Herren er allerede døende efter andet udspil
Populær
Et skridt frem og to tilbage for Red Fangs legekammerater.
2. The Clearing at the End of The Path
3. A Wound Outside of Time
4. An Open Sore
5. Offering Pain (and An Open Minded Center)
6. Suckling at the Teat of a She-Beast
7. (All Hopes of a New Day)...Extinguished
8. Darkness Remains
Amerikanske Lord Dying er dannet i Portland, Oregon, og ved første gennemlytning af deres nyeste album, ‘Poisoned Altars’, må jeg da også sande, at de først og fremmest lyder umiskendeligt amerikanske. På den der beskidte, sludgede og testosteronfyldte måde. Deres musik udgøres først og fremmest af en temmelig stor portion sludge a la Kylesa, en god del lige ud ad landevejen-stoner a la Red Fang (der ligeledes kommer fra Portland) og en lille smule thrash-induceret heavy metal.
Albummet kommer rigtig godt fra start med titelnummer og første single ‘Poisoned Altars’, der efter den slæbende, men energiske intro fræser afsted, fulgt op af bastante trommer og hæst råbende vokal, for at blive afløst af et mere sludge-mudret omkvæd og ligeså mellemspil.
Men derfra mister pladen da også pusten lidt ...
Lord Dying gør brug af lidt af det hele i den hårde, primitive skala af metallen og har rigtig mange fine elementer; der er både buldrende hurtige og slæbende tunge guitarriffs, der er tromlende trommer, pludselige temposkift, en hæs, aggressiv vokal, og det er hverken for pænt eller poleret. Men der er bare meget lidt nyt at finde. Det mangler simpelthen en eller anden form for charme eller personlighed, en spændende nyvinkling eller nyfortolkning af genren; noget, der gør lige netop Lord Dying interessante og værd at trække frem og lytte til frem for et andet band fra samme scene.
‘Poisoned Altars’ er Lord Dyings andet fuldlængdealbum, og de skal altså bevise, at de i det mindste kan leve op til ‘Summon The Faithless’ fra 2013, der, trods meget lidt opmærksomhed herhjemme, af nogle medier blev udråbt til en af årets bedste debuter. Debuten var ingen revolution, men den havde mere nerve og originalitet end ‘Poisoned Altars’, så her har Lord Dying altså i den grad fejlet. Dette sker i min optik, fordi bandet her på opfølgeren i højere grad vælger at ride med på samme bølge som bl.a. Red Fang, Black Tusk og High On Fire. Lidt af denne tendens kan også høres på nummeret ‘An Open Sore’, hvor Aaron Beam fra Red Fang har været på besøg og ses i musikvideoen til titelnummeret, hvor Beam har taget resten af bandet med. Problemet er, at det hele kommer til at virke en smule søgt og uambitiøst. Lord Dying hverken spiller eller skriver desværre bare heller ikke lige så gode sange som de andre i genren, og det er nok også derfor, de ikke oplever samme hype som de førnævnte.
Som bandet selv skriver på deres bandcamp-side: “[...] Lord Dying gives something less than a fuck. Lord Dying are here to pummel and promote simpler things like Cold brew-Hot Shower.” Og måske er det hele problemet? Oregon-drengene har måske simpelthen ikke mere ambition i sig, end at de ikke skulle have været mere end et garageband, der kunne afslutte den ugentlige øver med en forfriskende Pabst Blue Ribbon i bruseren.