Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sidste søm i melodøds-kisten

Populær
Updated
Sidste søm i melodøds-kisten

In Flames har for alvor forladt den genre, de selv var med til at definere. Den melodiske dødsmetal stikker stadig hovedet frem fra tid til anden, men grundlæggende er det slut med genren.

Kunstner
Titel
Battles
Trackliste
Drained
The End
Like Sand
The Truth
In My Room
Before I Fall
Through My Eyes
Battles
Here Until Forever
Underneath My Skin
Wallflower
Save Me
Karakter
3

In Flames var et melodisk dødsmetal-band. Sammen med bands som At the Gates var de bannerførere for den svenske udgave af genren, der blomstrede op i midt-90'erne. Med album som ’Whoracle’ (1997), ’Colony’ (1999) og ’Clayman’ (2000) sikrede svenskerne sig en trofast fanskare. En fanskare, der sidenhen har skiftet demografi og karakter, mens bandet har søgt længere og længere væk fra udgangspunktet. Hverken 2016-versionen af In Flames eller bandets 13. udgivelse, ’Battles’, bør betragtes som melodisk dødsmetal. Det nærmeste, bandet kommer, er at låne elementer fra den genre, de selv var med til at definere.

Den udvikling har været i gang siden ’Come Clarity’ (2006), hvis ikke tidligere, hvor titelnummerets skærende melodi og grædefærdige lyrik varslede fremtiden. 10 år senere hersker der ingen tvivl om transformationen. ’Siren Charms’ (2014) var noget nær sidste søm i den melodiske dødsmetal-kiste. Det var ligeledes et af In Flames’ dårligste album. Det lykkedes ikke for kvintetten at tage det vellykkede spring i 2014. Det gør det i 2016.

’Battles’ er hverken et decideret fantastisk album eller nær In Flames’ bedste. Til gengæld er det en længe søgt og vellykket transformation fra melodisk dødsmetal til alternativ metal inspireret af melodisk død. Det er ligeledes en plade, der går fint i forlængelse af den foregående. Det er en udgivelse, der uden tvivl vil behage bandets nye fans, der stille og roligt er kommet til siden midt-00’erne.

Albummet startes med ’Drained’. Det bedste ved nummeret er den lange, melodiøse og halvmystiske indledning. Næsten et minut bruges på atmosfærisk guitar og Anders Fridéns ildevarslende hvisken, inden den nyankomne trommeslager Joe Rickard begynder at buldre løs. Man kunne forvente et ordentligt brag efter den stille intro, men må nøjes med et forsigtigt knald og et lidt for grådkvalt omkvæd. En tynd og kønsløs start, der på uheldig vis minder alt for meget om materialet på foregående udgivelse.

Bedre går det på ’The End’. Nummeret var sammen med ’The Truth’ de første af fire numre, der blev udgivet forud for albummet. Et stærkt nummer med et klassisk In Flames-riff, der sammen med et eminent omkvæd bærer kompositionen. ’The Truth’ holder samme høje niveau, om end versets klimprende, indie-rockede guitar på en gang virker malplaceret og fandens godt tænkt.

’Through My Eyes’ og ’Save Me’ var de sidste to numre, der blev udgivet før tid. Begge udmærkede numre med insisterende riff. Førstnævnte nærmer sig næsten In Flames på 'Come Clarity'-niveau, indtil omkvædet starter, og det hele går over i typisk Fridén-skønsang og nedsat tempo. Til trods for at svenskerne skal roses for at være konsekvente i deres genreskifte, virker det underligt forceret, at man som absolut skal trækkes med nedsat tempo og skønsang. Ud over disse er den sørgmodige og særdeles groovy ’Like Sand’ og den Tool-agtige ’Wallflower’ blandt pladens mest interessante sange. Derimod er der hverken meget saft eller kraft i den Bring Me the Horizon-inspirerede ’Here Until Forever’ eller den flade ’Underneath My Skin’. Resten af albummet holder et fornuftigt niveau, men uden at efterlade nævneværdige eftertryk.

'Battles' er en rutsjebane-oplevelse. Kvaliteten varierer ret meget nummer for nummer. Det bliver godt nok aldrig rigtig skidt, men bundniveauet kunne være en smule højere, bandets erfaring taget i betragtning. Et problem, der generelt kendetegner svenskernes seneste udgivelser.

Overordnet set er det dog et lyttervenligt album med en god række interessante numre. Forventer eller håber man på, at In Flames har genfundet en eller anden absurd trang til at spille melodisk dødsmetal som for 16 år siden, så skal man ikke kaste sig over ’Battles’. Er man til gengæld fan af den udvikling, der har præget bandets seneste udgivelser, er udgivelsen et must. Hvis ikke ’Siren Charms’ var det, så er ’Battles’ en streg i sandet. En vellykket streg, som den svenske kvintet bør roses for.