Karakter
666

Nogle få mennesker kan ikke forstå Gojira, men de af os, som kan, mener, at det er et af de bedste metalbands, som scenen har at byde på – også live. En af bandets stærkeste plader er uden tvivl ’The Way of All Flesh’ fra 2008, og da efterfølgeren ’L'Enfant Sauvage’ kom ud fire år senere, var alle ikke lige begejstrede; den franske kvartet har aldrig lavet et decideret dårligt album, men dette var markant blødere og på en måde også mere elektronisk end forgængeren. Kort sagt var ’L´Enfant Sauvage’ ikke et metalalbum, som man kunne forvente af netop dette band, og særligt produktionen var utroligt poppet i forhold til, hvad bandet tidligere havde disket op med.

Situationen kan sammenlignes med Mastodons ’Crack the Skye’ fra 2009, som udkom tre år efter bandets darlingalbum ’Blood Mountain’; forventningerne hos publikum var høje, men Atlanta-bandet skiftede så radikalt stil mod det mindre hårde, at de tabte mange fans. Gav man sig derimod tid til at komme ud over albummets ”poppethed”, opdagede man lige pludselig, at albummet under overfladen var utrolig stærkt.

Til forskel fra Mastodon, som valgte at fortsætte i den poppede retning og efterfølgende udgav deres karrieres absolut værste album ’The Hunter’ i 2011, hvor de mistede deres personlighed og kendetegn fuldstændig, har Gojira fundet en gylden mellemvej mellem deres bagkatalog og den mere rolige og elektroniske tilgang fra ’L'Enfant Sauvage’ med det aktuelle album ’Magma’.

Førstehåndsindtrykket af ’Magma’ er en svært tilgængelig plade, der har et massivt lydbillede – kompromisløs, tung og kortfattet. Albummets 10 sange har kun en samlet varighed på knap 44 minutter, og det er det korteste udspil i bandets eksistens. Trods to instrumentelle numre, ’Yellow Stone’ midt på albummet og afslutningssangen ’Liberation’, som trækker klare tråde til ’The Link’ (hvilket introen på albummets syvende sang ’Pray’ i øvrigt gør i endnu større grad), er ingen plads spildt. Alle sange spiller en afgørende rolle i et sammenhængende lydbillede og univers, ligesom det var tilfældet på Behemoths mesterværk ’The Satanist’ fra 2014. Men alligevel er numrene tilpas forskellige fra hinanden til, at de ikke flyder sammen; sammenhængen er forudsætningen for en rytmisk dynamik og en musikalsk diversitet.

 

Udover albummets rytmiske alsidighed bidrager også Joe Duplantiers vidtspændende vokal til et varieret udtryk. Lige netop vokaldelen er ’Magma’s største positive overraskelse; aldrig har et Gojira-album brugt eller turdet at bruge så meget ren vokal. Og det er bemærkelsesværdigt, at to af pladens absolut største højdepunkter, åbningssangen ’The Shooting Star’ og titelsangen, er båret af denne for bandet uvante vokalform. Trods den heftige brug af effekter på vokalen – der dog bruges for at fremme den musikalske fortælling, og ikke for at skjule vokale mangler – er Joe Duplantiers evner som sanger vokset gevaldigt og er endelig modnet nok til at være med til at videreudvikle bandets musik.

Albummets andet særkende i forhold til bagkataloget er brugen af kontraster i guitararrangementerne. Joe Duplantiers og Christian Andreus legende harmonier, hvor leadguitaren adskillige gange undervejs er placeret på et karakteristisk lyst register, er med til at løfte albummet.

Det er også bemærkelsesværdigt ved albummets brug af guitarer, at der er færre tekniske riff, end man ellers er vant til hos bandet. Der hersker ingen tvivl om guitaristernes tekniske kundskaber, men de har ikke længere noget at skulle bevise; de er et af verdens største og førende bands i progressiv metal, og netop det giver dem måske nu råderum til at udfolde sig kreativt og fokusere på et både mere simpelt og større musikalsk udtryk.

I det hele taget er bandet utrolig velspillende og komplementerer hinanden godt. På ’Magma’ beviser Mario Duplantier endnu engang, hvorfor han er en af metalverdenens dygtigste og mest talentfulde trommeslagere med et utroligt velbehersket, tilstedeværende og overbevisende trommespil, hvilket Jean-Michel Labadie er med til at understøtte med sit kraftfulde basspil.



Standarden for metal anno 2016
’Magma’ er kulminationen på Gojiras karriere, og det understreges af hver gennemlytning. Selvom albummet kan forekomme mindre teknisk og mere poppet i sit udtryk – som det også var tilfældet med forgængeren ’L´Enfant Sauvage’ – har det en legende overlegenhed over sig. Det er på én gang både unikt og tro mod bandets bagkatalog.

Det siger meget om medlemmernes musikalske talenter, men det siger næsten endnu mere om et band, der trods 20 års eksistens stadig formår at være i udvikling – og af denne grund bliver Gojiras næste udspil spændende at vente på.

For med 'Magma' har Gojira bevist, at de hører til i den øverste elite af metalorkestre; dem, der sikrer genrens fremtid efter Black Sabbath, Iron Maiden & co. takker af.

Læserkommentarer

Hvad fanden har de gang i? tænkte jeg ved første gennemlytning. Men efter to yderligere gennemlytninger står det klart at Gojira er fuldstændig geniale!

De kan det hele, de er modige, og så spiller de bare pissegodt.

Til gengæld er jeg meget uenig mht. anmelderens kommentar om The Hunter. The Hunter er sgu også en fantastisk plade.

Helt enig.

Hvad fanden har de gang i? tænkte jeg ved første gennemlytning. Men efter to yderligere gennemlytninger står det klart at Gojira er fuldstændig geniale!

De kan det hele, de er modige, og så spiller de bare pissegodt.

Til gengæld er jeg meget uenig mht. anmelderens kommentar om The Hunter. The Hunter er sgu også en fantastisk plade.