Årets danske skuffelse? Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/4e/49/dd/Helhorse-Cover-11-1463340123.jpg
15. Maj 2016    

En superproducer. Et internationalt label i ryggen. Ambitionerne om et gennembrud i udlandet fejler intet, men det er svært at forestille sig, at Helhorse kommer til at indfri dem med deres tredje plade, der skuffer med mangel på mindeværdige sange.

Kunstner
Titel
Helhorse
Dato
13-05-2016
Distributør
Genre
Trackliste
1.Carry Your Own
2.Among the Wolves
3.Fortune Favors The Bold
4.Interlude I
5.The Blood Boiler
6.Hell Of A Ride
7.Interlude II
8.Raise The Black Flag
9.Interlude III
10.My Haven Your Hell
11.No Fucks Given
Karakter
2

Her på Devilution var vi overordentligt glade for Helhorses ’Oh Death’ fra 2013, som vi kastede hele fem sorte kasser efter. Derfor har efterfølgeren også været ventet med spænding.

Nu er den her så endelig. Titeldøbt efter gruppens eget navn og med et coverartwork, der kun kan være inspireret af Queens berømte pladeomslag fra briternes ’Queen II’ fra 1974. Begge valg synes at være strategisk gode træk i planerne om at slå igennem i udlandet.

Men kampen i den internationale metal-arena kræver naturligvis mere end en effektiv indpakning.

Her har Helhorse fået to stærke kort på hånden. Danskerne er blevet signet på finske Spinefarm Records, der blandt andre har navne som Children of Bodom, Airbourne og Dark Tranquillity i stalden.

Den gode produktion

Følger man interesseret med i bandet, er det nok heller ikke gået én forbi, at produceren Michael Beinhorn sidste år lagde vejen forbi GainFactory Studios i København, hvor Helhorse har indspillet.

Amerikanske Beinhorn er et respekteret navn i musikbranchen. Med god grund.

Han har tidligere været i Danmark og produceret for Mew, men Beinhorn er først og fremmest kendt for at være manden bag Soundgardens ’Superunknown’, Ozzy Osbournes ’Ozzmosis’, Marilyn Mansons  ’Mechanical Animals’ og Korns ’Untouchables’, blot for at nævne nogle af de få succeser, han står bag.

Teknisk set står han dog ikke helt bag ’Helhorse’, selvom det var sådan, historien blev serveret, da han tog turen til hovedstaden.

Beinhorns funktion har været som såkaldt Musical Supervisor, mens GainFactory Studios’ ejer, Jakob Gundel, der tidligere har produceret Siamese, Stella Blackrose og Black Book Lodge, står bag det endelige resultat.

Og det gør Gundel godt. Produktionen er ganske god med en dyster og tung lyd med en masse bund. Visse steder, ikke mindst på vokal og korsiden, synes produktionen dog at være lidt alternativ.

Svage sange
Generelt er den side af sagen dog samlet set glimrende nok. Den musikalske fremførelse er der heller ikke så meget at sætte en finger på.

Manglen er derimod de gode sange, der glimrer ved deres fravær.

Selv efter gentagne gennemlytninger, pauser og efterfølgende tilbagevenden til endnu flere gennemlytninger er det bare så svært at finde noget, der sætter sig i hukommelsen og vækker genkendelsens glæde ved næste gennemlytning.

For mange af numrene minder meget om hinanden, og i de enkelte sange er der bare ikke rigtig nogle twists eller skift, der får lytteren til at spidse ører.

Hver sang kører derudad næsten uden temposkift, stort set uden mindeværdige hooklines, med fravær af mindeværdige omkvæd. Det hele bliver bare så ganske ensformigt, at det lyder ligegyldigt.

Overflødigt fyld
Umiddelbart er der 11 sange på albummet. Men ved en nærmere gennemgang reduceres det reelt til kun otte sange, da tre af ”sangene” består i mellemspil benævnt ’Interlude’ I, II og III.

Der er tale om instrumentale sekvenser med maskinelt præg og med lidt sporadiske anslag på instrumenter og forsøg på lydlandskaber. På ’Interlude III’ sniger der sig også lidt svært afkodelig tale ind. Det er et mysterium, hvad Helhorse har tænkt sig med disse tre overflødige sekvenser, udover at få anmeldere som undertegnede til at stille spørgsmål ved dem og irritere lytterne generelt.

Det synes objektivt set noget luksuriøst at bruge 3 minutter og 53 sekunder ud af en samlet spilletid på bare godt 37 minutter på noget så umiddelbart uforståeligt.

Hvis så bare pladens reelle otte rigtige sange havde reddet albummet. Men det er desværre ingenlunde tilfældet.

Mere mærkeligt end godt
Åbneren ’Carry Your Own’ begynder sådan set udmærket med et tungt riff, men dør hen ad vejen under nogle nærmest grunge-lydende sangstykker. Tempoet kommer lidt op i efterfølgeren ’Among the Wolves’, men riffet minder meget om det i forgængeren. Nummeret har et af albummets eneste omkvæd. Og det er et af de få elementer, der bundfælder sig, idet sanger Mikkel Wad Larsen synger ”Among the Wuuulllves” i noget, der nok skal lyde som et ulvehyl. Det er mere mærkeligt, end det er godt.

’Raise the Black Flag’ kunne have været et af albummets højdepunkter. Sangen har et godt riff og en god pumpende rytme. Men vokalen er til gengæld ganske ringe på sangen. Dobbeltvokalen mellem Larsen og Aske Kristiansen fremstår mærkelig, og koret, der dukker op her og der, lyder ganske falsk, hvilket dog muligvis er gjort bevidst.

Den sang, der fungerer bedst på albummet, er nok den lettest tilgængelige. ’My Haven Your Hell’ er ikke særligt raffineret. Men det svinger godt. Albummet sidste sang – den lidt punkede ’No Fucks Given’ – er også hæderlig. Måske fordi det netop er den slags numre, som bandet reelt kan skrive og spille. For mest af alt efterlades man med et indtryk af et band, der har forsøgt at udvikle sig over egne begrænsninger.

Står ikke distancen
Ikke at det gør ’Helhorse’ til en decideret ringe udgivelse. Det skulle bare ikke undre, om det vil vise sig, at når Helhorse har indspillet og udgivet næste album, vil der ikke blive plads til en eneste af sangene fra ’Helhorse’ i sætlisten til de efterfølgende koncerter.

Der er simpelthen ikke en eneste sang på albummet, der løfter sig op på et niveau, der er virkelig godt. Og slet ikke godt nok til et internationalt gennembrud.

Det skuffer. Det skuffer især, fordi Helhorse ikke står distancen og smeder igennem, mens jernet er varmt. De får opmærksomheden. De får i særdeleshed mulighederne. Om en måned gæster de Copenhell for tredje gang på festivalens blot syv leveår. Samme arrangører fra Live Nation smed også Helhorse på som support til to af sidste års største hårde musikbegivenheder: AC/DC i Roskilde og Slayer i Helsingør.

Det har fået skeptiske tunger til at mumle i hjørnerne. Desværre for Helhorse er ’Helhorse’ bare ikke fuckfingeren til kritikerne. Det er snarere en bekræftelse på, at de ikke har materialet til at blive fremtidens store danske navn i udlandet – eller endda i hjemlandet.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her