Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kopier fra en original

Populær
Updated
Kopier fra en original

The Spaceman har udgivet et coveralbum. Det er langt, langt bedre, end man kunne frygte.

Kunstner
Titel
Origins Vol. 1
Dato
15-04-2016
Trackliste
1. White Room (original by Cream) 5:04
2. Street Fighting Man (original by The Rolling Stones) 4:00
3. Spanish Castle Magic (original by Jimi Hendrix, feat. John 5) 3:34
4. Fire and Water (original by Free, feat. Paul Stanley) 4:11
5. Emerald (original by Thin Lizzy, feat. Slash), 4:28
6. Bring It On Home (original by Led Zeppelin) 4:25
7. Wild Thing (original by The Troggs, feat. Lita Ford) 3:44
8. Parasite (Kiss, feat. John 5) 4:04
9. Magic Carpet Ride (original by Steppenwolf) 3:43
10. Cold Gin (Kiss, feat. Mike McCreedy) 5:17
11. Till The End Of The Day (original by The Kinks) 2:26
12. Rock N Roll Hell (Kiss) 6:32
Karakter
3

Ved nyheden om, at den originale Kiss-leadguitarist Ace Frehley var på vej med et album bestående af lutter kopinumre, bredte trætheden sig i hele kroppen. Det var en følelse, der kun blev yderligere forstærket ved et øjekast nedover tracklisten: Velkendte sange fra bland andet Hendrix, Stones, Cream, Kinks og Zeppelin. Alt tydede på et produkt udelukkende frembragt af kontraktlig forpligtelse til at levere noget til et pladeselskab.

Heldigvis er resultat meget bedre end frygtet. Dels er der overraskelser i form af en række prominente gæster på albummet, og samtidig beviser Ace Frehley til fulde, at han stadig kan spille en solid gang guitar og reelt er det af de oprindelige medlemmer i Kiss, der i virkeligheden kan håndtere et instrument.

Albummet lægger trygt ud med en ret traditionel udgave af Creams ’White Room’ efterfulgt af en meget tro udgave af Rolling Stones' ’Street Fighting Man’. Det er ikke dårligt men ikke specielt opsigtsvækkende.
Men herefter sker der ligesom noget.

Først er der en ganske forrygende udgave af Jimi Hendrix-klassikeren ’Spanish Castle Magic’, hvor albummets første gæst i form af John 5 (Marilyn Manson/Rob Zombie) giver lyd fra sig.

På Free-sangen ’Fire And Water’ bliver det – i det mindste for gamle Kiss-fans – endnu mere interessant, da Paul Stanley her for første gang i umindelige tider samarbejder med sin gamle kollega fra Kiss. Det er faktisk ganske rørende at høre de to gamle røvhuller dele mikrofon i denne klassiker (også selvom de reelt måske har stået i hver sin ende af USA under optagelsen), hvor Frehley igen får leveret en rigtig fed solo.

Lidt overraskende har Frehley også kastet sig over at indspille sin egen version af Thin Lizzy-klassikeren ’Emerald’, der lander lidt uden for de lidt mere bluesinspirerede sange, som ellers mest ligger til ham. På ’Emerald’ får Frehley bestemt også fin og god hjælp, idet Slash giver ham solidt modspil i en guitarsolo-duel.

Der er yderligere to gæster på albummet. Lita Ford synger duet med Ace Frehley på den gamle og til døde fortærskede The Troggs-sang ’Wild Thing’. Det er nok ikke ligefrem albummets musikalske højdepunkt. Men det er udført solidt og humoristisk.

Kopier af egne sange

Endelig får Frehley hjælp af Mike McCreedy (Pearl Jam) i en coverversion af sin egen signatursang for Kiss, ’Cold Gin’. Der er ikke så meget nyt i den, men man bliver igen mindet om, at det ikke kun var Paul Stanley og Gene Simmons, der kunne skrive sange i Kiss. ’Cold Gin’ er helt oppe i toppen af Kiss' sangkatalog.

Albummet byder på endnu to ”coverversioner” af Kiss-sange. Den første er ’Parasite’, hvor John 5 igen medvirker, og den er ikke så overraskende. Det er endnu en af Frehleys allerbedste Kiss-sange. Sangen har et monsterriff, der simpelthen er et af de bedste i heavy metals historie. Desværre har sangen også et skodringe omkvæd, som trække voldsomt ned. Men ikke desto mindre er det en Kiss-klassiker.

Den sidste Kiss-coversang er dog den mest interessante. Det er ’Rock and Roll Hell’ fra ’Creatures of the Night’. Det var det Kiss-album fra 1982, hvor Ace Frehley er på coveret, men hvor han efter sigende overhovedet slet ikke medvirkede på indspilningen af albummet.

’Rock N’Roll Hell’ er krediteret til at være komponeret af Gene Simmons sammen med sangskriverduoen Bryan Adams (ja, ham!) og Jim Vallance.

Det er derfor i den grad en overraskelse, at Ace Frehley indspiller en version af denne sang mere end 30 år senere. Aner man en konspiration? Er det i virkelighed Frehley, der har komponeret sangen?

Albummet har endnu tre sange: 'Bring it on Home' (Led Zeppelin), 'Magic Carpet Ride' (Steppenwolf) og ''Till the End of the Day” (The Kinks). De er alle særdeles veludførte.

Objektivt set er endnu et coveralbum vel totalt overflødigt. Ikke mindst når det ikke rigtig præsenterer sange, som ikke allerede er de fleste rockfans bekendte.

’Origins Vol. 1’ (man aner en gentagelse) skal heller ikke begraves i et hav af sorte diamanter. Men det er i den grad et velspillet og veludført album.

Det er rigtig rart at høre en Ace Frehley, der er velspillende, og det virker, som om The Spaceman er i god form – han var også flyvende på sidste års Sweden Rock Festival.

’Origins Vol. 1’ er bare sådan et album, man som hard rock-fan vil glæde sig over at have i ørerne på vej til og fra arbejde, under rengøring, under motion eller i forbindelse med anden aktivitet i rigtig, rigtig lang tid. Det er slet ikke så dårligt.


LÆS OGSÅ: Metaldiktator – 'Hotter Than Hell'.

LÆS OGSÅ: Metaldiktator – 'Dressed to Kill'.