Hvorfor / hvorfor ikke?
Populær
Råmaterialet til opbygningen af Whitesnakes nye værk er der ikke en finger at sætte på. Det mere tvivlsomt, om der har været grund til at gå i gang med byggeriet.
02. You Fool No One (interpolating Itchy Fingers) (Burn)
03. Love Child (Come taste the band)
04. Sail Away (Burn)
05. The Gypsy (Stormbringer)
06. Lady Double Dealer (Stormbringer)
07. Mistreated (Burn)
08. Holy Man (Stormbringer)
09. Might Just Take Your Life (Burn)
10. You Keep On Moving (Come taste the band)
11. Soldier Of Fortune (Stormbruinger)
12. Lay Down Stay Down (Burn)
13. Stormbringer (Stormbringer)
Et album, der udelukkende består i nye indspilninger af de bedste sange fra Deep Purple Mark 3’s to albums, ’Burn og ’Stormbringer’, samt fra Mark 4’, enlige ’Come Taste the Band’, kan næsten ikke gå helt galt. Dertil er sangene simpelthen for gode.
Helt galt går det heller ikke for David Coverdale og hans nuværende konstellation af Whitesnake. Men hvorfor lige udgive disse klenodier i Whitesnake-regi? David Coverdale vil formentlig gøre gældende, at det så sandelig er en del af hans egen sangskat, da han har været med til at skrive samtlige sange, der er med på ’The Purple Album’. Men så alligevel – har verdens rockfans virkelig stået og skreget på at Whitesnake skulle indspille disse sange i stedet for at skrive og udgive noget nyt? Det er svært ved at få øje på formålet ud over måske at give lidt mønt på kistebunden. Det forlyder endda, at det er Mrs. Coverdale, der har overtalt husbonden om, at ideen skulle være fremragende.
Helt tosset er det såmænd ikke
Men uanset baggrunden for ’The Purple Album’, så er det vigtigste dog, om Coverdale og Whitesnake er sluppet godt fra at pille ved disse hard rock-trofæer. Alt efter, hvor fundamentalistisk man værner om den autentiske klassiske rock lyd, så kan man jo naturligvis være enten negativ eller positiv. Men med de objektive lyttebøffer på, så er ’The Purple Album’ nu ikke helt skævt.
Navnet ’The Purple Album’ er lige så oplagt, som det er et dumt valg. Det er klart, at dette er Whitesnakes’ Deep Purple-album, men titlen indikerer, at vi her har gøre med noget af samme kaliber som ’The White Album’ (The Beatles) eller ’The Black Album’ (Metallica). Det er naturligvis ikke tilfældet. ’The Purple Album’ får ikke sin egen store plads i rockhistorien. Det er en parentes, men vel at mærke en hyggelig lille en.
Hvor Whitesnake i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne måske bare var en blueset udgave Deep Purple, så transformeredes bandet til et firser-heavy metal-stadion-rockband i anden halvdel af årtiet, hvor hele besætningen på nær kaptajnen var udskiftet. Det er denne Whitesnake-lyd, som Coverdale har ønsket at give Deep Purple klassikerne. Tommy Aldridge er tilbage bag trommerne fra den tid. Men ellers er der næsten udelukkende tale om nye Whitesnake-medlemmer, når man ser bort fra Reb Beach, der har været med siden 2001.
Tro mod originalerne
Albummet starter dag også med føn og klem med ’Burn’. Netop ’Burn’ er en af Deep Purples allerbedste sange overhovedet, uanset hvilken version af Deep Purple, man hælder mest til. Der er skruet en lille smule op for al ting i forhold til originalen. Lyden er selvsagt langt mere tidssvarende, og der er markant med tyngde og bund i trommerne. I modsætning til Deep Purple har Whitsnake også altid – og denne gang – haft to guitarister, hvilket giver noget mere metal i musikken. Men selv om den tekniske udvikling klart lade sig lyde på albummet, så er fortolkningerne af ’Burn’ såvel som af de fleste andre sange forbavsende tro mod originalerne.
Det kan man have mange meninger om, men det er nu påfaldende hvor lidt lyst, der åbenbart har været til at lege en smule med materialet. Enkelte steder, som i eksempelvis ’Might Just Take Your Life’ og ’You Keep on Moving’ er hygget lidt med at give guitaren lidt westernpræg hist og her. Men alt i alt er der ikke den store forskel på coverversionerne i forhold til originalerne.
">
Glenn Hughes er savnet
En markant forskel er der dog naturligvis i forbindelse med, at der på 11 af de 13 sange, der figurerer på albummet, var to leadvokalister på originalerne. På ’The Purple Album’ er Glenn Hughes klart nok ikke med til at synge ”duet” med Cavid Coverdale. I stedet må Coverdale hjulpet af resten af bandet selv stå for Glenns passager. Det går sådan set godt nok på albummet, men hvordan vil det gå live.
Sjovt er det, at David Coverdale har valgt at inkludere ’Holy Man’ fra ’Stormbringer’-albummet på ’The Purple Album’, da det alene var Glenn Hughes, der sang lead på originalen. Men det går såmænd fint.
Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, så godt David Coverdale synger på albummet. Ikke mindst når man tager de stemmetrætte live optrædener, som han givet de seneste år. Men igen er det nok teknikken, der har sejret på albummet. David Coverdale har i forbindelse med udgivelsen nævnt, at den skal stå som en hyldest til Jon Lord, Ian Paice og Ritchie Blackmore, der gav ham chancen i Deep Purple. Han har også nævnt, at han forud for Jon Lords død havde i tankerne at lave noget med ham omkring de gamle sange.
Men kunne måske have ønsket sig, at David Coverdale i stedet for denne firser-metaludgave af de gamle sange havde ringet til Ian Paice og Glenn Hughes for at lave nogle nutidige versioner. Glenn Hughes' vokal savnes og det gør Ian Paices tekniske trommespil i stedet for Aldridges banketrommer bestem også.
Men nu må vi nøjes med Whitesnake fortolkningerne, og det er da også ok. Men originalerne vil med garanti vise sig at være langt mere holdbare en kopierne.