Lad det buldre, lad det brage
Populær
Conan spiller momentvist hurtigere end nogensinde før på ’Revengeance’, men ellers er alt ved det gamle hos fuzzdoom-krigerne. Det er stadig tonstungt og for det meste også solidt.
2. Thunderhoof
3. Wrath Gauntlet
4. Revengeance
5. Every Man Is an Enemy
6. Earthenguard
Den britiske doom-trio Conan har i løbet af de sidste fem år kæmpet sig opad i undergrunden med musik, der synes skrevet ud fra en enkelt præmis: Hvem kan være tungest? Svaret er kort: Det kan Conan. Mere vil have mere, og en naturlig konsekvens af det må nødvendigvis være, at man som doom-band må undersøge, hvor tungt og langsomt man kan spille.
Det har Conan gjort, og det har de gjort med succes. Deres selvbenævnte "caveman battle doom" tager de dronende kvaliteter fra Sunn O))) og sætter det ind i et slowmotion-maraton af tørre og kværnende riffs. Det er en opskrift, der fungerer, og for en doomster burde det sådan set være mere end nok, hvis ikke det lige var, fordi der er så mange andre, der prøvede på det samme. Man så gerne, at der blev rusket op i formen.
Det er dog tydeligvis ikke Conans mission. De har ét klart mål, og det er at lade det buldre og brage.
Det er der på ingen måde noget galt i, og når Conan for alvor skærer igennem, gør de det med en jordskælvsrystende autoritet, der kan få de fleste doomkollegaer til at skide i bukserne – ifølge frontmanden Jon Davis var det næsten tilfældet med Sleep-guitaristen Matt Pike, som under et Conan-supportshow simpelthen måtte ile på toilettet – men Conan er ikke kun jordrystende, de er til tider også rystende gode.
Jon Davis er guitarist, sanger og den eneste konstant i bandet. Ved siden af hans mere high-pitchede råb lægger bassisten Chris Fielding et dybt growl til musikken, hvilket giver en god og afvekslende effekt. Endvidere finder man på ’Revengeance’ den nye trommeslager Rich Lewis, der erstattede Paul O’Neill, som forlod bandet i 2014. Og lad det være sagt med det samme: O’Neill er savnet. Rich Lewis spiller sådan set effent, men en stor del af Conans styrke, hvis man altså ser bort fra tyngden, var O’Neills nuancerede trommespil, der var så rigt på små perkussive detaljer og rytmiske mønstre, at Conans mest dronende stykker forblev fængslende. Den samme kreative styrke finder man ikke hos Rich Lewis, og det er en skam.
Fuzz med fart
Der er dog én ting, der straks falder lytteren ind, når man lytter til ’Revengeance’, og det er, at Conan her spiller hurtigere end nogensinde før. Det sker på albummets første nummer, ’Throne of Fire’, og det sker på titelnummeret, hvoraf sidstnævntes start næsten er et dødsmetalband værdigt. Det får lytteren op i stolen, for det er uventet fra Conans side, men desværre er det dog ikke noget, der løfter musikken. Det er måske et nyt virkemiddel i Conans kværnende fuzz-bulder, men det er også ganske unødvendigt, for det er slet ikke der, de excellerer, og de to numre står tilbage som de svageste på pladen.
Det er tværtimod i de grooves, der er så tonstunge, at jorden slår flækker, og biedermeier-billederne rystes ned fra væggene, at Conan for alvor rykker. De grooves er der heldigvis en del af på ’Revengeance’. Numrene ’Thunderhoof’ og ’Wrath Gauntlet’ ligger i forlængelse af hinanden og er som en doom-suite på næsten 20 minutter, hvor det ene nummers afsluttende feedback bliver det næste nummers start. Det er feedback og drone, der er Sunn O))) værdigt, men der afveksles også med diverse effekter i det små – den mindre forvrængede guitar i ’Thunderhoof’ og waheffekten i ’Wrath Gauntlet’ føjer facetter til Conans lyd, som er mere end velkomne, og som hjælper lytteren igennem den apokalyptiske monotoni.
Repetitionens momentum
’Every Man Is an Enemy’ starter med et banger-riff, der vel nok må være blandt Conans mest medrivende og – tør man sige det – catchy indtil videre. Det er en fornøjelse at blive smækket i ansigtet på en måde, og det fortsætter ind i afslutteren, den 12 minutter lange ’Earthenguard’, der ikke bare er albummets længste nummer, men også albummets bedste.
’Earthenguard’ bygger langsomt op og holder momentum hele vejen indtil slutningen. Her får Rich Lewis også gjort plads til et mere skævt og detaljeret hihat-spil, og en syv-otte minutter inde i sangen sætter Conan så deres sidste angreb ind med et riff så tungt og massivt, at man som lytter næsten efterlades målløs – af begejstring vel at mærke. Der bliver lagt ovenpå med støjende feedback fra Jon Davis, men desværre er det også, som om nummeret slutter for hurtigt. Der fades ud, der hvor det er blevet rigtigt sjovt, hvilket i doom-regi virker forhastet. Jeg så gerne, at Conan havde udnyttet deres groove et par minutter endnu, for ofte er det den vedholdende repetition, der løfter doom fra at være godt til at være ekstatisk godt.
’Revengeance’ viser et band, der trofast gør det, de kan, og nægter at rykke sig alt for meget. De små forsøg på fornyelse trækker hverken til eller fra i det store billede, men Conan er stadig troværdige leverandører, når det gælder om at få tilfredsstillet et af doom metallens ypperste behov, nemlig trangen til at blive knust af lydens tyngde.