Keep Quiet!

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/10/17/80/quietriotroadragecd-56-1502047373.jpg
06. August 2017    

Quiet Riot udgiver med albummet ’Road Rage’ deres første ”hele” studiealbum siden 2006. Man kunne ønske sig, at det ikke var sket.

Kunstner
Titel
Road Rage
Dato
04-08-2017
Trackliste
1. "Can't Get Enough" 4:00
2. "Getaway" 4:53
3. "Roll This Joint" 4:30
4. "Freak Flag" 4:01
5. "Wasted" 4:45
6. "Still Wild" 4:45
7. "Make a Way" 4:30
8. "Renegades" 5:37
9. "The Road" 3:51
10. "Shame" 3:51
11. "Knock Em Down"
Karakter
1

Quiet Riot slog igennem med et brag i 1983 med albummet ’Metal Health’, der solgte ikke mindre end 6.000.000 eksemplarer alene i USA. Det kommer ikke til at ske med ’Road Rage’. Hvis albummet sælger 6.000 eksemplarer, er det i sig selv for mange.

Lige siden 1983 er det kun gået nedad for Quiet Riot, kulminerende efter mange udskiftninger med forsanger Kevin DuBrows død i 2007. Bandets mangeårige trommeslager Frankie Banali har efterfølgende ført bandnavnet videre. Efter sigende er det sket med velsignelse fra Kevin Dubrows efterkommere. Det bør forventes, at samme efterkommere trækker denne velsignelse tilbage, hvis de nogensinde kommer til at høre 'Road Rage'.

Siden Kevin DuBrows bortgang har der været ikke mindre end seks forskellige forsangere inde over Quiet Riot. Det tyder på, at Frankie Banali enten har særdeles svært ved at finde den rette erstatning eller er umulig at arbejde sammen med. Begge dele kan naturligvis gøre sig gældende. Med valget af den nuværende forsanger James Durbin synes Banali i hvert fald ikke at have fundet den rigtige.

I rækken af mange forsangere efter DuBrow er det Jizzy Pearl (ex-Love/Hate, -L.A. Guns, -Ratt, -Adler's Appetite), der har holdt længst ud. Med ham bag mikrofonen udgav Quiet Riot også de hidtil eneste nye sange efter DuBrow på mix-albummet 'Quiet Riot 10' fra 2014, der bestod af seks nye sange og fire liveindspilninger med DuBrow.

Men nu er bandet så klar med deres trettende egentlige studiealbum. ’Road Rage’ skulle åbenbart være allerede være indspillet og udgivet eksklusivt i Japan med bandets forrige sanger Seann Nichols (Adler's Appetite), der kun var i bandet nogle få måneder. Denne indspilning skulle efter sigende være forfærdelig. Det synes dog mærkeligt, at den skulle være værre end det endelige resultat.

Kevin DuBrow må centrifugere i sin grav over bandets udvikling!

Ny sanger er altså James Durbin. Han har været med i American Idol, hvor han kom ganske langt. Man må derfor formode, at han kan synge. Det viser han imidlertid ikke på ’Road Rage’, hvor hans præstation er miserabel. Hans high pitchede stil passer for det første ikke til bandets stil og for det andet føler han åbenbart, at han skal give den hele registeret, nu han endelig får lov til at indspille en plade. Det resulterer i en til tider skærende hvinen, der flere steder tenderer til at være falsk.

Bandet har så småt ændret stil i forhold til den oprindelige amerikanske 80’er-glam og har proppet lidt mere blues-inspireret rock ind, hvor Durbin skiftevis forsøger at lyde som Robert Plant og Steven Tyler. Det lykkes langt fra.

Ringe sange
Med den tid, der er forløbet siden sidste fuldlængdealbum, kunne man forvente, at bandet kunne have formået at komponere bare et par enkelte gode sange. Men det er heller ikke lykkedes.

Albummet lægger ud med første single ’Can’t Get Enough’, der paradoksalt nok på trods af sin middelmådighed er en af albummets bedre sange.

">

Mange af de øvrige sange lyder fuldstændigt ufærdige, og det virker, som om Durbin er gået ind for at synge dem helt uden at have fået lavet en melodistemme til dem. Det lyder flere steder, som om han bare rabler en tekst af uden følelse for hverken vers eller omkvæd. Det virker påfaldende, at der ikke er en producer, der har fået rettet op på dette miskmask. Men albummet er i det hele taget dårligt produceret.

Den eneste sang, der tilnærmelsesvis virker struktureret, er balladen ’The Road’, men den formår Durbin også mere eller mindre at få destrueret. ’Road Rage’ er skrækkelig plade.

Lad os håbe, at det bliver sidste album fra Quiet Riots side. Lad dem endelig turnere Amerika tyndt og spille deres hitversion af Slade-klassikeren ’Cum on Feel the Noize’ aften efter aften. Men hold bandet væk fra pladestudier fremover. Tak!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her