Lacuna Boring
Populær
Den seneste skive fra italienske Lacuna Coil virker blottet for sjæl og metallisk vilje, og kan således kun håbe på, at ramme en melodi, som fænger lytteren.
02. Against You
03. Kill the Light
04. Give Me Something More
05. Upsidedown
06. End of Time
07. I Don't Believe in Tomorrow
08. Intoxicated
09. The Army Inside
10. Losing My Religion
11. Fire
12. My Spirit
Lacuna Coil har bestemt gjort sig fortjent til den berømmelse og karriere, som bandet har bygget op siden dannelse i 1994 (dengang under et andet navn). Der er mere i bandet end et smukt udseende i forsangerinden Christina Scabbia. Bandet var med på halvfemsernes bølge af gothic metal, der mixede en rå herrevokal med en fin og flot kvindelig.
Hvad der startede med mere klassisk gothic metal a la ældre Paradise Lost med mere kvindevokal, tog med tiden en retning mod noget mere kommercielt tilgængeligt - ja, poppet.
Og således også dette nye sjette album, som trækker på sådan et mellemhøjt tempo. I popverdenen måske glad up-tempo. Der er i hvert fald ikke meget af det gothic/doomede materiale tilbage. I stedet jagtes hele tiden det store, melodiske og iørefaldende energiske omkvæd, som det kendes fra poppen.
Jagten på den bærende melodi
Og selvom de syvstrengede guitarer og den solide bund fra bassen stadig er en vigtig del af italienernes lydbillede, så lyder det hele mest som tunge akkorder ovenpå enkle keyboardskabte melodier. Det giver plads til vokalen, der så til gengæld død og pine skal være fandens fængende for at føre den noget identitetsløse, men topprofessionelle, produktion hjem.
Det lykkes kun i få numre. Singleudspillet og albumåbneren 'Trip the Darkness' klarer det til en vis grad, men allerede andet nummer på skiven lugter af fyld. 'Kill the Light' er et af de mest vokal-vellykkede numre på skiven, hvor Christina rammer en flot melankoli i omkvædet. 'Intoxicated' byder også på udmærkede momenter med stor vokal fra Christina.
Længere mellem snapsene er der i den rå vokal fra Andrea. Selv i 'I Don't Believe in Tomorrow', som giver håb om metal efter et tungt startriff og en distortet bas, formår han ikke at folde sig tilstrækkeligt ud.
Personlig, søvndyssende cover-version
Uptempoet i 'The Army Inside' lægger op til en sidste god fjerdedel af albummet, men så kommer der et fejlskud af proportioner. Bevares, covernumre bør være personlige versioner, men hvordan det er lykkedes Lacuna Coil at dræbe R.E.M.s 'Losing My Religion', og så stadig stolt fremhæve nummeret i promomaterialet, er en ubesvaret gåde. Kønsløst og søvndyssende - meget tydeligt Lacuna Coil, men altså i den ende af bandets kapacitet, hvor kun de største fans ikke keder sig ved et lyt.
'Dark Adrenaline' er ikke et album, som skal skaffe bandet flere fans. Det skal holde maskinen i gang, og der er da sikkert også 4 sange, som fint kan gå ind i bandets live-sætliste uden, at man kommer til at mangle noget af det, som de så erstatter. Professionelt og flot er førstehåndsindtrykket af albummet. Men lige efter lurer kedsomheden, og hvis bare produktionen havde satset på mere dynamik, så var det måske gået bedre med de poppede sange.
'Trip the Darkness' i videoform - værs'go: