Grummere og gladere
Populær
Amon Amarth har med 'Deceiver of the Gods' begået et mere veloplagt album, end man har hørt fra den kant længe.
2. As Loke Falls
3. Father of the Wolf
4.Shape Shifter
5. Under Siege
6. Blood Eagle
7. We Shall Destroy
8. Hel
9. Coming of the Tide
10. Warriors of the North
For to år siden udkom Amon Amarth med albummet 'Sutur Rising', hvilket var en sådan ok plade, men ikke noget der fik folk i langskibene – i hvert fald ikke Devilutionredaktionen. Med den nys udkomne samling sange, ' Deciever of the Gods', kan dette sagtens ændre sig.
Først og fremmest er den nye plade tungere og mørkere i lyden – grummere, om man vil. Og der er mere af den, altså lyden, hvilket er en klar forbedring ifht. forgængeren, der lyder lidt tyndbenet, når man sammenligner. Dernæst har Amon Amarth kigget tilbage, ikke bare til fordums mægtige Norden som traditionerne byder, men også til fordums mægtige metal. Musikken har elementer af amerikansk firserthrash, mens twin-guitarerne i højere grad giver mindelser om Iron Maiden, end de har gjort før. ”Tyveri” tænker du måske, men så bør du tænke på, at intet gør en viking gladere, end at berige sig på engelskmandens bekostning, og dét kan man faktisk høre i musikken, for den er mere vedkommende, end den har været længe.
Men Amon Amarth spiller stadigvæk meget disciplineret, genren taget i betragtning. Nok er stilen en form for død, men det er langt fra spillet så vildt, som eksempelvis deres landsmænd i Unleashed spiller. Disciplinen er godt nok med til at gøre musikken storladen og malerisk, men er også kedelig sine steder. Sådan har det været før, og sådan er det stadig på seneste udspil, hvor man også finder passager, som det er vanskeligt at koncentrere sig om, fordi det hele bliver lidt for kværnende midttempo-standard-Amon Amarth. Frontmand Johan Heggs dybe, growlende vokal skal nævnes i denne sammenhæng. For lige så dygtig han er til, hvad han gør, lige så meget lyder han som sig selv. Helt og aldeles. Helt ned til fraseringerne. Og selv om bandet har inviteret tidligere Candlemass-sanger Messiah Marcolin med på sangen 'Hel' (der også har et episk kor med i baggrunden), så er vokalen samlet set lidt for monoton.
Men selv om pladen altså ikke er helt så inspirende og fnisende euforisk som nedbrændingen af et nonnekloster, så er 'Deceiver of the Gods' en af de bedre Amon Amarth-udgivelser og bestemt musik, der bør få os til at søge mod langskibene. Mod England!