Ikke kun to trommeslagere
Kylesa formår at jonglere med mange stemninger og udtryk uden at miste orienteringen.
2. Unspoken
3. Grounded
4. We're Taking This
5. Long Gone
6. What Does It Take
7. Steady Breakdown
8. Low Tide
9. Vulture's Landing
10. Quicksand
11. Drifting
Et band med to trommeslagere - dem er der, sikkert mest af logistiske årsager, ikke mange af, og da Kylesa er et af de få, er det måske ligefrem et minus. Selvfølgelig skiller de sig ud, både visuelt og hvad lyden angår, men også bare for at være noget særligt, hvor de er kendt for at have to trommeslagere. I stedet for, som de rettelig burde være, at være kendt for at lave god sludge.
'Ultraviolet' er Georgia-bandets 6. album på kun 11 år, og den rimeligt høje udgivelsesfrekvens har ikke betydet noget for kvalitet af skiven. Den lægger ud med råb og skrig, positivt ment, masser af raseri, men allerede i andet nummer, 'Unspoken', rammer Kylesa noget helt fantastisk ud i harmonisk og atmosfærisk guitarføring. Indpakket i effekter og uden at miste strengenes liv farer et dystert melodisk riff af sted, og det skal hurtigt vise sig, at den side af sagen stjæler billedet på skiven.
Kylesa har i det hele taget ekstremt god sans for at bruge det atmosfæriske som modsvar til brutale stykker, ligesom de mestrer at trække tempoet helt ud uden at miste det smadrede udtryk. I numre som 'Steady Breakdown' og 'Low Tide' tages pusten helt ud, og det bliver decideret smukt, mens 'Quicksand' og What Does It Take' repræsenterer vildskab og raseri på en ligeså fornem og gennemtænkt måde.
Det eneste større minus er, at ikke alle vokal-dele holder lige godt. Enkelte steder er det anstrengt og en smule for lidende til stemningen og desværre medvirkende til, at 'Ultraviolet' som helhed kan opleves lidt for monoton. De gode ideer og melodier brager ikke rigtig igennem, når vokalen kun lige kan bære det, og det skæmmer naturligvis. Men det er som sagt ikke alle vokaler, der halter, og de gode er gudskelov i overtal og er dem, som huskes bedst.