Tam tiger

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/b8/1c/25/Good-Tiger-9-1518692317.jpg
15. Februar 2018    

Den britiske supergruppe Good Tigers debut, ’A Head Full Of Moonlight’, var intet mindre end en ualmindeligt positiv overraskelse. Andet album, ’We Will All Be Gone’, er det stik modsatte.

Kunstner
Titel
We Will All Be Gone
Trackliste
The Devil Thinks I'm Sinking
Float On
Such a Kind Stranger
Blueshift
Salt of the Earth
Grip Shoes
Just Shy
Nineteen Grams
Cherry Lemon
I'll Finish This Book Later
Karakter
2

I 2015 udgav den britiske supergruppe Good Tiger deres debut, ’A Head Full Of Moonlight’. En spændende og vellykket debut, der voksede ved flere gennemlytninger. Udgivelsen var så vellykket, at Metal Blade Records signede bandet, genudgav debuten og nu også udgiver Good Tigers' andet album. Opfølgeren fra Derya Nagle og Joaquin Ardiles (tidligere The Safety Fire, Elliot Coleman (tidligere Tesseract), trommeslager Alex Rûdinger (tidligere The Faceless) og bassist Morgan Sinclair er også en ventet opfølger. Desværre er det en udgivelse, der langt fra lever op til de forventninger, bandet skabte med deres debut.

’We Will All Be Gone’ er, som titlen antyder, en mere alvorlig plade. Mindre humoristisk, mindre legende og mere mørk i forhold til debuten. Det er i sig selv ikke nødvendigvis indikatorer for, at Good Tigers anden plade er dårlig, tværtimod er udvikling velkommen. Generelt klæder det også bandet at have et mere alvorligt fokus, især på den lyriske front. Colemans lyse vokalfraseringer om håbløshed, det uvisse og den uundgåelige afslutning på alt, som vi hele livet forsøger at holde på afstand (’The Devil Thinks I’m Sinking’), eksemplificerer fint bandets fokus på alvor frem for det legende. Når Coleman på ’Grip Shoes’ synger “It's rough, watching potential slip into the fray/ Perspective lost, spinning out/ We're not boys just climbing trees”, er det et decideret farvel til hvad der var engang og goddag til voksenlivet.

På sin vis er der en fin rød tråd fra temaerne til udviklingen i lyd. Men det er FOR vellykket. Man savner den legende signaturguitar, som Nagle og Ardiles er kendt for. Ligeledes de mange temposkift, der gav ’A Head Full of Moonlight’ dynamik. Ikke at ’We Will All Be Gone’ ikke indeholder solide riffs eller temposkift, det er bare sjældent rigtig sprælsk eller livligt. Det virker, som om de to guitarister har besluttet, at det helst ikke må blive alt for vildt.

Man savner også Colemans potente growl som pendant til hans lyse og til tider nasale vokal. Specifikt legen mellem det mørke, nærmest bombastiske og de skrøbelige, lyse fraseringer. På ’We Will All Be Gone’ begrænser Coleman sig, og den manglende vekslen giver et meget monotont lydbillede, hvad angår vokalen. Coleman har en flot vokal, men med det ensidige fokus fremstår hans vokalarbejde nærmest irriterende og skingeret i længden.

’We Will All Be Gone’ er ikke en decideret dårlig plade. Men det er absolut heller ikke en vellykket plade. Den alvor, der gennemsyrer pladen, gør desværre også, at udgivelsen mangler højdepunkter og potens. Ved flere gennemlytninger er det få numre, der for alvor fænger. Primært fordi det simpelthen bliver for kedeligt og intetsigende. ’Blueshift’ fænger hurtigt. Fordi Good Tiger endelig leger lidt med lyden. Det melodiske nummer bliver båret af en gentagen og meget catchy melodisk sampling. På samme måde udmærker ’The Devil Thinks I’m Sinking’ på grund af den opfindsomme indledning sig, og ’Just Shy’ grundet det melodiske og særdeles melankolske c-stykke. Men ellers er der ikke meget decideret mindeværdigt at finde på ’We Will All Be Gone’.

Der hersker ingen tvivl om, at de fem medlemmer kan komponere indlevende, moderne, småpoppede prog-melodier. Bagkataloget er mere end overbevisende, andre projekter såvel som debuten. Men på ’We Will All Be Gone’ lykkes det sjældent at skrive den mindeværdige og gode komposition. Good Tiger spiller stadig teknisk flot. De fem medlemmer beviser gang på gang, at de har kundskaberne, men samtidig lader det til, at brønden af gode ideer er ved at tørre ud. Forhåbentlig genfinder de fem medlemmer lidt af det barnlige, legende og sprudlende, der tidligere prægede Good Tiger. Ellers bliver kvintettens fremtid sandsynligvis lige så kedelig som store dele af ’We Will All Be Gone’.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her