Deaths lidt anonyme lillebror
Pestilence holder desværre ikke standarden lige højt hele vejen over 'Doctrine', der ellers byder på fine referencer til mægtige Death.
02. Amgod
03. Doctrine
04. Salvation
05. Dissolve
06. Absolution
07. Sinister
08. Divinity
09. Deception
10. Malignant
11. Confusion
Efter introen starter det ellers rigtigt godt for Pestilence og den nye skive – hvis man ikke trykker stop ved det indledende growl, der lidt lyder som en gammel, forkølet hund. Men når først sangen kører er stemmen som et mix mellem Chuck Shuldiner på 'Individual Thought Patterns' og Martin Van Drunen, som han lyder i Hail of Bullets.
Det første nummer rykker virkeligt fedt. Lige fra den seje tørre guitarlyd til det skarpe basarbejde, der kunne lyde som Steve DiGiorgio (Death m.fl.), men ved tjek af personalelisten er indspillet af Jeroen Thesseling. At det er ham, er egentlig ret tydeligt, hvis man også har hørt ham i Obscura. Og som nævnt så fungerer vokalen faktisk, selvom den er speciel.
Hvis der havde været lidt mere melodi i sangene via flere guitarleads, og lidt flere fængende træk generelt, så havde pladen været en oplagt konkurrent til det allerede nævnte Death-album. Nu ender det i stedet med et ganske tåleligt album, som dog må kigge misundeligt mod et album af den kaliber.
På trods af forrige afsnits karakter af et "men", så er albummet temmelig lytteværdigt, mens det står på, og man kan jo altid hoppe et par sange over og gå til guldkornene, som åbneren eller den svært groovy 'Divinity', der simpelthen har et herligt insisterende hovedriff, og nogle sjove tekniske detaljer undervejs.
Pestilence spiller med et stort teknisk overskud, og prøver mange ting af. Havde anstrengelserne blot resulteret i måske to-tre flere vindersange, så havde karakteren også været højere. Det var lige ved at være et rigtigt sejt andet album, efter at bandet i 2008 annoncerede, at det blev til en omgang mere med "pestilensen".
'Amgod', det fede åbningstrack får du her: