Tribu(te)lation
Populær
Tyske Ketzer har med 'Starless' begået et album med simple, effektive riffs i et glimrende retro-orgie af heavy, død og black, men desværre minder det en hel del om et vist Copenhell-aktuelt svensk band.
'Starless' er det tredje album fra Ketzer, hvis medlemmer blot var teenagere, da det første album så dagens lys. Dengang var det blackened death metal, og de rødder kan godt anes på det tredje album 'Starless', men der er kommet orden i kaos, og således står hvert riff nu knivskarpt i al sin enkelhed. Det er simpelt, men samtidig også uhyre effektivt, og den ændring er noget, der har kostet nogle af bandets fans, for udtrykket er som det beskrives i det følgende godt på vej mod det kommercielle.
Lyden emmer af retro på den moderne facon med den tunge guitar toppet med guitarmelodier godt svøbt i reverb. Vokalen er rå, hæs og growlet, bassen tydelig, og trommerne massive og insisterende med deres meget enkle spil. Det er faktisk ganske glimrende alt sammen. Det er bare svært ikke at studse lidt over, at det her tyske band har været på tour med Tribulation. Det var godt nok før udgivelsen af dette bands fantastiske 'Children of the Night', der som bekendt fandt vej til flere årslister her på Devilution, men måske det unge tyske band, har kunne fornemme, hvad svenskerne gik og byggede op til?
I hvert fald er der meget store stilmæssige sammenfald med netop nævnte Tribulation-værk på 'Starless'. Og selvom der altid er plads til mere god musik, så taber Ketzer bare i den direkte sammenligning, og pladen overflødiggøres i forhold til 'Children of the Night', der lige rammer den her sjældne tidløshed over musikken, som Ketzer ikke formår.
Ikke udelukkende en one-trick pony
Der er dog også forskelle, for mens Tribulation formår at holde deres retroinficerede udtryk meget rent i stilen, så skinner der hos Ketzer også noget (pop)punket igennem. Det ligger især i trommerytmerne, som i nogle sange benytter sig af et uptempo beat (hør bare introen på nummeret nederst i artiklen), der lyder mere af noget, som The Offspring eller Green Day ville have benyttet, end af et band, der trods alt stadig benytter sig af et growl, der kan begå sig fint i både dødsmetal og black metal. Men et eller andet sted passer det godt ind i et band, der ikke er bange for de svulstige melodier, der bygger musikken op til pompøse højder. Andre steder benytter bandet sig af backing-kor, der låner mere fra hardcore end en stolt svensk metaltradition som hos Tribulation. Det er ikke decideret stilforvirret, men indimellem er der dog nogle let sære valg.
Ketzer lyder dog ikke kun som Tribulation. Der er også lidt Samael over bandet, i schweizernes periode omkring det meget iørefaldende og nærmest popskårne omkring 'Reign of Light'; det her med simple powerakkorder og en fængende melodi på den anden guitar og krydret med hæs, nærmest raspende vokal. Det elektroniske element i Samael er dog udeladt hos Ketzer.
Tyskerne udmærker sig ved at have en sans for det stemningsskabende uden at forlade metallen helt. Bandet har med den ultrasimple 'Godface' sågar begået noget, der minder om et radiohit, takket være den bærende melodiske lead, der bare sætter sig fast. Det kan selvfølgelig godt være, at dødsvokalen vil komme galt i halsen hos den gennemsnitlige P3-lytter, men nummeret er usædvanligt godt skåret. I længden er det dog de andre sange, der ikke er helt så polerede som disse tre minutter, der fungerer bedst. Og alt i alt er det et godkendt album. Men har man ikke Tribulations 'Children of the Night', så bør man starte med den, og er der så lyst til mere i den dur, så er Ketzers 'Starless' et passende sted at gå videre.