Mørk forløsning

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d8/5a/98/hallatar-cover-52-1508701753.jpg
22. Oktober 2017    

Som terapi i sorgen over tabet af sin livspartner har Swallow the Suns Juha Raivio skabt Hallatar til minde om sin elskede. Et smukt lys i mørket er nu tændt.

Kunstner
Titel
No Stars upon the Bridge
Dato
20-10-2017
Genre
Karakter
5

Juha Raivio fra Swallow the Sun mistede sit livs kærlighed, Aleah Liane Stanbridge, i april 2016. For at komme ud af sorgen og for at mindes Stanbridge, med hvem han havde Trees of Eternity, har han dannet Hallatar. Trees of Eternity nåede at udgive et album, der dog først udkom efter hendes død. Her kan man høre hendes smukke stemme, men hun er også nærværende på 'No Stars upon the Bridge', da sangene bygger på tekster og digte fra netop hendes hånd.

Selv siger Juha Raivio, at han midt i sorgen måtte gribe guitaren og skrive sig ud af den triste sindsstemning for ikke at gå helt i sort. Sort var dog ugen, hvor musikken, hvor dette album blev til. Raivio husker ikke meget fra den uge, hævder han selv. Hvor man på forhånd kan mene, at en uge kan være ret lidt til at skabe et så smukt, dystert og krævende værk, som 'No Stars upon the Bridge' er, så er det her utroligt gennemført doom/death metal. Klangfulde rene guitarpassager, onde growls, hviskende vokal og sjælesøgende smukke vokaler tilsat en tung, tung guitar. Altsammen pakket i en passende produktion til stilen.

Tomi Joutsen i topform
Swallow the Sun-guitaristen har skabt musikken alene, men han har ikke udført den alene. Han varetager selv strengeinstrumenter og keyboards, men til det tunge trommespil har Gas Lipstick (ex-Him) med perfekt minimalisme gjort sit. På vokalen finder man Tomi Joutsen, der i dag kendes mest for sit arbejde i Amorphis, og selvom han her både growler og synger, så er hans fulde repertoire imponerende nok ikke fuldt ud vist dér. Det står klart med Hallatars plade, for her viser han endnu grummere growls og endnu mere følelsesladet vokal. Simpelthen en pragtpræstation fra hans side.



Helhed og variation
Der er naturligvis masser af referencer til Swallow the Sun, men det hele er mere storladent. Musikken rammer dybe følelser og sætter en sørgmodig film op for lytteren. Tempoet er lavt, musikken er smuk eller tung eller begge dele samtidig. Der anes nogle interessante paralleller til ligeledes finske Tyranny, når der af og til gås fuldstændigt ned i kulkælderen med slæbende sløv doom, der tangerer funeral doom, som Tyranny netop mestrer til fulde. Det er specielt i sangen 'The Maze', men Hallatar forlader dog det afgrundsdybe hurtigere, end funeral doom ville gøre det, og søger op mod overfladen og lyset, som svanen på pladecoveret bryder fri af det, der tynger den.

På trods af doom-genrens relativt begrænsede rammer kommer Hallatar vidt omkring og det med en intakt sammenhæng over hele albummets længde.

Det har helt sikkert gjort ondt på Juha Raivio at lave dette udspil. Men det har også hjulpet ham, og det kan høres. Det er et meget ægte og nærværende album, som det er meget let at lade sig opsluge af på en mørk efterårsaften. Det er svært at forestille sig en flottere mindesten.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her