Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hardrockens håb rocker igennem

Populær
Updated
Hardrockens håb rocker igennem
Hardrockens håb rocker igennem
Hardrockens håb rocker igennem
Hardrockens håb rocker igennem
Hardrockens håb rocker igennem

Mindre end et år efter debuten er super-supergruppen Black Country Communion på banen med '2'. Et album, der ikke skuffer, men sælger sig selv allerbedst på de sidste skæringer.

Titel
2
Dato
13-06-2011
Distributør
Trackliste
1. The Outsider
2. Man In The Middle
3. The Battle of Hadrian's Wall
4. Save Me
5. Smokestack Woman
6. Faithless
7. An Ordinary Son
8. I Can See Your Spirit
9. Little Secret
10. Crossfire
11. Cold
Forfatter
Karakter
5

De gjorde det alle, alle de helt store i slut-tresserne og start-70'erne: Sprøjtede albums ud på samlebånd. Helst to album på under et år.

Og sådan er det også med det, der i dag kommer tættest på at være den ægte vare i forhold til den tid, hvor den klassiske hardrock lagde de betydelige grundsten til den metal, som vi går og nyder i dag.

Den ægte vare er selvfølgelig supergruppen Black Country Communion, der består af bassist og vokalist Glenn Hughes (Deep Purple, Black Sabbath, Gary Moore m.fl.), guitarist Joe Bonamassa, trommeslager Jason Bonham (Foreigner m.fl. og søn af Jon 'Bonzo' Bonham, Led Zeppelin) og keyboardspiller Derek Sherinian (Dream Theater).

Black Country Communion brød rockmuren for et år siden med den utroligt velspillede, velsiddende og helt igennem autentiske debutplade. Og nu er de tilbage med opfølgeren, der slet og ret hedder '2'.

'2' holder afgjort debutens tårnhøje niveau, men er et album, der er noget sværere at komme ind på livet af. Men når du er inde på livet af det, så bare vokser og vokser det og bliver mere og mere spændende for hver gennemlytning.

Referencerne er mastodonterne fra start-70'erne: Led Zeppelin, Deep Purple, Free, Bad Company, Uriah Heep.

Men BCC er også så meget sig selv - ikke mindst i kraft af frontfigurerne Glenn Hughes og Joe Bonamassa, der er et rockende match skabt deroppe, hvor "Bonzo", Phil Lynott, Gary Moore og Ronnie James Dio kører et langt, guddomeligt jam.

Der er mange gode ting ved BCC, og et par af sidegevinsterne er, at Glenn Hughes synger i stedet for at skrige, og at der ikke spilles funk i ét væk - som Hughes ellers har haft for kedelig vane de seneste ti år.

BCC '2' er de stærke riff, de vedholdende omkvæd, Hughes' vokal, der ikke er hørt bedre i mere end ti år, og Bonamassas leadguitar, der nærmest er helt og aldeles perfekt; aldrig pikspillende, den ligger der bare og stikker os soli, der sidder i skabet uden på noget tidspunkt at være overspillet. Det er to solister, der forstår kunsten at holde igen, så BCC bliver en hold-ting og ikke et scene, hvorpå d'herrer skal promovere sig selv. At Jason Bonham ligger en solid, sej og stærk bund - og at Derek Sherinian får langt mere plads på '2' end på debuten - gør bare oplevelsen af '2' så langt mere fuldbyrdet.

Interessant er det, at albummet sælger sig selv allerbedst på de sidste skæringer, hvor 'Little Secret' og især 'Cold' når op på siden af BCC's til dato stærkeste nummer, 'Song of Yesterday'.

'Little Secret' er en bluesballade, som vi har hørt Bonamassa levere effektivt og smukt så mange gange før. Forskellen: En Glenn Hughes, der synger den hele vejen hjem, afdæmpet, smertefuldt og helt og aldeles kuldegysende. Og så et hårdtrockende mellemspil før det blide og melodiske omkvæd. Fantastisk.

Fantastisk er også albumafslutterende 'Cold', hvor Hughes træder vokalmæssigt endnu mere i karakter på et nummer, der er helt igennem gennemført flot. Stille, tungt, heavy, insisterende.

Der er masser af højdepunkter på den stærke toer. Og det bliver dem, der ryger i iPod'en den 12. juli, når Devilutions ellers så begejstrede udsendte er sendt til Jylland på sommerferie, mens Black Country Communion med sikkerhed leverer det, der - når året er slut - vil stå som den stærkeste rockoplevelse i Danmark i 2011. Be there, folks!