Jævligt digg ass gutta!
Punkrockerne fra Norges svar på bibelbæltet er klar med deres fjerde album. Med syv års erfaring har bandet leveret et album, der lever op til forventningerne om dansabel punk, men også et album, der overordnet lykkes med en mere voksen, poleret lyd.
Født Feig / Dø Bleig
Slutt Å Gi Mening
Pyongyang Freedom Fighter
Voldelig Lyd
Haster Som Faen
Sant
Penthouse Perfekt
\/0|_|)3|_1G |_Y|)
Når man nu er flyttet en tur til Oslo, er det selvsagt et krav, at man dykker ned i den lokale kultur. Honningbarna har flakset ind og ud af min opmærksomhed de sidste par år, dog positivt, da adskillige af mine venner har fortalt historier om bandets vilde koncertleverancer. Ikke desto mindre har jeg aldrig fået dykket ned i bandets bagkatalog. Men udgivelsen ‘Voldelig Lyd’ har ændret min motivationen for dette. De livlige gutter fra Kristiansand leverer på pladen en fandenivoldsk energi, der er meget atypisk for deres ellers flinke, snille landsmænd. Desuden er den krøllede sørlandske dialekt ikke nødvendigvis et dårligt match for gedigne punk’n’roll skæringer.
‘Hold an ann’ igangsætter et album, der generelt holder dampen godt oppe på de i alt 9 sange. Der flirtes med melodisk sang i omkvædet på den første skæring, men vokalist/cellist Edvard Halberg holder akkurat stemmen anstrengt nok til, at lydbilledet forbliver uslebent. Nummeret slår også an til en plade, der er en del mindre kaotisk og mere afpudset end forgængerne. Det kan man mene om, hvad man vil, men lad os da lige slå fast, at grundproduktet uomtvisteligt er en del over bundniveau. Man fristes selvfølgelig til at drage paralleller til de norske punk-eksportsuccesser Skambankt eller Turbonegro, men det ville primært være på grund af det norske tilhørsforhold. Her skiller Honningbarna sig lidt ud fra traditionen og nikker mere til hardcore end hard rock. Det er særligt tydeligt på ‘Sant’ hvor aggressionerne synes at få et endeligt afløb i form af intens hi-hat-massage, thrash-riffs og råbekor.
Pladens absolut bedste nummer er dog klart ‘Haster som faen’, der snildt kunne fungere som soundtrack til en ny ungdomsrevolution med omkvædet “Når vi blir eldre skal vi selge ut. Når vi blir eldre skal vi feige ut. Når vi blir eldre, fall på kne for gud. Når vi blir eldre skal vi dø” – en reference til de unge drenges opvækst i Norges bibelbælte. Fy faen, det er dust å bli gammel. Men det er der heldigvis også længe til for et band, der udgav deres første album, imens de stadig gik i gymnasiet. Knapt syv år senere er vi oppe på fire albums, så samtidigt er vi heller ikke på novice-stadiet længere. Albummets eneste rigtige forsøg på at præsentere en lidt mere voksen, underspillet samfundskritik, ‘Penthouse Perfekt’, slår dog ikke helt igennem som ønsket på trods af en engageret gæstevokal af Haley Shea fra Sløtface. Det kan konstateres, at Honningbarna hverken er rigtig voksne eller rigtig børn heller. Der er dog nok af gyldne øjeblikke til at veje op for det lidt uperfekte penthouse i form af blandt andet tracks som ‘Pyongyang Freedom Fighter’, ‘Født feig/Dø bleig’ og ikke mindst ‘Slutt å gi mening’. Tæller man til sidst op, så er der næsten fuld plade, og derfor er ‘Voldelig Lyd’ en udgivelse, jeg sandelig må indrømme, at jeg helt uretfærdigt overså i 2017. Jævligt digg ass gutta!