Haltende speed metal
Iron Angels første album i mere end 30 år er ikke overbevisende.
2. Judgement Day
3. Hell And Back
4. Carnivore Flashmob
5. Blood And Leather
6. Deliverance In Black
7. Waiting For A Miracle
8. Hellbound
9. Purist of Sin
10. Ministry Of metal
Iron Angel havde deres beskedne storhedstid i midten af firserne, hvor de sammen med bands som eksempelvis Helloween og Running Wild var eksponenter for tyske speed- og power metal.
I første omgang blev det kun til to album, inden Iron Angel blev opløst i 1986. Bandet var gendannet i sluthalvfemserne og starten af nullerne, uden at det blev til udgivelse af nyt materiale. Men Iron Angel har været aktive igen siden 2015 og har nu udgivet bandets kun tredje album, ’Hellbound’.
Det er dog et ganske decimeret Iron Angel, der er tilbage. Det er kun frontmanden Dirk Schröder, der også var med i bandets oprindelige besætning. De øvrige medlemmer har kun været med efter gendannelsen under Iron Angel-navnet.
Man skal ikke mange sekunder ind i albummets første sang, ’Writing's on the Wall’, før det er helt klart, at Iron Angels stil er så tysk som Sauerkraut mit Eisbein. Det er typisk tysk power- og speed metal. Det er en frisk åbner på albummet, men snart bliver det tydeligt, at den aktuelle udgave af Iron Angel ikke har meget at byde ind med på nutidens metalscene.
Albummet er temmelig dårligt produceret, hvor især trommerne er ulidelige at høre på, og Dirk Schröders vokal er jævnt middelmådig hele albummet igennem. Dertil kommer, at albummets sange er så enslydende og mangler variation i opbygningen, at man ret hurtigt begynder at kede sig. Der er en fornuftig energi i sangene, hvor der (naturligvis) er hentet inspiration hos tidlig Helloween, men hvor der også er tydelige aftryk fra Accept og Judas Priest. Men kompositionerne fremstår aldrig som mere end gennemsnitlig. Det er fint, at Iron Angel holder fast i speed metal-genren men sangene er præget af række tilbagevendende markeringer og stopbreaks, der giver en afbrydelse i flowet og efterlader et haltende indtryk.
Af de bedre sange kan nævnes det meget Judas Priest-inspirerede titelnummer samt ’Deliverance in Black’. Ja, og så er der også sangen ’Ministry of Metal’, som lukker albummet. Det er ganske vist ikke noget mesterværk, men Iron Angel har kreeret en video til den, den kan tjekkes ud her, hvis man er nysgerrig:
Det korte af det lange er imidlertid, at Iron Angel var betydeligt bedre i 80’erne. Så det kunne måske være værd at tjekke antikvariaternes rodekasser for at finde bandets første to album.
Iron Angel anno 2018 er sikkert underholdende og energiske live. Men har bandet ikke bedre kompositioner at byde på end dem, der er inkluderet på Hellbound, er der ingen grund til at udgive af flere album.