Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Lalle- og ligeglade ulvemor

Populær
Updated
Lalle- og ligeglade ulvemor

Det lader til, at ‘Victorious’ er et album, der er blevet smækket sammen af særskilte og vilkårlige sange. Nogle indeholder en snært af den klassiske Wolfmother-feeling, mens andre kunne spares helt væk.

Kunstner
Titel
Victorious
Dato
19-02-2016
Genre
Trackliste
1. The Love That You Give
2. Victorious
3. Baroness
4. Pretty Peggy
5. City Lights
6. The Simple Life
7. Best of a Bad Situation
8. Gypsy Caravan
9. Happy Face
10. Eye of the Beholder
Forfatter
Karakter
2

Første gang mange stiftede bekendtskab med det australske band, har højst sandsynligt været i forbindelse med udgivelsen af 'Guitar Hero 2', der udkom i 2006. ’Woman’ og resten af sangene på Wolfmothers debutalbum tog verden med storm, og især ’Joker and the Thief’ skilte sig ud – sammen med Jets' ’Are You Gonna Be My Girl’ fra 2003 blev det 80’er og 90’er-generationens rockhymner. Tilsvarende uanstrengt elektrisk energi og fængende guitarmelodier kan kun få bands mestre.

Desværre har Wolfmother mistet langt størstedelen af deres særpræg gennem de sidste 10 år; det eneste, bandet stadig kan køre på, er Andrew Stockdales karakteristiske high pitch-vokal. I 2016 halter de både på melodierne, sangteksterne og kreativiteten. Når frasen “roses are red, violets are blue” bruges som åbning til et vers på ‘Pretty Peggy’, tja, så ved man, at den er gal.

(Desværre) ikke b-sider
Lidt orgel her, lidt country der og en ballade med ovenstående frase midt i albummet ødelægger nogle af de ellers ret cool og elektriske guitarriffs, der pynter store dele af albummet. Wolfmother, hvorfor ikke bare køre den sikkert hele vejen? Titelsangen ‘Victorious’ og ‘City Lights’ er pragteksempler på den rene rockenergi, det australske band har haft som deres varemærke, og et bevis på, at bandet stadig besidder et lille glimt af deres gamle gejst.



Der er ingen rød tråd i albummet, og nogle gange bliver man endda i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er samme band, der har skrevet alle sangene på pladen. Den rene Wolfmother-ånd er væk og kommer kun frem enkelte steder. Ikke at ‘Victorious’ er et dårligt album som sådan. Det lever bare ikke op til bandets standard.

90 % poppet rock
Albummet er en fremragende indgangsvinkel for mange til rockens verden; de tunge elementer holdes på et lavt niveau, produktionen er meget let og poppet i udtrykket, og det musikalske niveau er let tilgængeligt. På tidligere album har Wolfmother haft en mere kompakt lyd med flere lag og detaljer, mens ‘Victorious’ er det stik modsatte. En lalleglad feeling præger størstedelen af pladen, og det lader til, at bandet ikke har haft en eneste bekymring, mens den blev til.

Det eneste nummer, som for alvor kan relateres til bandets tidligere materiale, er ‘Gypsy Caravan’, hvis sproglige indhold minder om ‘White Unicorn’ fra bandets debutalbum, og hvor de tunge distortionguitarer endelig er blevet fundet frem igen. Albummets absolut største og måske også eneste guldkorn.



Kære Wolfmother, find jer selv igen, vi savner jer. I kan jo meget mere, end I viser!