Hårdtslående sort hardcore

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f6/e2/f5/Hexis-cover-2-17-1513624924.jpg
18. December 2017    

Hexis' nye ep, 'VII', er en kulsort perle og en brutal omgang black metal, hvor indflydelsen fra hardcore er helt oppe i fjæset på lytteren.

Kunstner
Titel
VII
Trackliste
1. Derilictus
2. Nefarius
3. Famelicus
4. Miseria
5. Sacrificium
Karakter
4

Det er ikke mere end et halvt års tid, siden Hexis udgav deres andet studiealbum 'Tando Ashanti', og nu er de allerede klar med en ep. Den har fået titlen 'VII' og består af fem korte, men præcise sange. Den starter med 'Derelictus', der på bare ét minut når at indvarsle det kaos og inferno, der tager imod lytteren de næste 15 minutter.

Hexis' black metal iblandet hardcore er præcis lige så uimødekommende, som genresammenfaldet kunne indikere. Det er et angreb på samtlige sanser, når instrumenterne i kakofonisk rytme buldrer af sted i den udmærkede 'Nefarius' og i 'Famelicus', der bringer musikken nærmere noget, lytteren kan holde til at høre på. 'Miseria' er også en kort affære, hvorefter ep'en afsluttes med den mere tilbagelænede 'Sacrificium', der læner sig op ad atmosfærisk black metal a la Solbrud og flere andre navne i den danske undergrund, der gør sig i det messende og stemningsfyldte.

Ingen tvivl om, at Hexis kan noget helt særligt. Når man har hørt ep'en igennem nogle gange, og ens øregange har vænnet sig til musikken, så begynder lagene i musikken at folde sig ud. De forpinte skrig, den skærende guitar og de tordnende trommer indvarsler om ikke andet så musik, der er lavet af et rent hjerte. Her er ingen leflen for nogen eller noget som helst. Det er rent, og det er direkte fra undergrunden. Hexis har efterhånden eksisteret i lang tid og er de seneste par år virkelig kommet frem i bussen med både udgivelser og koncerter.

'VII' beviser med al tydelighed, at Hexis har en plads på den danske scene. Kan man lide at blive udfordret, er ep'en indsatsen værd.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil