Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Heltemetallen ud af ølteltet

Populær
Updated
Heltemetallen ud af ølteltet
Heltemetallen ud af ølteltet

Lyden af vind i håret, saltstænk i ansigtet, longsleeves med keltiske mønstre og en komplet samling 'Thorgal'-tegneserier: Primordials mørke paganermetal er så heltet og episk som nogensinde, og de er tilbage på rette spor med en af karrierens bedste plader.

Kunstner
Titel
Where Greater Men Have Fallen
Dato
24-11-2014
Distributør
Trackliste
Where Great Men Have Fallen
Babel's Tower
Come The Flood
The Seed of Tyrants
Ghosts of the Charnel House
The Alchemist's Head
Born to Night
Wield Lightning to Split the Sun
Karakter
5

Jeg stillede mig helt ud for enden af molen, derude hvor et skilt proklamerer, at hvis man er i bil, og man er stiv, så kører man i vandet nu; derude hvor et pigtrådshegn bevogter en rusten bøje og en bunke uidentificerbart skrot; hvor de vilde katte søger ud for at mæske sig i fiskeaffaldet på klipperne, blod og blæver i knurhårene, vagtsomme. Der stod jeg og gloede ind i en grå mur af støvregn, der hvor horisonten skulle have været, og der begyndte pladen i mine ører endelig at åbne sig for mig, herude gav den mening.

Det er nødvendigt at slå fast, at jeg slet ikke er metal nok til at kunne sige noget med nogen autoritet om Primordial, og derfor var jeg nødt til at opsøge det mest metal sted i mit nærområde for at kunne træde ind i musikken. Jeg har hørt Primordial siden gennembruddet med 'To the Nameless Dead' i 2007, jeg har bare aldrig været nødt til at sætte ord på, hvorfor det egentlig er så godt, før nu.

På afveje i ølteltet

Det har de irske paganermetallere så heller ikke været hele vejen igennem det kvarte århundrede, de efterhånden har spillet. Åbningshymnen 'Empire Falls' på 'To the Nameless Dead' er den type metalsang, der er som skrevet til fællessang i ølteltet. Og der blev Primordial så en rum tid, i ølteltet, det endte med at koste dem deres trommeslager en overgang efter et fatalt dårligt show i Athen, og det efterfølgende album, 'Redemption at the Puritan's Hand' fra 2011, kunne slet ikke leve op til sin forgænger eller bare rigtig fænge i sig selv. Det hele sejlede lidt, og hvis man så endda også oplevede sangeren og bandlederen Nemtheanga pølle igennem i front for Dread Sovereign på dette års Heavy Days in Doomtown, er der ikke noget at sige til, hvis man ikke forventede sig det store af Primordial længere.

Så meget desto hårdere slår 'Where Greater Men Have Fallen'.

Titelnummeret åbner pladen med så åndssvagt meget schwung og så bundtung en chuggen, at man ikke tør tro på, det kan holde, indtil omkvædet sætter ind. Det er der, man begynder at synge med, lige med det samme, det er et nemt omkvæd. Og man synger næsten helt oppe i falsetten, og så er det, at dem, man er i rum med, fniser ad en, men det betyder ikke noget, det eneste, der betyder noget, er metal. At værne om den, som Primordial gør det i en tekst, der skyder lidt i alle retninger; den besynger dem, der bliver nødt til at begrave deres sønner, den handler også lidt om voldtagne døtre, et moderland med hjertet flået ud og et fremskridt som en mørk, satanisk mølle. Virkelig. Det nummer bliver en ny klassiker, det bliver et hit live, det bliver godt. En anden god kandidat er den en anelse mere nuancerede 'Come the Flood' der kalder på tusind års regn for at vaske blodet væk over et chorusindsøbet guitartema. Det er et nummer fuld af detaljer, sine steder lyder det, som om der ligger et uhyre diskret keyboard i baggrunden, men det kunne lige så godt være efterklangen af guitarerne. Lydbilledet på pladen er i det hele taget stort og klart med en arrig bas atypisk tydelig i mixet, men det betyder ikke, at det er direkte gennemskueligt.

Klassiske sangskriverdyder

Fornemmelsen af uanmasende, markerende, accentuerende keys er også til stede på pladens andet nummer, 'Babel's Tower', et umiddelbart lidt småkedeligt nummer, der kræver nærlytning før det går op for en, hvor mange ting der egentlig sker i det. Underspillede moduleringer, et vedholdende, men foranderligt tema i det man først havde troet bare var en Candlemass-hyldest. Omvendt direkte er 'The Seed of Tyrants', Primordials første regulære stykke black metal siden debuten 'Imrama' i 1995. Her er alle de hurtige effekter, blastbeats, flere lag growls, der væver sig ind og ud af hinanden, svirrende guitarer, og selvom det ikke er blandt pladens bedste numre, så er det et velkomment break.

For Primordial holder fokus på sangskrivning og afsluttede hymner uden plads til atmosfæriske mellemspil – det skulle lige være den godt tre minutter lange guitarintro til 'Born to Night' – eller andet, der kan bryde den stringente måde at sætte numre sammen på op. Det betyder, at der ikke er den store afveksling den timelange plade igennem, bortset altså fra 'The Seed of Tyrants' og 'Born to Night', og det kræver sine koncentrerede gennemlytninger at få albummet til stå klart frem.

Det oprindelige, det sande

Primordial henvender sig ikke til dem, der hører metal for at få det hurtige fix af noget fedt og sejt: Det er musik for de trofaste, dem, der har forlæst sig på vikingetegneserier, drukket sig en nydelig vom til på metalfestivaler rundt omkring i Europa, dem, der bærer deres keltiske tatoveringer med stolthed. Det er overhovedet ikke cool, og det er sådan set ret befriende: At metal ikke altid kan forklares med en håndfuld buzzwords, at det ikke bare er et heftigt effektjageri. Det er musik, der kræver en indsats af sine lyttere, en fordybelse som man ind imellem kan glemme det givende i, når man giver sig hen til den flygtige adrenalinrus fra det seneste nye nye.

'Where Greater Men Have Fallen' er lyden af det gamle gamle, det sande.