Kosmisk pondus

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/db/eb/8c/elder1-54-1428311096.jpg
06. April 2015    

Elders tredje studiealbum er et festligt og ambitiøst orgie af mere eller mindre suveræn stoner-prog. Pladen viser et band med musikalsk overskud, der er i hopla.

Kunstner
Titel
Lore
Dato
27-02-2015
Genre
Trackliste
Compendium
Legend
Lore
Deadweight
Spirit at Aphelion
Karakter
3

Det kunne ikke være meget mere misvisende. Gennemsnitalderen i Elder er ikke i nærheden af at være aldrende, tværtimod. Den uhyre velspillende trio fra Boston smed deres selvbetitlede debut-fuldlængde på gaden i 2008, da både bassist Jack Donovan, trommeslager Matt Couto og guitarist, sanger og sangskriver Nick Disalvo stadig var teenagere. Opfølgeren, ’Dead Roots Stirring’ (2011), udkom tre år efter, og allerede med deres anden udgivelse viste bandet, at der egentlig ikke er meget ved deres episke, kosmiskdrevne stonerrock, der røber medlemmernes unge alder.

Fra dag ét har Elders musikalske muskler omvendt været enormt fokuserede og opadstræbende. Fra dag ét har Elder på sin vis syntes som et band, der havde lige så meget at bevise for sig selv, som de havde at bevise for et eventuelt publikum. Elders ambitioner synes kun gradvist at være blevet større for hvert album, og det er, som om hvert album samtidig har givet dem flere lyttere. Elders ambitioner har da også næppe været større, end de er på bandets længeventede tredje udspil, ’Lore’, hvilket selvfølgelig kun gør det dét mere imponerende, at bandet så heller ikke tidligere har syntes at indfri deres egne ambitioner så stilsikkert og med så meget spark, som det denne gang på herlig vis er tilfældet. 

Selvstændig vildvind

Forestiller man sig lyden af Colour Haze tilføjet en snert af en mere umiddelbar Cream-attitude og med sikre anerkendende nik til Dungen og specielt Reine Fiskes guitarspil, så har man muligvis en idé om det musikalske felt, som Elder befinder sig i. Musikalsk set har Elder fra deres yngste dage lænet sig op ad såvel ældre klenodier som nutidige navne, og gør det også på ’Lore’. Der er dog også en god portion selvstændig musikalsk vildvind over dem, som sammen med bandets imponerende musikalske kunnen mere eller mindre gør det stokumuligt ikke at have uforbeholden respekt for det, der i sidste ende kommer ud af disse fyre.

At komme omkring sig

Tager man et nummer som ’Legend’ er der dog samtidig en anderledes seriøsitet på spil, der – i hvert fald for en stund – musikalsk set får pladen til at stikke i en anden retning. Nummerets begyndende indædthed har denne specielle vibrerende rockmelankoli over sig, der til dels peger i retning af 90’erne, uden at denne såkaldte 90’er-stemning dog ligefrem karakteriserer nummeret. Elder er generelt omkring sig i deres lange numre og er samlet set også så meget omkring sig, at det vil være misvisende at sætte blot ét mærkat eller knytte blot én reference til bandet.

Det, der imponerer, er, at Elder får deres heftigt sammenstykkede kompositioner til at hænge så pokkers godt sammen, som det vitterlig er tilfældet. Overordnet set giver pladens fem numre og deres utallige temposkift oven i hatten udspillet en form for progressiv attitude, og når titelnummeret efterfølgende dukker op og på én gang genkalder tunge riffs a la Karma To Burn samt jazz-kosmisk følsomhed a la Motorpsycho, når de er instrumentale og soft, så er det, der dannes funderende hudfolder i ansigtet på lytteren. Ikke at man funderer så meget over selve sammensætningen af referencer, som man funderer over, hvor naturligt Elder får sammensætningen til at lyde.

Fra ét udtryk til et andet

Der er også tidspunkter på pladen, der virker en smule halv-generiske i det. Disse stunder forekommer hovedsageligt, når bandet sætter deres tungeste ben forrest, det vil sige, når det er hensigten, at musikken skal gå fra enten det stoner-proggede eller stoner-kosmiske til et mere koncentreret, næveindbydende heavy-udtryk. Mens trioen fra Boston har en herlig kontrol over stykkerne, når det er forbillederne i Cream og Colour Haze, der er på dagsordenen, halter det på anderledes vis, når heavy-bissen forsøgsvis skal skrues på. Disalvos vokal gør det desuden stadigvæk ikke helt for denne skribent. Vokalens monotone inderlighed passer til nogle af bandets numre, men ikke til dem alle, og Elder forbliver stærkest, når de er instrumentale, hvilket de glædeligvis er det meste af tiden.

Det nye favoritband fra retroland

Når det er sagt: ’Lore’ er et på mange måder fantastisk udspil, der bør ramme plet i rockhjerter på tværs af rockgenrer. Til trods for at pladen består af lange numre, kræver det ikke den store tålmodighed at give sig hen til pladen. Man kan vel sige, at den er for melodiøs og for velspillet til at være rigtig udfordrende. At den er ”let” at lytte til, gør dog hverken de musikalske ambitioner eller lytteoplevelsen mindre, skulle man hilse og sige. Lige så omskiftelig den er i sine stil- og temposkift, lige så nem er den at give sig hen til, hvilket i øvrigt ikke siger så lidt om Elders musikalske formåen.  Det er bandets bedste plade til dato, og det er nu kun et spørgsmål om tid, før Elder er vores allesammens favoritband fra undergrundens retroland. Be there or be square!

Elder spiller på Pumpehusets Byhavescene d. 5. august. Med sig har de Mos Generator og The Order Of Israfel. Se, det er da et temmelig godt påskud for at drikke øl under sommersolen til noget svedigt musik.   


 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her