Ingen test af brækrefleks
Populær
Et bandnavn skal vælges med omhu, og Slutvomit får med sit navn måske nok opmærksomhed men sikkert også nogle potentielle lyttere til at springe fra - det er synd, for det er ganske habil black/thrash fra USA.
Slutvomit. Smag på det. Navnet altså. Det ligger faktisk meget godt på tungen, men hvordan kan et band, der er seriøse med musikken vælge sådan et navn? Der er ikke tale om ringe grindcore/porncore, men faktisk en omgang ret så glimrende, lettere underproduceret blackpræget speed/thrash metal. Og netop den langt fra moderne produktion klæder de hidsige riffs og den raspende vokal, som i flere sange rammer noget decideret catchy i omkvædene.
Tempoet er højt, og der er masser af riffs, der ender i hurtige hammer-on/pull-offs, så disse amerikanere har fulgt godt med i undervisningstimerne fra Venom, Sodom og tidlig Exodus. Tekstmæssigt er det især førstnævnte, der skeles til, og det er for den hornede, der prædikes.
Variation er ikke i højsædet, og var det ikke for en håndfuld stærke omkvæd, så ville det være svært at skelne sangene fra hinanden, men der er nu alligevel masser af lytteglæde, selvom en hel del idéer går igen på albummets 36 minutter. Havde fyldet været skåret væk, så kunne det her godt have været en dødskarp ep, som ville have fået flere til at løfte øjenbrynene i respekt, end det vil være tilfældet med denne klokkeklare hyldest til 80'erne. Musikerne i Slutvomit har tydeligvis en stor passion for det de gør, og det er helt sikkert også medvirkende til, at musikken rykker, som den gør, mens infernoet står på.
Med den rette markedsføring kan albummet godt gå hen og få mere ud af bestræbelserne end en god portion kultstatus, som i hvert fald burde ligge for. Men ærligt talt - der er andre og mere interessante bud på, hvordan denne stilart skal udføres. Kig bare mod Norge, hvor Nekromantheon er et mere gennemført bud på, hvordan thrash, speed og black skal krydse klinger.