Ikke helt begravet endnu
Populær
Ud af tågerne har Six Feet Under begået 'Undead', der har sine momenter. Om end ikke for mange.
2. "Formaldehyde"
3. "18 Days"
4. "Molest Dead"
5. "Blood On My Hands"
6. "Missing Victims"
7. "Reckless"
8. "Near Death Experience"
9. "The Scar"
10. "Delayed Combustion Device"
11. "Vampire Apocalypse"
12. "The Depths of Depravity"
Six Feet Under har snart eksisteret i 20 år og blev for alvor kendte, da de udgav debutpladen 'Haunted'. Ikke mindst fordi forsangeren hed Chris Barnes og på daværende tidspunkt stadig var med i mægtige Cannibal Corpse. Han forlod dog senere det band og helligede sig derefter Six Feet Under, hvor han stadig er forsanger. Det var tilbage i 1995 og her anno 2012 har de så udgivet deres niende studieplade med titlen 'Undead'.
Hashomanen Barnes
Bandet har befundet sig i den genre, der bare hedder klassisk dødsmetal. Alt lige fra guitarer til vokalen er stemt helt i bund. Det er dybt. Helt det samme kan ikke siges om teksterne, der som oftest er forfattet i en tyk tåge af røg fra Barnes' egne tørre blade. Der kan snige sig lidt politisk aktivisme med ind over, men det er ikke noget, nogen skal blive bange for. Det er ikke værre end når den gennemsnitlige christianit vælger at træde op på en sæbekasse ude i fristaden og fortæller, hvordan samfundet er helt galt på den og alt ville være meget bedre, hvis alle bare stak næse og lunger dybt ned i den jordbong, som han lige har gravet med sin fætter. Det har de brugt hele dagen på. De har tiden til det. På cirka samme jordnære niveau er Barnes' tekster.
Musikken er desværre også lidt i samme halvdøsige tempo. Pladen har bestemt nogle gode momenter. Deriblandt et fint melodisk indslag på 'Blood On My Hands', et klassisk groove på 'Reckless' samt et godt riff på 'Delayed Combustion Device'. Men der er lidt for langt mellem snapsene til, at jeg bliver vundet over på Six Feet Unders side.
I den vante gænge
Forsanger Chris Barnes skal dog have ros for, på denne plade at have undladt de grisehyl, som hans vokal sommetider bærer præg af, såvel på plade som til koncerter. Han er gået tilbage til den lyd, som han blev kendt for i sin tid i Cannibal Corpse. Dybt og grumt. Hastigheden må vi dog stadig nøjes med at drømme om. Det her er stadig den tilbagelænede musikalske stil, som Six Feet Under hele tiden har haft.
Det bliver ofte sagt, at Six Feet Under enten er et band man elsker eller hader. Jeg er stadig trofast mod Chris Barnes fra hans tid i førnævnte band. Six Feet Under har også udgivet nogle solide plader igennem tiden, hvor debutpladen stadig er den bedste. 'Undead' ligger sig sådan solidt i midterfeltet. Den er ikke skrækkelig. Den er heller ikke noget mesterværk. Bare gedigent fristadshåndværk. Og det kan som sådan være fint nok. Pladens groove vil helt sikkert tiltale nuværende fans af bandet, men den vil ikke vinde dem nogle nye af slagsen.
Det skulle da lige være hvis de fyrer en stribe koncerter af på Loppen. Og fyrer op i den grønne skorsten samtidig.