Hell ain't a bad place…
Populær
Efter gendannelsen i 2008 er Hell nu tilbage med det svære andet album. Heldigvis er der ingen tegn på, at man er gået kold i helvede.
2. The Age of Nefarious
3. The Disposer Supreme
4. Darkhangel
5. Harbinger Of Death
6. End Ov Days
7. Deathsquad (Instrumental)
8. Something Wicked This Way Comes
9. Faith Will Fall
10. Land Of The Living Dead
11. Deliver Us from Evil
12. A Vespertine Legacy
Hell har haft en af metalmusikkens mærkeligste karrierer. Bandet blev dannet i 1982 i England. På dette tidspunkt havde alle de nye engelske NWOBHM-bandsl som Iron Maiden, Saxon, Def Leppard, Raven, Samson, Tygers of Pan Tang osv. allerede fået deres albumdebut, så på trods af, at bandet gjorde et ikke ubetydeligt indtryk med deres lidt speede og progressive version af NWOBHM, så fik Hell aldrig det fortjente gennembrud. Godt nok blev der skrevet kontrakt med det obskure belgiske label Mausoleum, der stod bag en masse metaludgivelser i begyndelsen af firserne, men to uger før bandet skulle i studiet, gik selskabet konkurs.
Det blev derfor aldrig til et debutalbum for bandet, og efter års slid på krop og sjæl endte det hele foreløbigt i 1987 med den oprindelige forsanger Dave G. Hallidays selvmord.
Gendannelse
I 2008 vendte de oprindelige medlemmer imidlertid tilbage, hvilket formentlig ikke mindst skyldtes en opfordring fra stjerneproducer Andy Sneap (ex. Sabbat og producer for Kreator, Soulfly, Nevermore, Testament, Cradle of Filth, Megadeth, Accept og mange, mange flere), der som dreng havde haft Hell som et af sine yndlingsbands og havde fået guitarundervisning af Dave G. Halliday.
Andy Sneap trådte selv ind i bandet som guitarist ved siden af oprindelige medlemmer i form af guitarist Kev Bower, trommeslager Tim Bowler og bassist Tony Speakman. Ny forsanger og frontmand blev David Bower, Kev Bowers lillebror.
David Bower har en skuespillerbaggrund, der – i det mindste for nogle – har givet Hell et stærkt visuelt udtryk på livefronten, hvor koncerterne i lige så høj grad har karakter af en forestilling, som af en afspilning af bandets sange. Det skal så understreges, at David Bower også har en ganske fin vokal. Ellers havde Andy Sneap nu nok også sagt stop.
Ny start - Debutalbum
Bandets ”debutalbum” udkom i 2011 på Nuclear Blast og bestod stort set udelukkende af sange, som bandet havde skrevet i firserne. Det var et godt album. Og her vi så fremme ved ’Curse & Chapter’. For nu har bandet altså ikke haft helt så lang tid til at komponere som sidste gang, og samtidig er der nu andre folk inde over sangskrivningen.
Det svære andet album
Den umiddelbare konklusion må være, at projektet er lykkedes. ’Curse & Chapter’ er tro mod bandets oprindelige lyd og stil, som samtidig er tilføjet lidt flere omkvæd, som der ikke var så meget af på bandets første kompositioner. Samtidig synes der også i guitarstykker og opbygning at være hentet lidt inspiration fra Mercyful Fate, hvilket bestemt ikke trækker bedømmelsen ned.
Albummet lægger ud med ’Gehennae Incendiis’, som har en spoken word-indgang, hvor Davis Bower lægger ud med en kort præsentation, hvor han lyder som Vincent Price på Alice Coopers gamle ’Welcome do My Nightmare, hvorefter der lægges kor og orkester på, inden første rigtige sang, ’The Age of Nefarious’, der er første singleuddrag fra albummet, sætter i gang med et ordentligt brag af high pitched guitar i den nu for anden gang kendte Hell-lyd. Der lægges ud med fuld power, og allerede her giver det lidt mindelser om Mercyful Fate, mens også den tyske power metal-skole i form af Blind Guardian også viser sig i form af de korsekvenser, der dukker op hist og her.
Den næste sang ’The Disposer Supreme’ holder måske ikke helt niveau. Men er dog en sang, hvor der udover NWOBHM også synes at være hentet inspiration fra såvel Mercyful Fate som doomrockerne Candlemass.
På ’Darkhangel’ fornemmer man måske for første gang Andy Sneaps kompositoriske input på Hells nye kompositioner. Her er der udover den traditionelle NWOBHM-tradition også inspiration fra thrash og noget progressivt nu-metal.
På ’Harbinger Of Death’ er vi derimod tilbage ved rødderne på en sang, der oser af firserne – men måske ikke nødvendigvis af England - selvom navne som Raven popper op - men også af den tyske scene med Accept, den skandinaviske med Mercyful Fate (igen) og hele Bay Area-scenen fra USA. Det lyder måske som et miskmask, men der er nu mening i galskaben.
På instrumentalnummeret ’Deathsquad’ får Hell også vist noget, der minder om Iron Maiden i dette bands progressive øjeblikke.
Sangen ‘Land Of The Living Dead’ er en fin sang med et fint Iron Maiden-drive, twinguitar og et straight forward omkvæd – kort sagt – det er heavy metal!
Hell er her og er stadig relevante på metalscenen
Og sådan fortsætter det. Det er fyldt med riffs, som nogle af os husker det fra firserne og en fremadstormende vokal.
Hell gik i limbo i 1987, genopstod i 2011 og lever fint i 2013. Jeg gad godt at se Hell på samme scen som Iron Maiden ved samme arrangement.
’Curse and Chapter’ er et godt album. Det er ikke perfekt, men der skal ske meget, hvis det ikke skal figurere på min top 5 for 2013.