Kitsch og kliché
PopulærArjen Anthony Lucassens ambitioner med Ayreon kan ikke længere begrænses til at udgive fremragende prog. metal konceptalbum. Han stiler tilsyneladende efter at blive den nye Andrew Lloyd Webber.
01. Phase I: Singularity
1 - Prologue: The Blackboard
2 - The Theory Of Everything [Part I]
3 - Patterns
4 - The Prodigy's World
5 - The Teacher's Discovery
6 - Love And Envy
7 - Progressive Waves
8 - The Gift
9 - The Eleventh Dimension
10 - Inertia
11 - The Theory Of Everything [Part II]
02. Phase II: Symmetry
1 - The Consultation
2 - Diagnosis
3 - The Argument I
4 - The Rival's Dilemma
5 - Surface Tension
6 - A Reason To Live
7 - Potential
8 - Quantum Chaos
9 - Dark Medicine
10 - Alive!
11 - The Prediction
Disc II
01. Phase III: Entanglement
1 - Fluctuations
2 - Transformation
3 - Collision
4 - Side Effects
5 - Frequency Modulation
6 - Magnetism
7 - Quid Pro Quo
8 - String Theory
9 - Fortune?
02. Phase IV: Unification
1 - Mirror Of Dreams
2 - The Lighthouse
3 - The Argument II
4 - The Parting
5 - The Visitation
6 - The Breakthrough
7 - The Note
8 - The Uncertainty Principle
9 - Dark Energy
10 - The Theory Of Everything [Part III]
11 - The Blackboard [reprise]
‘The Theory of Everything’ har alt det, der skal til for at skabe et fantastisk prog. rock-album. Der deltager nogle af de bedste musikere, der kan fremskaffes, der er fremragende vokalister, og der er skruet voldsomt op for ambitioner om at frembringe et velkomponeret album, hvor der samtidig ligger et gennemtænkt koncept til grund for albummets tekster. Desværre ender det hele i en langtrukken sag, hvor man undrer sig lidt over, hvad meningen er med det hele.
Prominente gæster
En gennemgang af gæstelisten ved denne Ayreon-udgivelse giver ellers forventningerne en ekstra tand. Udover Lucassen selv på guitar er det således den gamle Genesis-guitarist Steve Hackett, der står for spadearbejdet, og på keyboardsiden er det endnu mere imponerende, da dette arbejde deles mellem Rick Wakeman (ex. Yes), Keith Emerson (Emerson, Lake and Palmer) og Jordan Rudess (Dream Theater).
Vokalsiden er heller ikke dårlig. Her er der tale om, at hver sanger er tildelt en karakter. Det er ikke første gang i Ayreons historie, men det er da vist første gang, at det går så skidt som denne gang. Men mere om det senere. De deltagende sangere er JB (Grand Magus) som lærer, Sara Squadrani (Ancient Bards) som pige, Michael Mills (Toehider) som far, Cristina Scabbia (Lacuna Coil) som mor, Tommy Karevik (Kamelot, Seventh Wonder) som søn og vidunderbarn, Marco Hietala (Nightwish, Tarot) som rival, og John Wetton (Asia, King Crimson, UK, Uriah Heep) som psykiater.
Konceptet
Albummets tekstside bygger på en historie om en dreng, der er noget mærkelig men samtidig har nogle fantastiske intellektuelle evner inden for matematik og naturvidenskab. Hans far er videnskabsmand og arbejder på ‘The Theory of Everything’. Der er så en hel masse intriger og familietrakasserier, sygdomsforløb, diagnoser og overnaturlige hændelser. Det kan altså være meget godt, men fremførelsen over to meget lange cd’er er noget af en prøvelse.
Musikalsk er det egentlig flot nok. De ovennævnte kunstnere levere flot. Men opbygningen af albummet er mærkelig. Der er tale om skiftevis et instrumentalnummer, en sang, et instrumentalnummer osv. Det, der her er irriterende, er, at sangene ikke er rigtige sange. Der er ikke et eneste omkvæd på albummet. I stedet består sangene af sungne dialoger mellem albummets syv karakterer. Mange gange er der tale om ganske få verslinjer, inden der kommer endnu en lang instrumental passage, hvorefter der så brydes ud i sang igen.
Rockopera
Der er med andre ord tale om en rockopera. Det kan være fint nok. Men det er en svær genre, og det hitter altså ikke rigtigt, hvis der ikke er nogle genkendelige og mindeværdige sange. Her er der i stedet tale om i alt 42! (!!!) numre fordelt over to cd’er.
Musikalsk er det fremragende fremført, og der er ingen tvivl om, at de instrumentale stykker er de bedste på albummet. Flere steder vækker musikken minder om noget, som Alan Parsons Project kunne have udgivet. Men musikalsk er der mangler. Man fornemmer f.eks., at Lucassen nok har spurgt Ian Anderson om at deltage på albummet men har fået et nej. I stedet spiller Jeroen Goosessens så tværfløjte på præcis samme måde som Ian Anderson, hvor der ligesom spyttes/nynnes ned i fløjten. Samtidig er de instrumentale stykker en smule kitchede. Der skiftes mellem stykker, der er meget inspirerede af klessisk, noget der er arabisk inspireret, engelsk og europæisk folklore, skotsk traditionel musik og naturligvis noget irsk folkedans. Med al den etniske musik bliver der naturligvis også hevet en masse traditionelle instrumenter ind. Der er en masse violin, et hav af fløjter og endda irsk bouzouki. Man kommer lidt til at tænke på, om Lucassen er inspireret at danske Emilie De Forests sejr ved det internationale Melodi Grand Prix i år, for der godt nok mange fløjter på dette album.
Det giver bare ikke rigtig mening med alle disse mange forskellige etniske input. For det har ikke noget som helst med det koncept, der ligger i historien, at gøre. Når det så er sagt, så spiller musikerne rigtig, rigtig godt.
Sangerne gør det bestemt også godt. Men det er noget mærkeligt noget, som de skal lægge stemmer til. Dialog på dialog og intet andet. På kvindesiden er såvel Sara Squadrani, pigen, der har følelser for den unavngivne talentfulde dreng, som ikke mindst Cristina Scabbia som moren gode. Fremhæves skal også veteranen John Wetton, der på dette album forsøger at lægge sin stemme en anelse om i rollen som den formentligt ældre psykiater. Derimod er Michael Mills fejlcastet som faren. Han lyder gennem albummet som en alt for ung person til at være far til Tommy Karevik som sønnen, der lyder ældre end Mills.
Som det måtte fremgå har det været en smule frustrerende at komme igennem ‘The Theory of Everything’. Der er egentlig så meget god musik på albummet. Alligevel er der så mange irritationsmomenter, der gør, at det nok ikke er et album, der vil få flere chancer her.