Mindre karikeret, mindre rap-core og generelt bedre
Populær
Hollywood Undeads femte album er egentlig fyldt med gode, velkomponerede numre, men lider under en irriterende mangel på en musikalsk rød tråd.
Whatever It Takes
Bad Moon
Ghost Beach
Broken Record
Nobody's Watching
Renegade
Black Cadillac (feat. B-Real)
Pray - put em in the dirt
Cashed Out
Riot
We Own The Night
Bang Bang
Your Life
Man kan komme langt på attitude alene. Det er der flere gode eksempler på. Musikalsk kræver det oftest, at man har et minimum af talent, før man rigtig kan overbevise omverdenen. Hollywood Undead har begge dele. Det ene mere end det andet, men grundlæggende har den amerikanske kvintet, hvad der skal til for at stå distancen.
Gennem bandets snart 12 års eksistens har multiinstrumentalisten J-Dog og resten af ensemblet gjort deres for at skabe et ry som en flok bad boys, der er nede med det vilde party og smadrer døren op og lægger damerne ned på den rå facon. Så klichéfyldt, at det til tider har været nærmest ulideligt at lytte til Hollywood Undead. Men de har haft succes med at opbygge en fanbase på netop det grundlag ,og den fanbase vil kun blive større med bandets femte udgivelse ’Five’.
Siden udgivelsen af forrige album, ’Day of the Dead’, har trommeslager Da Kurlzz forladt bandet efter 12 år. Officielt er der endnu ikke nogen erstatning, men det lade ikke til at have haft nogen betydning for ’Five’. Bandet sigter direkte mod et mainstream publikum, men hvad andet kan forventes af et band, hvis største hits lyrik handler om et medlems penis.
Ovenstående beskrivelse af bandet er naturligvis karikeret. Lige så karikeret som bandets image og attitude. ’Five’ er det første album, bandet udgiver gennem eget selskab, så de må have tilegnet sig organisatorisk snilde mellem alle festerne. Og det er bandets bedste udgivelse. Selvom Hollywood Undead er let genkendelige og ikke satser ekstremt, lader det til, at J-Dog & crew er blevet lidt trætte af at synge om tissemænd og fest. Men kun lidt. I stedet indeholder pladen nogle herlige rebelske numre. Den sprudlende ’Renegade’ og ikke mindst åbningsnummeret ’California Dreaming’. Et nummer, der bygger på vrede, punkede riffs og hidsig rap akkompagneret af et melodiøst og singalong-venligt omkvæd, der ville gøre de fleste poppunk-bands misundelige.
Men de rebelske indslag er ikke den største forskel på ’Five’ og Hollywood Undeads foregående album. Det er mængden af ballader. Primært den melankolske type. Pladen er fyldt med numre, hvor temaet er kærlighed. Kærlighed til Californien, til Los Angeles og naturligvis den helt grundlæggende form for kærlighed til ens medmennesker – primært den mislykkede type. De fleste af numrene er ganske vellykkede. ’Ghost Beach’ har en insisterende melankolsk klang, mens ’Nobody’s Watching’ har et poppet omkvæd, der kunne være taget fra en Linkin Park-plade.
Men det bliver simpelthen for meget, og de mange poppede numre og elementer clasher fuldstændigt, når Hollywood Undead skal bevise, at de stadig er bad boys for life. Når Charlie Scene smørdryppende synger sig igennem omkvædet “Well, I know I should be moving on/ But I feel like I'm already gone/ Now if somebody'd only save me from/ This broken record that's playing in my heart” (‘Broken Record’), står det i stærk kontrast til lyrikken på blandt andet ‘Black Cadillac’, hvor Johnny 3 Tears smider om sig med ubehageligheder som “Got that pistol grip-hold and a muzzle to your head/ Yeah, somebody talked, yeah, somebody said/ Yeah, somebody's buried, yeah, somebody's dead”.
Det genremæssige clash er ikke en ny problematik i denne ammenhæng. Men det er tydeligere på ’Five’, end det tidligere har været, og det er ikke en fordel. Pladen mangler en rød tråd. Skal det være hardcore gangsta hip-hop som den vellykkede ’Black Cadillac’, emotionel electro-pop-rock som den ekstremt catchy ’Bang Bang’ eller bare romantisk chill-out som ’Ghost Beach’? ’Five’ er alt og alting, og det er ærgerligt, for trods genre-rodet indeholder ’Five’ mange gode numre.
Man skal nok være varsom med at proklamere at Hollywood Undead er blevet voksne, men det er blevet mere interessant og en lille smule mindre karikeret at lytte til amerikanerne.