Grungezzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz
Populær
InCrests debutfuldlængde er desværre en skuffende og søvndyssende omgang slæbende rock.
02. Changing Time
03. Even Though
04. Singular Sequence
05. Jenna Lynn
06. Pistology (feat. Julie Krogsboll)
07. The Golden
08. Strangest World
09. Matrixity
10. Make Me
11. The Golden, Pt. 2
Danske InCrest spiller grunge – eller, som bandet selv kalder det, alternativ grunge. Bandet er en trio, der består af Malte Sandbjerg (sang og guitar), Anders Hagedorn-Olsen (bas) og Jonas Godtkjær (trommer).
Bandet har været undervejs mod første debutalbum i mere end 10 år. Det tidligere er blevet til tre ep’er udgivet i henholdsvis 2005, 2007 og 2009. Disse udgivelser synes ikke at have kastet meget omtale af sig for bandet, og det må nok desværre forventes, at det første egentlige album også hurtigt vil være glemt.
Heller ikke på live-fronten har bandet været særligt aktive. Ifølge bandets website er det igennem årene kun blevet til få og sporadiske optrædender.
Bandet angiver selv, at inspirationen er hentet hos Nirvana, Foo Fighters og Porcupine Tree. Det er jo sådan set fine inspirationskilder, men det tætteste, som InCrest kommer på disse forbilleder, lyder som Nirvana på valium udsat for en sanger, der på ingen måde på ingen måde er i nærheden af at besidde Kurt Cobains desperate vokal eller stemmemæssige udstråling.
Sangene på ’Rubicon Atlas’ er ret enslydende og temmelig kedelige. En anden modtager vil måske kalde det for nærværende og indadskuende, men for Devilutions kernelæser vil det formentlig bare være kedeligt.
Fremførelsen er desværre heller ikke særlig imponerende. Bandet har haft Søren Andersen inde over produktionen, men den er alligevel temmelig steril og tam. Sangene lyder meget som noget, der er komponeret på akustisk guitar, hvorefter der er sat bas og trommer på, samtidig med at der er sat lidt strøm til guitaren og med mere eller – især – mindre grad af forvrængning på. Det er pænt, og det er nydeligt. Men det rykker altså ikke rigtig noget.
Det værste er dog Malte Sandbjergs vokal. Når man påstår at spille grunge, lægger det op til, at der er en vis grad af desperation, livslede og aggression i sangen. Hos Malte er det alt, alt for pænt. Vokalen ligger vel nærmest midt mellem Tim Christensen og Jascha Richter fra Michael Learns To Rock med lidt kant.
Enkelte sange skiller sig lidt ud. ’Singular Sequence’ minder eksempelvis svagt om Dizzy Mizz Lizzy. På ’Pistology’ er der lidt strygere og kvindevokal, hvilket klæder den stille sang ret godt, uden at det dog giver anledning til egentlig begejstring.
Første videoudspil fra ’Rubicon Atlas’ er ’Jenna Lynn’. I skarp kontrast til den forslæbende sang begynder videoen ret dramatisk og nervepirrende i form af tre mænds jagt på en ung kvinde. Det hele ender dog i en urkomisk slutning, som man kunne have undværet.
Det samme kunne man mene om hele albummet. Det er lidt trist, at InCrest ikke har fået mere ud af ti års forberedelse til denne debut.
Der er desværre ikke meget at hente for Devilutions læsere på ’Rubicon Atlas’.